Da en snes hollandske amagerbønder midt i 1600-tallet fik ret og pligt til at dyrke de vidtstrakte arealer på det, man endnu kaldte Solbjerg Mark, var der et stort område nord for Valby Bakke, som aldrig kom under plov. Fra højdedraget piblede vandet frem i alt for rigelige mængder, og den lerholdige jord kunne hverken bruges til kornavl eller dyrkning af nogen anden afgrøde.

Men bruges kunne den alligevel, og det indså Abraham Wust. Også han var hollænder, men hverken bonde eller gartner. Derimod ejede han adskillige teglværker rundtom i omegnen af København, og således gik det til, at der mellem Gammel Kongevejs forlængelse, der først senere fik navnet Smallegade, og Frederiksberg Have blev anlagt et teglværk.

Beliggenheden var fortræffelig, og efter den store bybrand i 1728 var der ingen grænser for, hvor mange læs mursten der kunne afsættes til genopførelsen af bygninger i de nedbrændte kvarterer. En halv snes år senere overtog brændevinsbrænder Poul Møller teglgården, men midt i århundredet kunne det ikke længere svare sig at grave ler og brænde mursten ved foden af Valby Bakke.

En del af grunden blev udstykket til parceller, for nu blev det mondænt at have lystgård på Frederiksberg. Og det havde bl.a. den velhavende Emilius Nobel midt i 1800-tallet. Han ejede en tobaksfabrik på Christianshavn, og da muligheden viste sig, anlagde han også en filial af fabrikken på den tidligere teglværksgrund langs Fasanvejen mellem Smallegade og Frederiksberg Have.

Naboen på Christianshavn var han imidlertid ikke begejstret for. Det var fajancefabrikken Aluminia, som producerede kopper og tallerkener, almindelige mennesker kunne betale, men også de servantesæt og natpotter, der gjorde det ud for bad og toilet rundtom i menneskenes boliger. Arbejdskraft skaffede man sig til en rimelig pris i det nærliggende tugthus, og driften var i sikre hænder med ingeniør Philip Schou som ansvarlig leder. Kun var det et problem, at der ikke var plads til udvidelser af virksomheden på det overbefolkede Christianshavn.

Også tobaksfabrikant Nobel havde imidlertid behov for mere plads til ekspansion af sin virksomhed, og så foreslog han en dag ingeniør Schou, at de byttede grunde, således at Aluminia flyttede til Frederiksberg, hvor der var ubegrænsede muligheder for vækst ud i al fremtid, og tobaksfabrikken til gengæld overtog fajancefabrikkens bygninger på Christianshavn. Det blev bragt i orden i 1868, og nu kom der rigtig gang i væksten.

I de sidste tiår af 1800-tallet forandrede Frederiksberg sig fra at være en tyndt befolket landsbyidyl til at være en tæt befolket storby med 60.000 indbyggere. Ganske vist var der ingen straffefanger til rådighed i de nye omgivelser, men det var ikke lønningerne til de mange ansatte børn og ufaglærte kvinder, der tyngede regnskaberne, og da Aluminia i 1872 blev omdannet til et aktieselskab, opstod der nye muligheder.

Philip Schou havde nemlig en drøm om at lave porcelæn, som jo er et meget finere materiale end den primitive fajance.

Og drøm blev til virkelighed, da han ti år senere så sit snit til at købe Den Kongelige Porcelænsfabrik, der i 100 år havde ligget indeklemt på en smal grund mellem Købmagergade og Pilestræde klos op ad Rundetårn og Trinitatis Kirkegård. Den flyttede nu også til Frederiksberg, hvor den hurtigt udviklede sig side om side med fajancefabrikken.

Philip Schou havde sin direktørbolig på hjørnet af Sønder Fasanvej og Smallegade, og på grunden var der rigelig plads til nye bygninger, som der ustandselig var behov for. Porcelænsfabrikken med de tre bølgede linjer som bomærke opnåede nemlig international berømmelse, da kunstindustri som et nyt, sammensat ord gled ind i sproget i 1880erne.

Gennem et par generationer gik kunst, håndværk og industri op i en højere enhed på den gamle teglværksgrund, der således kom til at huse en af hovedstadens betydeligste industrivirksomheder.

For ti år siden flyttede den hektiske aktivitet imidlertid til Glostrup, og nu står kun en del af de gamle bygninger tilbage som en efterladt kulisse.