»Da jeg kom ind, sagde Prinsen, at han gerne ville males med en hest, og jeg tænkte »what?« og måtte sige »... Det lyder som et meget stort billede«

Kunstneren Thomas Kluge har kæmpet med at komme ind i »det rigtige selskab«. Han er netop fyldt 50, og endelig føler han sig hjemme på egen banehalvdel. Så meget, at han næsten er holdt op med at klæde sig som en renæssancemaler ...

»Når man er ung, løber man prustende rundt for at indhente de gamle røvhuller på deres banehalvdel. Det er meget frustrerende. Når man fylder halvtreds har man sin egen banehalvdel,« siger Thomas Kluge. Han fik afslag fra Kunstakademiet tre gange, og det har fyldt meget i hans liv, at han aldrig fik en »rigtig« uddannelse som kunstmaler. Nu gør det ikke så meget. Han har malet magthavere og de kongelige i mange år - og er manden bag et af de mest udskældte kongehusportrætter nogensinde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Mens store dele af landet i 2011 var i ekstase over, at Kronprinsparret havde fået tvillingerne Vincent og Josephine, gik Thomas Kluge rundt og tænkte: »Pokkers«. For det maleri af kongefamilien, han havde planlagt siden 2009, skulle pludselig have en ny komposition. Og som om det ikke var galt nok for kunstneren, så ville de nu være uheldstallet 13 på billedet, og den går ikke for en mand, som går så meget op i symbolik. Heldigvis for værket fik prins Joachim og prinsesse Marie i mellemtiden datteren Athena.

Det store billede, som endte på en amerikansk liste over de ti mest grufulde statsportrætter, vender vi tilbage til.

Vi mødes i den præstegård i Næstved, som Thomas Kluge bor i sammen med sin kone, provst Anna Helleberg Kluge, og parrets fem børn. Anledningen er en rund fødselsdag. Kunstneren, der har markeret sig i sin tid med sit helt eget udtryk og særpræg, fylder 50 år. Han brygger kaffe med samme grundighed, som han maler, og »øh« og »æh« er ganske fraværende i hans talestrøm. Han vender igen og igen tilbage til ordet »anakronisme« og er vel selv netop det: Et renæssancemenneske i en anden tid, en hyperrealistisk maler, som også kan lide at drille med sine detaljer, en mand, som tvivler i en selvsikker tid.

Thomas Kluge kan male, så det ligner. Det har gjort han udskældt blandt nogle - og andre har spurgt: Hvorfor tager du så ikke bare et foto? Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

For eksempel siger han, at det vistnok er dejligt at fylde 50, for så er man voksen, og bestemmer selv hvad man vil. Uden at skænke det en tanke, at man muligvis er voksen lidt før det.

»Når man er ung, løber man prustende rundt for at indhente de gamle røvhuller på deres banehalvdel. Det er meget frustrerende. Når man fylder 50, har man sin egen banehalvdel. Jeg ville male på en bestemt måde og kunne ikke finde ud af, om jeg var moderne eller umoderne. Nu maler jeg bare,« siger Thomas Kluge.

»Det hjælper ikke at komme med en forklaring på, hvorfor man ikke er god nok – det hjælper at gøre sig bedre. Vi er ALT for magelige. Den globale landsby er brudt sammen, vores tanker er blevet afgrænset af politisk korrekthed, og USA er sejlet væk fra os. Vi er alene«


Hans kunst har provokeret mange, måske fordi han på trods af tre afslag fra Kunstakademiet har fået mange bestillinger på at male både de kongelige og andre mennesker i magtens cirkler. Men forargelsen gælder ikke Dronningen, som er vendt tilbage flere gange. Også selv om hans portræt af hende blev afsløret i 1996 med majestætens berømte ord: »De har sandelig fået det hele med«.

»Da jeg malede hende anden gang, sagde Søren Haslund, som dengang var hofmarskal: »Du kan ikke være bekendt at male så hårdt et billede«, men ser man ordentligt efter, er der et smil om dronningens mund, og der er en grad af selvironi, som er vigtig i et portræt.«

Engang troppede han op hos kunstnerkollegaen Jørgen Boberg iført ridebukser og -støvler, og vennen sagde: »Hvor er hesten? Du ligner fandeme en, der ikke kan male!« Portrættet i baggrunden forestiller hans søn Titus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Da Prinsgemalen så maleriet, ville han også gerne males, og Thomas Kluge troppede op til møde med ham og hofmarskal Søren Haslund.

