Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

David Copperfield forever

Sven Hakon Rossel: I anledning af nyudgivelsen af Charles Dickens’ roman ’David Copperfield’ fortæller Sven Hakon Rossel om den store victorianske forfatter og hans udødelige klassiker.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det må vel her i 200-året for Charles Dickens’ fødsel være tilladt at betragte dagens udgivelse af hans roman David Copperfield (1849) på Forlaget Rosinante som en passende fødselsdagsgave til de mange Dickens-­læsere her i landet. For Dickens er jo en af de klassikere, der stadigvæk læses. Ikke blot lånes han flittigt på bibliotekerne, men gennem de sidste 150 år er han simpelthen blevet en integreret del af det danske litterære landskab, og der har vel næppe været dét hjem siden midten af 1800-tallet, hvor ikke én eller flere af Dickens’ romaner - mestendels i oversættelse - har haft en plads i reolen. Forhåbentlig står de der endnu!

Ikke mange udenlandske forfattere har nemlig som Dickens i den grad været repræsenteret i gode oversættelser. Allerede i årene 1889-94 udkom Samlede Værker i hele 29 bind frit, men kongenialt oversat af L. Moltke. Denne udgave er senere blevet optrykt i alt fem gange, men også andre har prøvet kræfter med Dickens - allerede i 1840 oversattes således Oliver Twist - og så sent som i 1979 begyndte forfatteren Eva Hemmer-Hansen (1913-83) at nyoversætte hele forfatterskabet, et projekt der blev afbrudt ved hendes død, desværre, ikke mindst fordi Hemmer-Hansen, der i 1943 tog translatøreksamen i engelsk, var sluppet virkelig godt fra opgaven. Og det er da også hendes reviderede oversættelse fra 1983 af David Copperfield, som forlaget har valgt at markere forfatterens fødselsdag med.

Forlaget kunne også have valgt den lige så populære, men mere sentimentale Oliver Twist eller Dickens’ måske fineste roman, Great Expectations (da. Store Forventninger), begge også oversat af Eva Hemmer-Hansen. Men der er ingen tvivl om, at David Copperfield er den mest typiske Dickens-bog - et blik på forfatterens biografi vil vise dette - og så var den desuden hans yndlingsbog (titlens initialer, DC, er de omvendte af forfatterens navn)!

Charles Dickens’ (1812-70) ungdomsår var - ligesom så mange af hans romanfigurers - plaget af fattigdom. Han tilbragte de første år af sit liv nær den sydengelske havneby Portsmouth som det andet af otte børn. Faderen var kontorist, men skal have været en letsindig fantast, og da familien 1815 flyttede til London, kunne han pga. de høje leveomkostninger ikke længere ernære familien. Han blev 1823 kastet i gældsfængsel, og resten af familien bortset fra Charles flyttede med. Denne blev som 12-årig af forældrene taget ud af skolen og tvunget til at arbejde i en rottebefængt skosværtefabrik. Da faderen 1824 arvede en mindre sum penge, genoptog Charles - i øvrigt mod moderens ønske- igen skolegangen. 1826 blev han ansat som kopist hos en sagfører og fra 1831 som journalist ved forskellige aviser. Og resten af hans biografi - den ene store roman fulgte efter den anden - er simpelthen en succeshistorie, så det batter.

1836 begyndte Dickens på romanen Pickwick Papers (da. Pickwick Klubben), der udsendtes i 20 månedlige hæfter. Disse blev en så stor succes, at forlaget måtte tidoble oplaget, og hermed var forfatterens lykke gjort. Bogen er langtfra Dickens’ bedste, men den er ikke desto mindre skrevet med en kolossal oplagthed og masser af humor og ikke mindst Mr. Pickwick, der aflægger sine rapporter om klubbens rejser gennem England - bogens handling - er blevet en udødelig skikkelse.

Dickens’ næste romaner blev ligeledes udgivet som avisføljetoner. I 1837 begyndte han at offentliggøre Oliver Twist, og hermed var hans ry i den grad grundfæstet, at den »årlige Dickens-bog« blev et fast begreb i den engelsksprogede verden, og kort tid efter begyndte hans romaner også at udkomme i USA og Canada. 1842 gennemrejste han de to lande og læste op af egne værker. Til repertoiret hørte uddrag af A Christmas Carol (1843; da. Et Juleeventyr), der fra da af blev fast inventar på de succesfyldte oplæsningsturneer. Den sidste fandt sted 1869 og måtte afbrydes pga. et slagtilfælde undervejs, og 9. juni 1870 døde Dickens og blev begravet i Westminster Abbey.

