Det siges, at flere kendte, også meget kendte, danske skuespillere takkede nej til en rolle i »Vikings«, da amerikanske History Channel fik den idé at overføre den danske vikingetid til en TV-serie.
Skuespillerne var skeptiske. Ville det blive sådan noget med store parykker og billige kulisser og en masse mudder, der skulle se historisk ud? Det virkede mere sikkert at sige nej.
I dag ved vi bedre.
Når de nyeste afsnit af »Vikings« bliver frigivet på HBO Nordic torsdag, er de lavet af et crew bestående af cirka 3.000 medarbejdere. De drabelige episoder sendes til lande over stort set hele verden, der muntrer sig med at høre om søslag og skjoldmøer i Norge og Danmark.
Der er mange dage, hvor du bruger mere tid på at være din karakter, end du bruger på at være dig selv.Marco Ilsø
Selv TV-selskaberne praler af succesen. »Vikings« og »Game of Thrones« skiftes til at kalde sig verdens største serie.
»Det er ret overvældende,« medgiver Alex Høgh Andersen, der er den danske skuespiller, der med sin rolle som Ivar Benløs er hovedperson i den nye sæson. En anden stor rolle bæres af Marco Ilsø, der også sidder her bag det spejlblanke bord, der er opstillet midt i Nationalmuseets nyåbnede vikingeudstilling.
Umiddelbart er der langt fra skuespillernes glatbarberede kinder til de langskæggede vikinger, som Jim Lyngvild har organiseret omkring os. Det synes de også selv.
»Vi har faktisk spurgt, om ikke vi kunne få nogle ansigtstatoveringer eller ar. Vi er trods alt i femte sæson, vi må da snart se lidt forslåede ud,« siger Alex Høgh Andersen og suppleres af Marco Ilsø:
»Nogle gange kan der godt gå lidt meget amerikansk TV-serie i den. Det er, som om de gerne vil sørge for, at det hele ser meget pænt ud,« siger Ilsø, der gerne ville have givet sin karakter, vikingesønnen Hvidtserk, rillede fortænder som man så hos de mest drabelige vikinger. Heller ikke den idé var videre populær på History Channel.

Vikinger var renlige
Vikinger er åbenbart stadig noget, der får sindene i kog. Ikke kun på History Channel.
Da Nationalmuseet for nyligt afslørede, at de ville modernisere en del af deres vikingeafsnit, og at det skulle ske i samarbejde med Jim Lyngvild, bestod en lille del af kritikken i, at vikingerne var for velsmurte, at de så for godt ud. Andre mente, at samarbejdet med designeren var for letkøbt til det store museum.
Den debat forstår skuespillerne slet ikke.
»Vikingerne var faktisk ret renlige,« siger Alex Høgh Andersen.
»Det var blandt andet derfor, at de engelske kvinder godt gad at lave børn med dem. Det har jeg i hvert fald læst,« griner han.
Han understreger, at der var ugentlige vaskedage i vikingetiden, og at selv krigerne holdt sig rimeligt renlige. Også i forhold til vore dage.
»Det er slet ikke ligesom det, vi lærte i skolen, hvor der var mere fokus på det mudrede og det, som ikke fungerede,« siger han.

Et rent lykketræf
Det var nu ikke, fordi hverken Marco Ilsø eller Alex Høgh Andersen var særligt velbevandrede i vikingetiden, da de fik rollerne i »Vikings«.
Marco Ilsø havde satset på en karriere som fodboldspiller, og Alex Høgh Andersen var kun lige begyndt at studere Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, da han blev kaldt til casting.
»Jeg havde læst Peter Madsens Valhallabog, og jeg vidste, at det var en del af vores kulturarv. Det var cirka det,« forklarer Alex Høgh Andersen, der måtte forlade Roskilde Festival for at nå til castingen i Sverige.
Det kostede en Kendrick Lamar-koncert, men castingen vandt. Især fordi han fik at vide, at han skulle spille en fyr med et handicap. Seriens producenter har fortalt, at det væltede ind med fyre, der lod, som om de haltede eller manglede en arm. Alex Høgh Andersen gjorde noget andet. Han valgte at spille smerten ved at have en anden slags krop. Han lod handicappet sidde i øjnene. Og så var rollen hans.
I dag har han været Ivar Benløs i tre år og erkender åbenlyst, at han er fascineret af, hvordan vikingerne havde indrettet sig, og af tidens stærke kvinder, der tilsyneladende også fik plads på kamppladsen.
»Det er nok også det, der fascinerer folk over hele verden i dag. Folk dyrker vikingemyten helt vildt. Du kan jo tage alle hipsterne, der render rundt på Vesterbro og proppe dem ind på settet af »Vikings«.«
Jeg er også blevet tagget på Instagram-billeder af folk, som har fået Ivar Benløs tatoveret på deres krop
Alex Høgh Andersen har – til sin egen fortrydelse – ikke været i stand til at få et fuldskæg. Man fornemmer, at det er noget, der er blevet joket meget af på settet. Blandt fans er det tilsyneladende ikke så vigtigt.
»Det har været ret overvældende at opleve de her store messer, hvor der sidder folk, der går dødeligt op i serien, og som kan referere til historiske facts. Jeg er også blevet tagget på Instagram-billeder af folk, som har fået Ivar Benløs tatoveret på deres krop. Så ser jeg pludselig mit ansigt tatoveret på en eller anden russers behårede inderlår. Jeg takker for opmærksomheden, men det vil jeg altså ikke anbefale nogen at få gjort.«
Hårdt at være viking
Døren åbner sig ind til lokalet, vi sidder i, og en voldsom sang med trommer og violiner strømmer ind i lokalet. Et band iført grønne og røde kofter forbereder sig på dagens åbning af vikingeudstillingen. Forsangeren og trommeslageren diskuterer ivrigt, om trommerne skal begynde, når de synger ordet »amok«, eller om det først skal ske på »bersærk«.
Efter deres optræden skal Alex Høgh Andersen på scenen og klippe den røde tråd over. Filmstjerner kan bruges til meget.
Men det slider også lidt, siger de begge. Efter tre år i Irland, hvor optagelserne finder sted, er de også ramt af hjemve.

»Der er mange dage, hvor du bruger mere tid på at være din karakter, end du bruger på at være dig selv,« siger Marco Ilsø.
»Min mor blev simpelthen så vred på mig, da jeg var hjemme og spise for første gang i to år. Jeg sad og tog maden med hænderne,« siger han.

For Alex Høgh Andersen har rollen været endnu mere krævende, fordi han skal kravle gennem alle scener. Ivar Benløs var, som navnet antyder, ikke i stand til at gå.
»I begyndelsen var det svært, fordi alle scener begyndte med, at instruktøren og producerne sagde: »Nå, hvor skal vi sætte Alex?« Men handicappet er også med til at gøre Ivar speciel. Han er ikke bare ond og modbydelig. Han har altid været udenfor. At han trækker sig frem over gulvet, er med til at give ham noget specielt.«
Både Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø understreger, at de elsker deres karakterer. De elsker suset i de store kampslag, hvor de drøner omkring på græsset, helt opslugt af at nedkæmpe en anden hær.
Det er også derfor, at de gider bo i Irland og hver dag stå op og iklæde sig bjørneskind og enorme støvler efter morgenkaffe. Og så gå ud – igen – for at genopføre de store vikingeslag. De ved godt, at de er heldige, fordi det var dem, der fik rollerne til castingen.
»Og efterhånden kan man også godt holde ud at se på skærmen, når man selv løber rundt derinde og tænke: Orv, det ser da meget fedt ud.«