»Da jeg kom ind, sagde Prinsen, at han gerne ville males med en hest, og jeg tænkte »what?« og måtte sige »... Det lyder som et meget stort billede«.

Tankerne fløj rundt i mit hoved, for på den ene side har fyrster og heste altid været afbilledet sammen, men med den rolle han havde, kunne jeg jo ikke male ham PÅ en hest, og hvis kun hestens hovede skulle med, ville det minde om noget fra »Godfather«. Jeg tænkte: »Bare han ikke siger, at han vil males på en hvid hest«, for jeg kunne lige se Politiken og Ekstra Bladet lave grin med det komiske i »Prinsen på den hvide hest«, og så sagde Prinsgemalen: »Den skal være bæ-farvet« … Han gentager det tre gange, og jeg vakler virkelig her, men så går det op for mig, at han siger »beige-farvet«, og at de har meget sjov med at se mit ansigt.

Da han senere kommer til mit daværende atelier på Nørrebro, må jeg forklare, at han umuligt kan sidde på hesten, for den seneste kongelige, der er malet til hest, er Christian den tiende, som red rundt hævet over sit folk. Jeg foreslår, at man ser halvdelen af hesten, og han forstår ikke, hvorfor han ikke må holde tøjlerne, men det må han ikke. Så det endte med det, jeg kalder Bent Falbert-hesten, i et demokratisk billede,« fortæller Thomas Kluge med henvisning til Ekstra Bladets mangeårige chefredaktør.

Prinsgemalen var så begejstret for Thomas Kluges portræt af Dronningen, at han også gerne ville males af ham. Fold sammen
Læs mere

Vi skulle egentlig tale om det afslappende i, at man anerkender, at man kun er en prik i historien (Thomas Kluge har i andre interview ofte talt om, hvordan han står på skuldrene af andre malere gennem tiden), samtidig med, at han som autodidakt vel har været nødt til at bevare en stærk tro på, at han kan noget specielt. Men journalisten må, som Prinsgemalen, slippe tøjlerne. For dels taler Thomas Kluge i en ret konstant strøm, dels har han nogle meget store, barnlige øjne, som man næsten ikke kan være bekendt at sige nej til. Det bliver udnyttet til fulde, har man indtryk af.

Han har jo ikke noget tøj på

»Jeg blev på et tidspunkt spurgt, om jeg ville portrættere Anker Boye (Odenses socialdemokratiske borgmester gennem 17 år, red.), og at jeg ville få fuldstændig kunstnerisk frihed. Så tænkte jeg på alle de gange, jeg havde været på kunstmuseum med mine forældre, som havde et meget autoritært forhold til kunst. Hver gang jeg stillede et spørgsmål, fik jeg at vide »kig i kataloget«. Når det gælder kunst, accepterer vi utroligt meget, fordi vi ikke selv mærker efter og i al for høj grad er bange for at falde igennem. Så for sjov sagde jeg til Michael fra kommunen, at jeg gerne ville male et billede, som var sort.

»Helt sort …?« spurgte han.

»Ja«, svarede jeg.

»Deeet … Lyder spændende. Helt sort?«, spurgte han igen.

Og så svarede jeg »ja, på den måde kan jeg faktisk nå at male ret mange portrætter«. Og så forstod han, at jeg lavede sjov. Der var trods alt tale om et portræt af manden, der havde været borgmester i H.C. Andersens hjemby, så hvis ikke man skulle drille med Kejserens Nye Klæder der, hvor skulle man så?«

Thomas Kluge i sit hjem i Næstved. På billedet er en af hans døtre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hjemmet er lyst, køkkenet er æggeskals-farvet, og på hylden står smukke hånddrejede kopper, som alle er forskellige. Rundt omkring i huset hænger hans malerier, fortrinsvis af børnene. Detaljerne er der styr på. Og selvironien også, som når man spørger, hvilken musik han lytter til, når han maler. Han ved godt, at man tror, det er lutter lut. Men faktisk er det rarest om morgenen at høre jazz fra 30erne og 40erne, siger han. Bilen udenfor i garagen burde måske, når der er tale om et renæssancemenneske som Thomas Kluge, være en karet, men det er en Citrön, fordi der skal være plads til alle de fem børn i alderen syv til 17: Barbara, Titus, Augusta, Julius og Cornelia. Små lyde fra Næstved midtby blander sig med Thomas Kluges snak, og man fornemmer, at han er på plads der, hvor han skal være.