Både Et Juleeventyr, Oliver Twist - og David Copperfield - er blevet beskyldt for at være alt for sentimentale, ikke mindst hvad deres slutning angår, men denne beskyldning må afvises, fordi Dickens’ egentlige formål med romanerne hermed ignoreres: det gjaldt for ham ikke om at demonstrere en happy ending for at fremkalde læsernes tårer, men om - gennem en kamp mellem gode og onde kræfter - at afsløre tidens sociale misforhold og underklassens elendighed. Dickens er faktisk en af verdenslitteraturens største sociale forfattere - og som sådan rostes han til skyerne af Karl Marx og dramatikeren George B. Shaw.

Beskrivelserne i Oliver Twist af børnearbejde og kriminalitet chokerede offentligheden i en sådan grad, at fængselsreformer gennemførtes og de værste slumkvarterer i London blev saneret. Et lignende socialt engagement findes i romanen Nicholas Nickleby (1838-39) med dens afsløring af elevmishandlinger i landets privatskoler, tragiske episoder der dog som næsten overalt hos Dickens afbalanceres af de komiske bipersoner.

En tilsvarende kritik af det victorianske klassesamfund findes i de mindre kendte romaner, f.eks. Bleak House (1852-53) (da. samme titel), Little Dorrit (1855-57) (da. Lille Dorrit), Store Forventninger (1860-61) og Our Mutual Friend (1864-65) (da. Vor fælles Ven), Dickens’ sidste afsluttede roman. Det er ikke mindst i disse senere romaner, at desillusionen er ved at sejre over Dickens’ optimisme.

Men både i Oliver Twist og David Copperfield findes endnu troen på det gode i mennesket intakt. Ikke desto mindre må titelpersonerne ligesom i folkeeventyret først overvinde alverdens ondskab, inden de får prinsessen og det halve kongerige. Begge romaner indeholder selvbiografiske elementer, og uden tvivl kan man opfatte Dickens’ liv og forfatterskab som ét eneste forsøg på at bearbejde og overvinde ungdommens sociale traume: det forladte barn, der må gå for lud og koldt vand, finder typiske repræsentanter i Lille Pip i Store Forventninger og i titelpersonerne i Oliver Twist - og så netop David Copperfield. Denne begynder således: »Det vil fremgå af disse sider, om det bliver mig, der skal være helten i min livshistorie, eller om en anden vil komme til at indtage den plads«.Så sårbar og usikker er jeg-fortælleren af den efterfølgende dannelseshistorie om den forfulgte og mishandlede David, der dog ligesom Dickens ender som succesrig forfatter. Men før han når så langt, må han gå grueligt meget igennem: han udnyttes af sin egen familie, ikke mindst sin onde stedfader Mr. Murdstone, den tyranniske skolemester Creakle og romanens absolutte skurk, den hykleriske svindler Uriah Heep. Men ondskaben har en ende. David træffer den elskværdige og snakkesalige, men evigt bankerotte Mr. Micawber - tydeligt modelleret over forfatterens fader - samt sit livs kærlighed, Agnes. Der er en hovedhandling, og der er sidehandlinger, et mylder af levende hoved- og bifigurer, og der er utallige tragiske og komiske scener - ja, romanen er en uudtømmelig skatkiste af underholdning, satire og visdom - og altsammen fortælles på en vidunderlig, spændende måde.

Dickens er nok den mest læste seriøse forfatter i den engelsksprogede verden. Allerede i årene 1857-92 solgtes 700.000 eksemplarer af hans værker. Da Dickens døde - efter at hans samlede værker, endnu mens han levede, omfattede 27 bind med i alt 13.000 romanfigurer - efterlod han sig en formue på 93.000 pund, der i dag svarer til et tocifret millionbeløb. Alene på Pickwick Klubben skal Dickens have tjent, hvad der svarede til en engelsk middelklassefamilies indtægt gennem ti år!

Det er blevet til mere end 180 film og TV-spil frem til BBC-filmatisering af netop David Copperfield fra 1999 med Daniel Radcliffe (»Harry Potter«) som den unge David og Disney-versionen af Et Juleeventyr fra 2009 med Jim Carrey i rollen som Scrooge - og vidste De i øvrigt, at Disneys Onkel Joakim på engelsk hedder Scrooge McDuck! Så konklusionen må blive, at Dickens langtfra er stendød. Og så er David Copperfield faktisk en udødelig klassiker. Intet kan være mere passende end at slutte med et citat fra Peter Laugesens ganske så spøjse - James Joyce-orienterede - forord til den nye udgave: »Så sav computerledningen over, træk antennestikket ud af TVet og LÆS!«

Charles Dickens: David Copperfield. Oversat af Eva Hemmer-Hansen. Forlaget Rosinante, 2012. ISBN: 978-87-638-2249-7. 790 sider. 199,95 kr.