Hvordan fanger man bedst folks opmærksomhed? Man smider tøjet.
Det er i hvert fald den strategi, en række kendte i USA har valgt i et forsøg på at sætte fokus på det amerikanske præsidentvalg, som finder sted om under en måned.
I en ny kampagnevideo, »Vi har en vigtig besked til vælgerne, så vi har smidt tøjet«, står ti forskellige kendte personligheder nøgne frem for at opfordre amerikanerne til at stemme ved præsidentvalget 3. november. Det er anti-korruptionskampagnen RepresentUs, der står bag den nye, anderledes kampagne.
En af de kendte profiler sidder i en bil uden tøj på, andre sidder i stuen, eller ligger i sengen, og alle begynder med at fortælle, at de er »komplet nøgne«. Deltagerne er blandt andet komiker Amy Schumer og Chris Rock, model Naomi Campbell og skuespiller Mark Ruffalo.
»Vidste du, at stemmesedler kan være nøgne? Og hvis du ikke gør, præcis som jeg siger, så kan din stemmeseddel ryge direkte i skraldespanden,« lyder det fra skuespiller Ryan Bathe, der taler om brevstemmer, som er omdrejningspunktet for videoen.
Brevstemmer er et emne, som har været omdiskuteret under valgkampen i år, da præsident Donald Trump adskillige gange har udtrykt, at han er imod brevstemmer, da han mener, at det vil føre til valgfusk. Det forventes dog, at flere amerikanere vil brevstemme end ved tidligere valg på grund af risiko for coronasmitte ved at møde fysisk op ved stemmeboksen.
I videoen fortæller de kendte, hvordan man korrekt stemmer via post for at undgå stemmespild. De opfordrer vælgerne til at læse instruktionerne grundigt igennem, før de sender stemmesedlen tilbage med posten.
»For eksempel i en stat som Pennsylvania er der to kuverter, som du skal lægge din stemmeseddel i, ellers gælder den som en »nøgen stemmeseddel« og kommer ikke til at tælle med i den endelige optælling,« lyder en af de vigtigste pointer i den 1:49 minutter korte video, som er blevet set knap 450.000 gange på to dage.
»Du må være nøgen, men det må din stemmeseddel ikke,« lyder det i målet om at skabe fokus om brevstemmer, der taler direkte imod Donald Trumps forsøg på at mindske antallet af brevstemmer. Præsidenten argumenterer for, at hvis der er for mange, som brevstemmer, så er risikoen for fup og fusk i valgkampen for stor til, at han vil acceptere valgresultatet 3. november, selvom der ikke er nogen konkrete beviser for, at brevstemmer leder til valgfusk.