Portrættet er af hans nu afdøde farmor. Det gav ham mod på at male kongehuset med Dronningen som farmor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Nej fra Kunstakademiet

Engang fyldte det meget, at Kunstakademiet ikke ville have ham, engang klædte han sig ud som kunstner, men nu er han det. Engang troppede han op hos kunstnerkollegaen Jørgen Boberg iført ridebukser og -støvler, og vennen sagde: »Hvor er hesten? Du ligner fandeme en, der ikke kan male!« I dag er der kun hestehalen med et bredt gråt velourbånd, der kunne antyde – hvis man måtte definere en mand som ham – at han stadig kæmper lidt med at blive set som kunstner. En mand, som mens de andre gik ind på Kunstakademiet var i jobtilbud på Billedskolen i Ryesgade. Hans øjne er milde, mens han egentlig giver en sviner til parnasset, som efter hans mening kører dem i stilling, som skal være »de nye« om lidt, og mens han siger, at meget af det, der står i kunstkataloger ofte er noget, som ingen forstår, og som er med til at gøre almindelige mennesker bange for at se på kunst, fordi de tror, der er et facit på, hvad de skal tænke.

Thomas Kluge modtager nogle af de allerførste malerier, han udstillede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Når alle er væk, og ingen husker, så består værket. For hvis det fungerer, så genkender folk deres eget billede. Det er på en og samme tid kunstnerens portræt og kunstnerens ydmygelse. De bedste portrætter er dem, hvor den portrætterede og kunstneren smelter sammen. Vi bokser og får hver vores plads. Og igen, hvis der er en portion af selvironi, kan billedet holde til at blive set af andre tider. Uden selvironi bliver et portræt let patetisk,« siger Thomas Kluge.

Pas på Europa

Tiden er noget, Thomas Kluge nævner igen og igen. Han anerkender, at han er en lillebitte del af verden, og at andre må afgøre, om han ramte rigtigt. Han læser ikke folks biografier, før han maler dem (»det vil jeg helst ikke have med at gøre«), men tale med dem vil han gerne. Det er forskellen på et maleri og et fotografi: Det og humoren, som da han blev spurgt, hvad Anker Boye egentlig kigger efter på maleriet, hvor han stirrer ud til højre, og han svarede: »Det er jo Tina Turner« med henvisning til den million dollars, den amerikanske sangerinde fik for at optræde til H.C. Andersen-showet i Parken. Han er en gammeldags drillepind, og et spørgsmål bliver ikke betragtet som et oplæg til at svare, men mere som et frø, der plantes, og ti minutter senere i talestrømmen kommer der en plante frem.

Da Thomas Kluge blev spurgt, hvad Anker Boye kiggede efter på portrættet, svarede han »Tina Turner ...«. Odenses mangeårige borgmester var nemlig manden, der insisterede på at få den amerikanske sangerinde til den store H.C. Andersen-fest i Parken. Fold sammen
Læs mere

Næste store projekt er en udstilling til Koldinghus i 2020, som går i dialog med hans udstilling på Kronborg i 2009 under titlen »To be or not to be«, og som samtidig hylder slottets storhedstid som kongelig residens med forbindelser til Europa og renæssancens ideer om magt, tro og viden. Koldingenserne har samlet sammen til et maleri, et portræt af Christian den 3s bibel.

»Kan det æstetisk lykkes at male et portræt af en bibel?« spørger han begejstret og virker endnu mere begejstret over ikke at kende svaret. Udstillingen bliver ikke kun en udstilling af Thomas Kluges malerier, for vi er i en brydningstid, hvor det er vigtigt at stille skarpt på, hvad Europa skal være fremover, mener han.

»Vi har set os selv som verdens navle i mange hundrede år – og det er der ikke råd til længere. Vi er slet ikke rustet til den verden, der kommer, så der er brug for dialog mellem forskellige retninger.«

Som eksempel nævner han den sammenligning mellem danske og kinesiske skoleelever, som skabte debat for nogle år siden.

