1. Det er som at se sine forældre danse – pinligt!
»Hvis nogle forældre gør noget kikset på de sociale medier, plejer jeg at sammenligne det med oplevelsen af at se sine forældre danse. Kroppene afslører, at de er ikke er komfortable med det, de i gang med. Ikke fordi, der er noget i vejen med at danse, for det gør de unge også. Men når forældre gør det, opfattes det ofte som kikset. Hvis forældre prøver at være sharing på samme måde, som de unge på de sociale medier, vil man sige:
»Jamen, det går ikke med dig, fordi du tilhører en anden generation.«
For den ældre generation er der en manglende forståelse for, hvad er det for et sprog, man taler, og hvor. Det handler om den kontekst, man navigerer i. Selvom de unge deler, er generøse og personlige, er der stadig grænser for, hvad man kan sige hvor. De unge navigerer med en lethed rundt i det, men for deres forældre kan det være ret komplekst, og kan derfor komme til at virke klodset, hvis man ikke har forstået koderne.
Man kan for eksempel afholde sig fra at kommentere sine børns social media posts med masser af hjerter og »flot, lille skat« og »hvor er du dygtig.«
2. Ansvaret er dit: Lær dine børn at opføre sig ordentligt
»Den unge generation er den første generation, som opererer inden for et felt, hvor de ved mere end deres forældre. Sagen er bare, at selvom forældrene ikke ved nær så meget om teknologien, har de stadig ansvaret for at lære deres børn at navigere på nettet.
Det kan skabe den problematik, at børnene sejler rundt i et univers, som forældrene ikke har kendskab til. Forældrene føler sig magtesløse og fremmedgjorte. De har svært ved at tale med børnene om det, fordi de er usikre inden for det felt og fejlagtigt tror, at de skal vide alt muligt om det tekniske. Men de skal vide nøjagtig det samme, som de skal vide i alle mulige andre sammenhænge, når det handler om deres børns opdragelse:
Hvordan man opfører sig, hvor man sætter grænser, hvad der er privat/personligt, og hvad man kan tillade sig. Hvilke konsekvenser får det, hvis jeg gør det her? Det er noget af alt det, som er et helt normalt ansvar i et forældreskab.«
3. Hun sidder bare der og gamer hele dagen
»Man må prøve at forstå den unges præmis, når sønnen eller datteren sidder foran computeren inde på værelset i flere timer. Mange vil tænke: 'Hun sidder bare der og gamer'. Men faktum er, at hun er i gang med at udleve alle mulige sociale og sproglige koder. Der er en masse færdigheder, hun opererer med.
Det er netop grunden til, at Flyvevåbnet søger gamere, fordi de har en ekstrem hurtig reaktionsevne. Gamerne forstår mange sprog og spiller med mange fra hele verden samtidig med, at de har en evne til at trække det sociale hjem.
I modsætning til da vi var børn, lukkede man døren ind til værelset og sad og læste en bog. Nogle gange joker jeg med:
'Kender I det dér medie, hvor barnet eller den unge sidder alene inde på værelset? Han kan ikke interagere med handlingen, bliver isoleret og kommer ikke ud at røre sig. Det er de farlige, farlige bøger, hvor man ikke selv skal foretage sig noget, og der er heller ikke andre i nærheden.'
Jeg synes, bøger er skønne, jeg er vild med bøger. Men jeg synes også, man skal prøve at vende det lidt rundt og passe på med at tro, at bare fordi sønnen sidder ned foran en skærm, sker der ikke andet end dét. Der sker rigtig meget. Hvis man sætter sig ved siden af og går ind på den unges præmis, vil man måske bedre kunne forstå det.«
4. En samtale, der aldrig slutter
»WhatsApp er et godt eksempel på et værktøj, som de unge bruger, og som de får trukket andre generationer med ind i. Hvis I ikke allerede har det, så start en familiechat på tværs af generationer. Måske går der lidt tid, men så kan det godt være, at morfar begynder at sende nogle giffer i form af sjove klip og dermed får udvidet sin måde at navigere i mediet på.
Selv har jeg en familiebilleddeling. Og der kan man så sidde og snakke med søskende, bedsteforældre og forældre i en chat. De ældre kommer ind i en måde at bruge det værktøj på, som er den måde, de unge bruger det på.
Det er som en samtale, men en samtale der aldrig slutter. I modsætning til dengang, man ringede op fra en fastnettelefon: Jeg ringer op, jeg afventer, du tager telefonen, og vi fører en samtale.
