1970erne var et æstetisk lavpunkt i den nyere danmarkshistorie, eller som kunsthistorikeren Lennart Gottlieb har formuleret det: »Dette katastrofefilmenes årti, den politiske stupiditets årti, terrorismens og bodegaernes årti, oliekrisen og de bilfrie søndages årti – helt igennem mørkt, brunt, grimt, grimt, grimt og grimt.«

Brunt, ja. Men også sort/hvidt. Sådan var den politiske debat. Ligesom i dag. Nogle ting forandrer sig aldrig.

Årtiets boligindretning var mange steder domineret af politisk plakatkunst på væggene over reolerne af ølkasser, og ingen af delene var udtryk for sparsommelighed, men for en selviscenesættelse af den intellektuelle som proletar. Rigtige arbejdere ville selvfølgelig have noget pænt at kigge på, når de kom hjem.

Kunstnerkollektivet Røde Mor og dermed Dea Trier Mørch var storleverandør af dekorationen på væggene, der var et oprigtigt forsøg på at erstatte borgerskabets indforståede kunst med karske og primitive figurtegninger, der (og det skal plakater være) var meget let aflæselige. Dea Trier Mørch opnåede desuden en meget stor succes som forfatter med blandt andet romanen »Vinterbørn«, der er en demonstrativt solidarisk og meget varm skildring af en gruppe kvinder på en fødeafdeling.

Dea Trier Mørch bragte æstetikken fra propagandaplakaterne med sig til omslaget af »Vinterbørn«. Den grove, tegnenkle figuration, men her er det sort/hvide og det sort/røde dog erstattet af en mild blå grundfarve, og skønt det måske ikke er tilsigtet, refererer den ømme ammescene uvilkårligt til kristendommens mange fremstillinger af Madonna med barnet.