»Kineserne var bedst på alle parametre undtagen et, nemlig at kunne tale engelsk. Deres svar var »så det må vi blive bedre til«, hvor danskernes svar, når de ikke var de bedste, var »det er fordi …« Men det hjælper ikke at komme med en forklaring på, hvorfor man ikke er god nok – det hjælper at gøre sig bedre. Vi er ALT for magelige. Den globale landsby er brudt sammen, vores tanker er blevet afgrænset af politisk korrekthed, og USA er sejlet væk fra os. Vi er alene, og vi bliver nødt til at finde en vej til at komme videre. Så udstillingen skal handle om det europæiske hus' fald og forhåbentlig genfødsel. Med udgangspunkt i for eksempel mit portræt af Anders Fogh Rasmussen med Romtraktaten, vil jeg invitere andre ind til at diskutere. For når to modsætninger mødes, opstår der en ny sandhed,« siger Thomas Kluge.

Så er der Guldalder

Det er eftertiden, der navngiver en bestemt periode i historien. Det var jo ikke sådan, at nogen en dag sagde »godt, klokken 12 i dag skifter vi til Guldalderen« … Så hvad tror Thomas Kluge, at eftertiden vil kalde det, Europa er inde i nu?

»Jeg håber, at det bliver en form for nyrenæssance. Vi har brug for en genfødsel, og det håber jeg, min udstilling kan være med til at skubbe til. Derfor vil jeg ikke kun udstille mine malerier, men også invitere andre til at gå i dialog med dem.«

Men når manden nævner, at mange er bange for at falde igennem, når de ser på kunst, hvad mener han så? Og hvordan skal man se på kunst?

»Mange har mistet fornemmelsen for, hvad de ser og føler. Det kommer let til at handle om, at man vil opnå agtelse hos andre. Jeg har selv lidt af, at jeg gerne ville positionere mig i forhold til andre, og så er det, at man for eksempel lærer kongerækken – ikke for at blive klogere, men for at kunne opnå agtelse hos andre. Den der angst for at blive udstødt fra vores klan eller klasse er med til at fratage os vores sanseapparat. Og så kan man jo lige så godt sætte sig og se X Factor, som meget tydeligt er sammensat til at fortælle os, hvad vi skal føle. Kunst og kirke er ofte blevet lagt sammen til et ministerium, fordi de har været de to lavest rangerende områder overhovedet. Hvilket er mærkeligt, fordi det er de to områder i en regering, hvor man kan mærke noget.«

Thomas Kluge har fået talt sig varm i emnet, og så kommer den frække dreng på besøg i hans sind, når man spørger, om han selv går meget på kunstmuseer:

»Nej, det er min tid for kort til.«

Men et frø er plantet, og lidt efter fortæller han alligevel om sin største kunstoplevelse nogensinde. Det var i 1997, han var i New York, og i parentes bemærket brød han sig ikke om den by, fordi den ikke var europæisk i dimensionerne, så han flygtede ind på kunstmuseet Frick Collection, hvor han blev så betaget af Holbeins portræt af Thomas More, at han stod foran det en hel dag.

»Til sidst spurgte kustoden mig, hvorfor jeg havde stået der så længe. Og det var jo fordi, der ikke var tale om et maleri, men et menneske, som jeg blev forbundet med gennem tiden. Der var ikke 500 år mellem os – jeg mødte et menneske lyslevende. Senere fandt jeg så ud af, at han blev halshugget af Henry den 8. ...«

Kompliment fra Rigmor Mydtskov

En af forskellene på den tyske maler Hans Holbein Den Yngre, som levede fra 1497 til 1543, og Thomas Kluge er, at Kluge maler ud fra fotografier. Og nogle af dem, der ikke er bange for ikke at forstå kunst, ville måske spørge: Hvis han maler så præcist, hvorfor tager Thomas Kluge ikke bare et foto? Han bliver decideret glad, når man spørger.

