Der er én historie, der stadig kan gøre Claes Bang pinligt berørt. Den involverer Cannes, en badebro og masser af selvfedme

Mens den danske filmbranche tøver, står udlandet klar med åbne arme. I løbet af det seneste år har Claes Bang både indspillet med Nicole Kidman, Mick Jagger og Donald Sutherland. Og langsomt forstår man, at det internationale gennembrud, han står midt i, ikke er kommet af sig selv.

Claes Bang er aktuel med filmen »Picture of Lies«, hvori han spiller over for Donald Sutherland, Mick Jagger og Elizabeth Debicki. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Der er en historie, der stadig kan gøre Claes Bang pinligt berørt.

Vi er i Cannes, for tre år siden. Filmen »The Square« er på alles læber som en film, der nødvendigvis må vinde en pris. I modsætning til på andre festivaler kan en film kun vinde én pris, og da »The Square« er en komedie, er flere enige om, at prisen må gå til den danske skuespiller Claes Bang, der er med i hvert eneste minut. Rygterne summer langs croisetten; en britisk filmjournalist indleder tilmed en kampagne. Selvfølgelig rammer det også Bang.

»Med dagene bliver jeg mere og mere optaget af, at jeg muligvis kan vinde prisen. Det stod jo i The Guardian, Variety, Hollywood Reporter. Konstant mødte man folk, der roste filmen og sagde, at man var fantastisk. Søndag eftermiddag blev jeg så ringet op og fik besked på at deltage, når priserne skulle uddeles. På dette tidspunkt ligger jeg på en badebro, allerede rimelig bedøvet af vin og selvfedme, og jeg skynder mig hjem og finder smokingen frem,« fortæller Claes Bang modvilligt, der Berlingske beder ham genfortælle anekdoten.

Claes Bang og hans kone, Liz, deltager ved premieren på »Picture of Lies« på filmfestivalen i Venedig i 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix.

Han går videre til at fortælle, hvordan han sidder klar, spændt som en fjeder, og da kategorien »bedste mandlige skuespiller« råbes op, er det næsten som om, at benene rejser sig selv. Og så siger juryformanden, Pedro Almodóvar: »Vinderen er Joaquin Phoenix«.

»Jeg har set optagelserne sidenhen, man kan simpelthen se, hvor skuffet jeg er, mens jeg sidder der og klapper.«

Ti minutter senere vinder »The Square« en guldpalme som årets bedste film. Fra scenen siger instruktøren, Ruben Östlund, at han deler prisen med Bang. Aftenen bliver til fest, champagnen står på alle borde. I nærheden mingler David Lynch med Will Smith og Jessica Chastain.

Og Claes Bang, der har været med i en film, der vandt årets guldpalme, drikker sig fuld og ringer arrigt til sine agenter. Selvom alle siger, at det er fantastisk, at filmen har vundet guldpalmen, at det faktisk er bedre end en skuespillerpris, er det ikke godt nok.

Klokken 22.30 går han hjem til sit hotelværelse. Sur og fuld.

»Det er en helt fantastisk historie,« siger undertegnede.

»Det er jeg glad for, at du synes,« svarer Bang: »Min kone er stadig sur over det.«

Jeg blev momentant sindssyg

Det er ikke første gang, at Claes Bang fortæller historien, men det gør den ikke mindre god. Det er så sjældent, at vi indrømmer, at priser betyder noget. Måske er det også sjældent, at vi møder en person, der står ved sine ambitioner.

Claes Bang er ikke helt sikker på, at han synes, at det er sådan, historien skal læses.

»Du kan ikke sætte lighedstegn mellem at være ambitiøs og være et konkurrencemenneske. Jeg vil gerne være god, men jeg vil ikke være bedre end andre. Jeg vil have, at vi alle bliver bedre.«

Selv ser han Cannes-historien som en sjov anekdote om en skuespiller, der bliver for optaget af sin egen succes.

»Selvfølgelig er det stadig overvældende, også for mig. Jeg elsker Donald Sutherland, »Rødt Chok« er den vildeste film. Og lige bagefter hørte jeg så, at Mick Jagger var booket. Der tænkte jeg helt klart: 'Stop lige',« fortæller Claes Bang, der er aktuel i »Picture of Lies«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Jeg havde aldrig vundet noget, jeg havde aldrig været i Cannes. Og det, der skete, var, at jeg blev momentant sindssyg. Jeg kunne ikke holde mit hoved på mine skuldre.«

Claes Bang griner, som om han forsoner sig med historien. Det er tirsdag, og han er kommet hjem til mig for at færdiggøre et interview, vi påbegyndte en uge tidligere.

Et interview, der handlede en del om den nedlukning, der også har ramt filmbranchen, netop som Claes Bang har fået en fod i Hollywoods gyldne dør.

Som han sidder i stuen på Amager, virker hans høje skikkelse demonstrativt kendt og forkert. Som et stykke af Hollywood, der er landet lige her et stenkast fra Urbanplanen.

Selv er han søn af to mennesker, der er kontoruddannede og ofte flyttede. Fra børnehaveklasse til 4. klasse gik Claes Bang på syv skoler. Han har selv sagt, at det føltes, som om klassekammeraterne hed noget nyt hver mandag. Tidligt var drengen god i skolen, og da han søgte ind på teaterskolen, var det også med et mål – gerne med en karriere indenfor både teater og film.

