Personlighedsspaltning er et tilbagevendende tema i litteraturen. Blandt de mest kendte eksempler er Robert Luis Stevensons roman fra 1880erne, »Dr. Jekyll og Mr. Hyde«, og litterært mesterligt foldes temaet også ud i Bret Easton Ellis’ ualmindeligt modbydelige roman, »American Psycho«, fra 1991.

Bogen er et frastødende portræt af en overfladisk yuppietid eksemplificeret ved hovedpersonen Patrick Bateman. En iskold satan. På den ene side en tings- og mærkevarefikseret finansmand i 1980ernes New York. På den anden side en sadistisk massemorder. Halvt menneske, halvt djævel.

Omslagsillustratoren, Marshall Arisman, har forløst opgaven med et portræt af en mand, hvis ansigt og sorte øjenhuler leder tanken hen på en morder med en maske eller en overnaturlig figur i en gyserfilm, der køligt og blottet for medmenneskelighed iagttager ofrene for sine forbrydelser, som når han anvender en sømpistol til at fiksere dem til gulvet.

Batemans besættelse af mærkevaretøj er antydet i figurens skjorte, slips og (habit)jakke, der er forsynet med stikkende linjer, som understreger Batemans psykopatiske og dødsensfarlige karakter, og omslaget kan lede tanken hen på tidligere tiders fyrsteportrætter, når de udstråler arrogant magtfuldkommenhed.

Advarselsfarven rød som baggrund for portrættet advarer ikke alene om alt det blod, der løber gennem historien. Hele kompositionen siger, at dette er ikke en bog for børn. Egentlig heller ikke for alle voksne.