Tristan er en del af bevægelsen, som er i krig med Facebook. Men de nægter at bukke under: »Vi har andre måder at kommunikere på«

For blot få måneder siden var det de færreste, der havde lagt øre til teorier om en babyædende satanistisk elite, men i dag florerer QAnon på samtlige sociale medier. Berlingske kortlægger, hvorfor Facebook nu ser sig nødsaget til at slette alt indhold, og en dansk QAnon-tilhænger giver sin vurdering af, om det overhovedet kommer til at have en konsekvens for bevægelsen.

For danske Tristan Thomsen er Facebooks nye tiltag om at fjerne alt QAnon-indhold et direkte indgreb på hans ytringsfrihed. Han er tilhænger af QAnon og kan ikke nikke genkendende til det højreekstremistiske billede, som techgiganter forsøger at tegne af bevægelsen.

QAnon har på rekordtid udviklet sig fra et ubetydeligt amerikansk internetfællesskab, der færdes i internettets mørke afkroge, til at dukke op på de sociale medier.