Dansk teater havde ikke brug for ham. Nu tager han revanche: »Da jeg gik fra den casting, var jeg så fuld af skam«

Dansk teater havde ikke brug for sådan en som ham. Siden er han kommet stærkt igen. Og nu vil han gerne være med til at give andre, der ikke har en stemme i dagens Danmark, en mulighed for at blive set og hørt. Sargun Oshana er ny chef for det københavnske Teater Grob. »Jeg sidder her vel, fordi jeg har givet op mange gange,« siger han.

Teater Grobs nye leder, Sargun Oshana. Et af de store projekter i hans åbningssæson er en forestilling om Blaagaardsgade-kvarteret. Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Tror du det? Er det rigtigt? Wow. Det er da dejligt. Skriver jeg så danmarkshistorie igen?«

Jeg har lige fortalt Sargun Oshana, at han, så vidt jeg kan overskue det, er landets første brune teaterdirektør. I hvert fald på et af de teatre, jeg lige kan komme i tanker om. Han er 37 år og opfattes af mange som en af en ny generations mest talentfulde instruktører. Og nu har han sat sig i chefstolen på Teater Grob, den lille, men væsentlige scene på Nørrebrogade i København.