Vi husker dem alle. Teenageårene, hvor det var sådan, at uanset hvad man havde af ønsker og drømme, havde man alderen imod sig.

At være for ung til at blive ude til de sene nattetimer og for gammel til at få læst godnathistorie. For ung til at rejse verden rundt alene og for gammel til at blive fulgt i skole af mor og far.

Og der er det godt, at vi har kulturelle produktioner, der kan sætte ord på universelle følelser. Vi skal nu tilbage til året 1998, hvor en vidunderlig film så dagens lys.

Ikke rigtig voksne. Ikke rigtig børn

Døgnkioskejer Blom har planer om at bygge et parkeringshus lige der, hvor byens børn ynder at hænge ud efter de kedelige timer i skolen hos snakkemaskinen fru Basse. På Valde Underbids losseplads. Med Bølle-Bob i spidsen tager børnene affære.

Det er selvfølgelig filmen »Bølle-Bob«, der er tale om. I filmen indgår sangen »Ikke rigtig voksne«, der sætter ord på, hvor frustrerende det kan være at befinde sig mellem to af livets stole:

Vi er ikke rigtig voksne
Vi er ikke rigtig børn
Vi er både-og og hverken enten-eller
Vi' for unge til at elske og for gamle til at slås
Der er ingen, der har rigtig brug for os

I filmen spiller Phillip Faber karakteren Leslie, som kommer fra en socialt udsat familie, og som har svært ved at finde sin plads blandt de andre unge i byen. Han er med andre ord den, der ikke passer ind blandt dem, der ikke passer ind. Av for den.

Og jeg er godt klar over, at flere fortolkninger af klassikeren er kommet til siden, men der er altså ingen af dem, der når op på siden af den fra 1998. Med både Phillip Faber, Amalie Dollerup, Jan Linnebjerg, Birthe Neumann og Claus Ryskjær på rollelisten er det jo en decideret evergreen.

Det er egentlig langtfra første gang, jeg har skrevet om »Bølle-Bob«-filmen her i »Ugen på kanten«. Jeg anede ikke selv, at den var så present et element i min kulturelle referenceramme, men noget tyder på det. Det skal jeg lige hjem og tænke over, hvad går ud på.

Ikke en pige. Endnu ikke en kvinde

En anden, der er fanget mellem to verdener, er Britney Spears. Helt aktuelt med hendes eget vidnesbyrd om sin traumatiske situation under sin fars omfattende kontrol, tvangsprævention og tvungen psykoterapi.

Det bliver med andre ord mere og mere åbenlyst, at størstedelen af Britney Spears' karriere har været ét langt råb om hjælp. Og det leder mig til sangen »I'm Not a Girl, Not Yet a Woman«, der også optræder i filmen »Crossroads« fra 2002.

Her spiller en ung Britney Spears rollen som Lucy, der med to veninder tager på en rejse tværs over USA for at finde sig selv og sin voksne identitet. Og her kommer sangen ind i billedet:

I'm not a girl
Not yet a woman
All I need is time
A moment that is mine
While I'm in between
I'm not a girl

Til dem, der er lidt udfordrede på det engelske, handler sangen om, at Lucy – eller Britney – hverken føler sig som pige eller som kvinde. Hun føler sig fanget i midten. Men hun har lært, at livet ikke altid går, som man ønsker det.

Og det er vi en aldersgruppe i det danske samfund, der kan genkende os selv i. Vi i den allersidste vaccinegruppe.

For gammel til at være ung. For ung til at være gammel

Gruppen hedder i folkemunde »30-34 år«, og hvor er det først og fremmest provokerende at være i den gruppe, når der er flere måneder, til man selv runder de 30.

I et helt år tog vi hensyn til de ældre – og vi gjorde det gladeligt. Selvfølgelig ville vi gerne sidde hjemme i stuen og gense en sæson af »Klovn«, hvis det betød, at en håndfuld mennesker kunne få lov til at kramme deres elskede oldemor én gang mere. Uden tøven.

Så var det studenterne. Så var det skoleeleverne. Så var det de mindste. Så var det de unge og ensomme.

Gruppe for gruppe har vi gennemgået, hvem der led mest under nedlukning og pandemi. De eneste, man ikke kunne mønstre sympati for, var de 30-34-årige, hvorfor vi må vente til sidst. Vi har nemlig intet liv, forstås.

Vi tilhører – særligt vi kvinder – gruppen, der sandsynligvis er mest tilbøjelige til at reagere på de frivillige vacciner, men bliver alligevel mødt med en antagelse om, at vi jo bare kan tage sådan én, hvis vi bliver utålmodige.

Og vi forstår det jo godt, os bagest i køen. Dette skal ej heller forstås som en klagesang. Vi vil bare gerne lige huskes og anerkendes for at være for gamle til at være unge og for unge til at være gamle.

Næste gang, du hører nogen sige, at alt det her er overstået om et par uger, så husk lige på, at nogle af os egentlig først kan regne med at være færdigvaccinerede i slutningen af oktober.

Vi skal næsepodes igen og igen og igen og igen og igen og igen for at opleve noget som helst. Alle os, for hvem coronavirus stadig er en virkelighed helt op i næsen og helt ned i halsen.