Da jeg var barn, råbte min far: 'Telefonen er til korte beskeder', og jeg sagde farvel og lagde på. Det var en afsluttet oplevelse. Men WhatsApp og Snapchat for eksempel har et konstant flow i sig. Og er samtidig et tydeligt billede på en generationskløft. Nogle skriver: 'Kærlig hilsen mor'.
Det gør yngre ikke. Der er ingen afslutning, for lige om lidt skriver man igen. Det der med at skrive 'Kærlig hilsen mor' er brevformatagtigt. Det er sådan, jeg tror, de unge oplever det i en gruppechat med ældre generationer.
I en gruppechat er man i en form for bevægelse hele tiden, hvilket gør, at det minder meget om en almindelig samtale. Derfor er mange unges foretrukne kommunikationsplatforme Snapchat, hvor ordene forsvinder, når de er læst.
Der ingen optagelser, ingen der registrerer det. Det er kun i vores hukommelse, og det føler mange unge som en frihed, fordi man ikke censurerer sig selv på samme måde som for eksempel i et kommentarspor. Forskning har vist, at det har indflydelse på menneskers adfærd, hvis vi bliver optaget eller ved, at det, vi skriver, bliver stående bagefter.
Når det er sagt, så skal man altid huske, at internettet sjældent glemmer. Derfor skal man altid kunne tåle at se det, man skriver, igen.«
5. Du skal altså ikke ringe nu, jeg sidder lige i teatret
»Der er mange små kuriositeter, som illustrerer generationskløften. Den ældre generation føler, at de skal tage telefonen, når den ringer. De har lyd på, primært folk over 65 år. Jeg kan huske en tid, hvor fastnettelefonen ringede, og hvor man nærmest faldt henover den, fordi man skulle nå at tage den, inden vedkommende havde lagt røret på igen.
Når telefonen bruges til et opkald, viser det en tydelig forskel mellem generationerne. Jeg har en ven, som fortalte, at hans mor helst vil snakke om søndagen. Det går jo direkte tilbage til, at det tidligere var halv pris at ringe om søndagen.
Når jeg nogle gange har ringet til min mor, har hun taget telefonen og sagt: 'Du skal altså ikke ringe nu, jeg er lige i teatret'. Hvortil jeg så har svaret:
'Jamen, hvorfor tager du så telefonen? Jeg kan da ikke holde øje med, hvad du laver'. Min mor, modtageren, kan få det til at lyde som om, det er min, afsenderens, skyld, at hun ringer på et forkert tidspunkt.
Jeg tænker, at det hendes, modtagerens, ansvar at have slukket for telefonen, alternativt lade være med at tage den. Der ligger helt klart en forskel i, at min mors generation opfatter det som uhøfligt ikke tage telefonen, når andre vil dem noget.«
6. Undskyld, men hvor jeg finder den rigtige virkelighed?
»Der kommer en modenhed på et tidspunkt, hvor man erkender, at det ikke handler så meget om alle de her redskaber, men om at være et ordentligt menneske og tale pænt til andre.
Da jeg i sin tid skrev mit universitetsspeciale, skulle jeg definere, hvem og hvad onlinegenerationen er. På det tidspunkt var det ikke rigtigt defineret, og der sad jeg jo og kiggede på folk, der hele tiden sagde: 'Jamen, så er man på nettet, eller også er man ude i virkeligheden'.
Men der er stadig ikke noget, der hedder 'at være ude i virkeligheden' i forhold til 'at være på nettet'. Nettet er også virkeligheden. Og det, de unge foretager sig på nettet, er virkelighed for dem. De redskaber, de har, er virkelighed. At opstille det som uvirkeligt, er kun noget den meget gamle generation gør, når de siger: 'Ja, ja, det er fint nok, men har du nogle venner ude i virkeligheden?'
Man kan ikke diskvalificere et menneske socialt, fordi man jo ved, at de har social kontakt på nettet. Så den digitale virkelighed kræver ligeså meget ordentlig adfærd, netetikette, samvittighed og forståelse for, hvordan andre mennesker reagerer på ens adfærd.«
7. Hvad er det for en grænse, jeg overskrider nu?
»Det positive er, at der er en bedre forståelse på vej i forhold til adfærd på nettet og de sociale medier.
Blandt de spørgsmål, vi stiller os selv nu, er, når vi ser de her skrækeksempler på nogle unge mennesker, der har optaget eller filmet et eller andet, og andre så deler det.