»Jeg har sådan en idé om, at jeg skal være den perfekte violin, som en instruktør kan tage ned af væggen og spille på,« siger Claes Bang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Mange af de første interview handlede om hans gode udseende; det hed sig, at han var for pæn til at få et dansk gennembrud.

Helt så nemt er det nu ikke gået.

»Den allerførste spillefilm, jeg lavede, hed »Under overfladen«, og den fik enormt dårlig kritik. Eller rettere – jeg gjorde. Jeg kan huske, at en af producenterne ringede til mig og sagde: 'Når nu anmeldelserne kommer ud, så skal du bare måske stå roligt op og få en kop kaffe og ikke tænke alt for meget på at købe aviserne'.«

Gjorde du så det?

»Nej, jeg læste selvfølgelig aviserne. Og fik de mest elendige anmeldelser. De fleste mente, at det var en fejltagelse, at jeg overhovedet var med i filmen.«

Udlandet skulle se talentet

Helt sådan ser det ikke ud i dag, idet Claes Bang er aktuel i »Picture of Lies«, der får stor ros i de internationale medier. Herhjemme skrev Weekendavisen, at Claes Bang »er blevet manden, man går til, når der er brug for kompromitteret charme og virilitet med et strøg af substans«.

I de forgangne år har han desuden spillet bærende roller i blandt andet Netflixs »Dracula« og den kommende storfilm »The Northman«, der også har Nicole Kidman på rollelisten. I »Picture of Lies« står Claes Bang mellem mastodonterne Mick Jagger og Donald Sutherland.

For at komme dertil har Claes Bang måtte sætte spørgsmålstegn ved sin måde at arbejde på – og bevidst promovere sig selv.

»Ruben Östlund, der instruerede »The Square«, ville gerne have, at min karakter talte engelsk med stærk dansk accent. Det ville jeg ikke. Jeg argumenterede længe for, at min karakter ikke var typen, der talte dårligt engelsk – at det passede bedre til ham, hvis han talte det engelsk, som jeg taler. I virkeligheden handlede det bare om, at jeg gerne ville have, at vi fik vist, at jeg taler et godt engelsk. Jeg tænkte, at det ville være et godt visitkort i udlandet.«

Strategien virkede, og mange af de tilbud, Bang siden har fået, kommer ud af, at folk har set den svenske guldpalmevinder. For Claes Bang er det dog ikke rollerne over for Nicole Kidman eller Mick Jagger, der opfylder ambitionerne.

»Jeg har sådan en idé om, at jeg skal være den perfekte violin, som en instruktør kan tage ned af væggen og spille på. I lang tid forsøgte jeg at ramme ideen eller forestillingen om rollen. Jeg forsøgte at blive til noget, der lignede en idé om, hvad rollen var. Det blev utilfredsstillende og udvendigt. Som skuespiller kan man godt få en idé om, at man skal spille alting. At selv en scene, hvor du skal hente en kop kaffe, skal være stor skuespilkunst. Men nogle gange skal du bare hente den kop kaffe,« siger Claes Bang.

Han nævner et interview med den amerikanske skuespiller Robert Mitchum, der skrev »NAR« i sine manuskripter. Bogstaverne udgjorde ordene: No Acting Required.

»Ligegyldigt hvilke film, vi ser, eller hvilke bøger, vi læser, leder vi efter os selv. Derfor er det vigtigste for mig som skuespiller at finde det, der rimer på noget indeni mig.«

I Claes Bangs aktuelle film, »Picture of Lies«, spiller han en kompromitteret kunstekspert, der indgår en slags Faust-pagt med en kunstsamler. James Figueras er en smilende svindler med mere end et lig i lasten.

»Det, der umiddelbart slog mig ved James, er, hvor sindssygt optaget han er af at komme tilbage på de bonede gulve. Han har en vilje til at komme op, til at blive den bedste. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg gerne vil være god. Jeg har et meget konkret punkt, dybt nede i sækken, og der kan jeg mærke, om det er rigtigt,« fortæller Claes Bang.

Hvordan kan du gøre det?

»Meget firkantet sagt spiller jeg efterhånden alle roller, som var det mig selv. Dialogen, lyset, kostumerne og alt det andet gør jo, at det alligevel ikke er mig og bliver for privat.«

Man kan det ikke stadig være underligt at stå og være dig selv, Claes Bang, i et lokale fuld af store amerikanske stjerner?

»Selvfølgelig er det stadig overvældende, også for mig. Jeg elsker Donald Sutherland, »Rødt Chok«  (Nicolas Roegs film fra 1973, red.) er den vildeste film. Og lige bagefter hørte jeg så, at Mick Jagger var booket. Der tænkte jeg helt klart: 'Stop lige'. Men så snart, man skal i gang med at arbejde, har man for travlt til at være benovet. Og Jagger var jo bare det rareste, sødeste menneske.«

Picture of Lies (The Burnt Orange Heresy). Instr.: Giuseppe Sapotondi. Manus: Scott B. Smith. Varighed: 99 min. Grand Hjemmebio og Viaplay.