De fromme brødre i Stormgade

I 1931 blev hele den ene side af Stormgade jævnet med jorden, for husene lå i vejen for en tiltrængt udvidelse af Nationalmuseet. Sammen med husrækken forsvandt også de jordiske rester af brødremenighedens historie i København.

Stormgade set fra Vester Voldgade omkring 1910. Det var ejendommen yderst til venstre, som brødre­menigheden erhvervede i 1783. Hele husrækken blev saneret i 1931. København før og nu, bd. 2. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1931 blev hele den ene side af Stormgade jævnet med jorden, og det gik ud over en række højst forskellige huse fra en fjern fortid. De lå i vejen for en tiltrængt udvidelse af Nationalmuseet, og efterfølgende blev byen beriget med den velkendte, grå søjlegang i hele gadens længde.

Sammen med husrækken forsvandt også de jordiske rester af brødremenighedens historie i København. For midt i gaden lå den ejendom, som det evangeliske Brødre-Societet erhvervede i 1783, og hvor menigheden havde mødesal til et stykke ind i 1900-tallet.

Forhistorien om Stormgade er kort fortalt den, at det var på dette sted, den svenske hær led de smerteligste tab ved stormen på København i februar 1659.

Dengang lå kystlinjen helt inde ved Løngangsstræde og midt gennem det nuværende rådhus, men den strenge vinter gav svenskekongens ryttere og fodfolk mulighed for at angribe hen over isen. En fatal beslutning som bekendt, men byen havde været tæt på at falde, og efterfølgende var det tid at forbedre forsvarsværkerne.

Fra Vartov blev Vestervold forlænget ud i Kalvebodernes lave vand, og på bagsiden af volden blev det inddæmmede areal fyldt op, således at der opstod en helt ny bydel. Stormgade bærer således sit navn med rette, og her var det, at medlemmerne af det fromme brødresamfund i mere end 100 år holdt åndfulde møder.

Tilstrømningen var til tider overvældende, og en enkelt gang var luften i salen så tung, at lysene ifølge forstanderens beretning »begyndte at gå ud«.

Det var i 1828, men det hele begyndte 100 år tidligere. På sit gods i Sachsen havde den tyske greve von Zinzendorf grundlagt et pietistisk kirkesamfund, som han gav navnet Herrnhut. En brødremenighed med strikse regler og hvor man hengav sig til Herren i en noget nær erotisk besættelse. Tidernes forfald og det omsiggribende skørlevned skulle bekæmpes, og aktiv missionsvirksomhed var en pligt.

De første frø til en herrnhutisk menighed var kort tid efter plantet i København, hvor marken var frugtbar for de nye ideer. Og da Christian VI var blevet kronet i 1730, havde brødremenigheden en trofast allieret i både kongen og hans tyskfødte dronning.

En pietistisk regulering af snart sagt alle sider af samfundslivet blev gennemført, og for at frelse sine undersåtter fra fortabelse indførte den fromme monark både konfirmation og tvungen kirkegang for alle.

Det glade budskab om den kærlige Gud skulle tages alvorligt, og forsømmelighed blev straffet med mulkt eller frihedsberøvelse.

Den københavnske brødremenighed holdt sine første møder med bibeloplæsning og salmesang i »Den Forgyldte Oxe« på Gammeltorv. Det kunne ingen have noget imod, skulle man mene. Men byens præster var af en anden opfattelse, og de anbefalede, at der blev udstedt forbud mod gudelige forsamlinger uden for stadens kirker.

Så vidt ville kongen ikke gå, men »Den Forgyldte Oxe« var imidlertid uegnet til gudelige møder. Hærværk og chikane ødelagde den gode stemning, og derfor mødtes herrnhuterne under private former, indtil de endelig fandt et velegnet hus i Stormgade.

En rummelig mødesal blev indrettet i gården, og her følte mange almindelige mennesker sig utvivlsomt mere velkommen end i byens kirker, hvor præsterne var travlt beskæftiget med at drive forretning. Som sjælesørger var der nemlig gode penge at tjene på alt lige fra dåb til begravelse og på udlejning af attraktive siddepladser til de kirkelige handlinger.

Det ændrede sig med Grundloven, da statskirke blev til folkekirke, og efterhånden begyndte københavnerne at svigte brødrene i Stormgade. Men først i 1923 blev menigheden opløst, og få år senere forsvandt altså også huset, hvor herrnhuterne havde kaldt til møde.