Se i spejlet
Omslaget til Henrik Dahls "Hvis din nabo var en bil" fra 1997.
Omslaget til Henrik Dahls "Hvis din nabo var en bil" fra 1997.
Måske er der ikke noget at sige til, at indvandrere fra fjern- og mellemøstlige kulturer gerne vil bo i nærheden af hinanden, for det gør vi jo selv.
Vi har fine forstæder og mere folkelige områder. Undertiden skifter et kvarter karakter, fordi yngre eller mere velhavende grupper flytter ind, tvinger mindre privilegerede ud og omdanner området efter egne behov for indkøb og selviscenesættelse med lækre forretninger, blomsterkummer, bistader i baggårdene og den slags. Vi vil gerne spejle os i naboen og være sammen med andre, der deler vores livssyn og livsstil.
Sociologen og politikeren Henrik Dahls debatbog, »Hvis din nabo var en bil«, der i disse dage kan fejre 20-års jubilæum, behandler segmenteringen af befolkningen og dermed det redskab, reklamebureauer, politikere osv. har til at sælge deres budskaber eller varer. Forsiden til bogen, der er malet af Michael Di Biase, giver et præcist (spejl)billede af vores drøm om at være sammen med ligesindede. Under en blå, blå himmel med lette skyer står kloninger af hinanden og giver high-fives over hækken for at bekræfte sig selv. Illustratoren har samtidig valgt en tegneserie- eller tegnefilmsagtig stil, der kan minde om æstetikken i for eksempel Jehovas Vidners publikationer, der også selvbekræftende kredser om det rigtige valg af tilværelsestolkning. Hvis du vil se din næste, skal du kigge i spejlet.