Nogle forældres reaktion er: 'Jamen, hvordan skulle jeg kunne vide …' og så videre og så videre. Dertil må man sige: Fordi det er dit ansvar at lære dit barn, hvad det betyder for de mennesker, der er med i denne her video, som du deler videre. Hvad er det for en grænse, du overskrider, og hvilken konsekvens har det for dem, det går udover?«
8. Det er for dumt, at de unge deler nøgenbilleder af hinanden
»Generationskløften ses tydeligt med en generation, der siger: 'Jamen, hvad er det for noget med de unge mennesker, der deler nøgenbilleder? Det er da også for dumt'.
Til det må man svare, at det er en helt naturlig del af en digital seksualitet. Når der er skærme og mennesker, der flirter, har forhold, og hvad der nu ellers dukker op, er det også en anden form for virkelighed. For hvis man har seksualitet uden for skærmen, har man også seksualitet på skærmen.
Det er ret naturligt, at det sker blandt varmblodige unge mennesker. Så tror forældrene, at det er deres opgave at fortælle de unge, at de ikke må. At det er forbudt. I stedet bør man fortælle, hvilke konsekvenser det kan have, og at det i høj grad handler om tillid. Man fortæller jo heller ikke alle sine hemmeligheder til hvem som helst uden at have tillid til dem.
Den tekniske forklaring i dag er, at hvis du tror, du kan garderer dig imod, at der aldrig bliver delt et billede af din datter i en seksuel situation, tager du fejl. For med teknologien er det muligt at kreere en fil, hvor din datter agerer i deepfakes (billedmanipulation, hvor en persons ansigt bliver erstattet af en andens, red.).
Vi kan med sikkerhed sige, at deepfakes kun er toppen af isbjerget. Så hvis man virkelig vil andre noget dårligt, propper man bare deres ansigt ind i en pornofilm. Forældrene kan slet ikke blokere det. I stedet skal de lære deres børn en god adfærd.«
9. Du må ikke slå William med din skovl, det gør ondt på ham
»Introduktionen til en ordentlig adfærd på nettet begynder meget tidligt som noget helt enkelt:
'Nej, du må ikke slå William i hovedet med din skovl, det bliver han ked af, og det gør ondt på ham'. På den måde lærer ens søn eller datter at mærke en samvittighed. De mærker, at deres handling har en konsekvens og et aftryk.
Tal også med dem om, hvad der er privatliv, og hvad der er offentligt, som er noget af det vigtigste: Har vi overhovedet ret til et privatliv? Ville du for eksempel synes, at det var okay, hvis andre tog et billede af dig, mens du var på toilettet og bagefter delte det offentligt?
Et presset privat øjeblik, som eksempelvis en mand, der ligger og er ved at dø på en fodboldbane, tydeliggør en etisk grænse og er en afgørende vigtig samtale. Ikke fordi døden er et tabu. Sex er heller ikke et tabu. Men andre skal ikke have ret til den utroligt private del af en persons liv. Det er uetisk.«
10. Den ældre generation kegler rundt: Nu skriver jeg bare det her
»Grænserne på nettet er flydende, og det hele hurtigt og nemt. Dermed også opdateringer og ting, som glider fra den ene kontekst til den anden. Derfor kan både unge og gamle havne i en shitstorm.
De siger en lillebitte ting herovre til venstre i denne her kontekst – og så kommer den herover til højre, hvor nogle andre kigger på den og sætter det i en ny sammenhæng. Og så blev det pludselig til ti høns.
Hvis vi sidder i et middagsselskab med fire venner og har fået en flaske vin eller to, er det jo ikke alt, man har lyst til at blive refereret for uden for dette selskab i forhold til noget, man har sagt. Måske har man leveret, hvad der kunne tolkes som en semiracistisk vits ved bordet velvidende, at ens tre venner jo udmærket godt ved, at man ikke er racist og ikke mener det overhovedet. I virkeligheden er det en metakommentar til racisterne.
Men hvis den kommentar bliver taget ud af sin kontekst, vil det lyde helt anderledes. Her tror jeg, at den ældre generation også kan begå fejl, fordi de kegler lidt rundt og tænker: 'Nå, nu går jeg bare ud og siger det her'.
Men alle de mennesker, der ikke har været i den kontekst, hvor vitsen blev sagt, opfatter det meget konkret. Så når du deler noget, skal du altid tænke:
Hvem ser det, hvordan, hvornår på døgnet, i hvilken sammenhæng og hvordan bliver det vist? Det er analyse og konsekvens, og det tror jeg, de unge er bedre til end deres forældre.«
