Charles Dickens’ delvist selvbiografiske roman »David Copperfield« fra 1850 er en mursten på 624 sider, så det siger sig selv, at det kræver betydelige fravalg, hvis man skal filmatisere den. Eller også kan man gøre som skotske Armando Iannucci i »The Personal History of David Copperfield« og forsøge bare at mosle så meget som overhovedet muligt ind i to timers spillefilm.
Således har instruktøren faktisk formået at trodse de filmiske naturlove og lavet en fortælling, der på en og samme tid føles både forjaget og langtrukken. Forjaget, fordi David Copperfield i høj hastighed bliver født, får en ond stedfar, bliver sendt hjemmefra, bliver sat i arbejde, bor hos en plejefamilie, bor hos en anden familie og så videre og så videre.
Del:
