Den evige crooner fylder rundt

75 år lørdag. Bryan Ferry har egentlig været gammel hele sit liv. Senest er han meget passende dukket op i den tyske successerie »Babylon Berlin«.

Den evigt elegante, evigt sentimentale crooner Bryan Ferry fylder 75 år. Han har på en måde været »en ældre herre« hele sit liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sebastien Feval/AFP/Ritzau Scanpix

At Bryan Ferry i denne uge fylder 75 år er endnu et bevis på, at verden er af lave, og at tiden på en eller anden måde har sluppet sine hængsler. For har han ikke altid været 75? Han har i hvert fald altid været en omvandrende anakronisme.

Bryan Ferry er et af de mennesker i den internationale underholdningsbranche, der klichefyldt nægter at indordne sig gængse kategorier – undtagen krukkens. Den rolle har han til gengæld udfyldt til fulde, siden han som 27-årig debuterede med sit band, Roxy Music, og øjeblikkeligt landede midt på en scene, der var som bygget til ham.

»Ferry var hverken langhåret eller androgynt glam-agtig.«


Bizart og humoristisk

Selv i dag er et genhør med Roxy Musics egentitlede debutplade en bizar, humoristisk, grænsesøgende – og krukket – oplevelse. Ferry og hans bandmakkere, Brian Eno, Phil Manzanera, Paul Thompson, Andy McKay og Graham Simpson kom næsten alle fra forskellige kunstskoler og deres ironiske glam-ting med referencer ind i europæisk kompositionsmusik og vild kitsch var selv i de eksperimenterende 70ere virkelig mærkelig, men også øjeblikkeligt populær.

Ferry var som sanger det naturlige fokuspunkt, men han var også med sit Alain Delon-udseende og sit ultrakrukkede sangforedrag en helt vildt fremmed fugl i de tidlige 70ere, hvor et band enten lignede Led Zeppelin eller David Bowie. Ferry var hverken langhåret eller androgynt glamagtig. Han var bare en følsom europæisk mand, i virkeligt pænt tøj.

Fattig nordengelsk opvækst

Bryan Ferry blev 26. september 1945 født i Nordengland, i den lille by Washington tæt på Sunderland. Han gik med aviser som barn, men kom senere på universitetet i Newcastle, hvor han studerede kunst hos ingen ringere end britisk popkunsts »grand old man«, Richard Hamilton.

Ferry opnåede at få et par malerier med på en udstilling på Tate Gallery, men var allerede i Newcastle kommet med i forskellige band, så efter universitetet drog han til London for at skabe sig en karriere som musiker.

Succesen kom ikke så hurtigt til Ferry og hans medbragte venner, men efter et par år lykkedes det for dem at imponere radiomanden John Peel, der gav dem en chance i en af sine berømte »sessions«.

Derfra gik det hurtigt. I sommeren 1972 udkom det nu klassiske debutalbum med hitsinglen »Virgina Plain«, der ikke lød som noget som helst andet i 70ernes begyndelse.

Ferrys baggrund som kunststuderende fornægtede sig ikke: Hele Roxy Music-pakken var meget stilfuldt designet. Både den skøre lyd, Ferrys eget teatralske sangforedrag, omslagenes brug af pinupmodeller og det ironiske bandnavn rummede lag af tvetydighed, man som ungt menneske registrerede med det samme.

Allerede året efter Roxy-pladen solodebuterede Ferry med et endnu mere fjollet koncept: En plade med opstyltede covernumre af sange så forskellige som Bob Dylans »Hard Rain«, Smokey Robinsons »The Tracks of my Tears« og titelnummeret »These Foolish Things«.

Og hvad skulle man dog mene? Gjorde han nar? Af Dylan? Eller elskede han det hele og gjorde det moderne igen? Ingen kunne regne det ud, men hovedpersonen så overdrevent elegant ud i videoerne, og som person var han ejendommeligt fascinerende.

Elegance og tvetydighed

Og det har så egentlig været Ferrys ting lige siden: Elegant popmusik og tvetydigt udførte covernumre. Op gennem 70erne udgav Roxy Music den ene gode plade efter den anden, og forblev, selv uden Brian Eno, leveringsdygtige i mærkelig, mangetydig, varietéinfuseret rockmusik. I sommeren 1982 ramte de så endelig fuldstændig rent med superhittet Avalon, der i årevis var fast inventar ved enhver fest i verden.

Efter den kraftudladning var det, som om Roxy Music-konceptet gik i sig selv. Ferry forfulgte nu sin solokarriere, og hans egen og det sene Roxy Musics musik smeltede sammen til »Bryan Ferry & Roxy Music«, sådan som det mentalt egentlig havde været, siden Eno forlod ensemblet.

Som det ofte går med stilskabere, er også Ferry frosset fast i sin rolle som tudeprins og altmodisch supercrooner. Han dukkede meget passende op som krydderi i den tyske successerie »Babylon Berlin«, men musicerer nu ellers mest som en meget dyr lejlighedsmusiker, der gerne spiller op til et rigmandsbryllup, hvis det skal være.

I det hele taget er Ferry i dag en slags milliardærernes hyggeonkel fra en svunden tid. Der kommer ikke noget nyt fra manden, men det er nok også meget forlangt. Han er jo Bryan Ferry, og det kan han sagtens få de næste 75 år til at gå med.