»Jeg var til en fest med Rigmor Mydtskov, som jo har fotograferet dronningen mange gange – blandt andet lavede Andy Warhol sit portræt af dronning Margrethe ud fra et af hendes fotografier. Hun sagde til mig: »Jeg har taget så mange billeder af dronningen, men med dit portræt af hende er det som om alle mine fotografier er samlet i et billede«, og det er det største kompliment, jeg nogensinde har fået.«

I stuen hænger flere malerier af hans børn. De træder frem af Thomas Kluges karakteristiske mørke på en måde, så nogle har ment, at der ikke er langt hen til de grædende sigøjnerbørn, man kender fra kroer og gamle sommerhuse. Det er den slags, der har gjort, at ikke alle er lige kærlige i deres anmeldelser af hans kunst. Specielt hans store portræt af kongehusets medlemmer, som til daglig hænger på Fredensborg Slot, skabte røre. Ideen opstod, da Per Kirkeby udpegede Laurits Tuxens maleri af »Europas svigerfar«, Christian den 9.

»Vi stod som sild i en tønde til en kulturfest på Christiansborg, da han pegede på det med ordene »ja, jeg synes jo det er noget lort« og bagefter sagde, at det kunne jeg da gøre bedre. Jeg havde netop malet min egen farmor, og så modnedes ideen om at male Danmarks Farmor. Det er derfor, børnene har hovedrollerne i billedet,« fortæller Thomas Kluge. Han kendte godt til Politikens indstilling til ham, så de blev ikke inviteret til afsløringen, for han syntes det ville være synd for kongehuset, hvis de skulle stå mål for en dårlig anmeldelse. Men han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at maleriet blev så omtalt, at det blev nævnt i 260 udenlandske medier, samt de fleste danske.

»Der var en anmeldelse, hvor der stod »Folk får stjålet deres sjæl« … Men jeg er vist lidt stolt over, hvor voldsomt, det nåede ud i verden. Det kom på femtepladsen på en amerikansk liste over de værste statsoverhovedportrætter blandt malerier af blandt andre Obama, Churchill og Marie Antoinette,« siger han, og viser bogen, der blev skrevet om projektet, som tog tre et halvt år fra de indledende skitser i 2009. Han peger på et foto af kongefamilien sat op som de skulle sidde på det færdige maleri, og siger om en person, vi ikke skal nævne her:

»Se proportionerne. Det kan man jo ikke male! Det er jo en af malerens opgaver – at gøre et billede harmonisk.«

Portrættet af kongefamilien blev planlagt, før Kronprinsparret fik tvillingerne Vincent og Josephine. Så Thomas Kluge måtte lave om på opstillingen. Maleriet blev efter Thomas Kluges optælling nævnt i over 260 udenlandske medier. Og det var ikke lutter rosende ord. Fold sammen
Læs mere

Og når man spørger – selv om man godt ved, at det i århundreder har været en malers frihed at sende en lille personlig hilsen i selv portrætter af de største magthavere – hvordan han dog kan tillade sig at male sig selv og sin kone med i et portræt af kongehuset, smiler hans venlige øjne, og han svarer »fordi det er min kone. Og Dronningen har ikke kommenteret det …«

På besøg i kælderen

Og så er det, at man har talt så længe, at man har gjort sig fortjent til at komme ned i kælderen i præstegården, hvor han siger, at han er i gang med et maleri, som muligvis bliver noget af et hovedportræt, og man stiger ned af metalstigen og ser ... et rødkålshoved.

»Jeg tror, man kan kalde det et psykisk portræt,« siger han og smiler. Også lidt fordi, der var en joke med noget med et hovedportræt, og måske hygger han sig også lidt med, at han ved at være den anakronisme, han er, bare lige kan gå ned i sin malekælder og portrættere et rødkålshoved i en tid, hvor de fleste ville mene, at deres eget hoved er det vigtigste ...

Rødkålshovedet er halvt malet færdig, og så smukt i detaljen, at man tror man får våde fingre, hvis man rører ved dråberne på de lilla blade. Og som den perfektionist, Thomas Kluge er, er det naturligvis ikke et hvilket som helst rødkålshoved, men lige præcis et, der er hjembragt fra marken ved familiens sommerhus på Samsø.

Ovenover rødkålshovedet har et barn i den store flok af børn tilsyneladende trængt til lidt opmærksomhed, for på lærredet står »Augusta – Thomases barn«.

Rummet, hvor hovedværket og de andre males, er ikke, som man måske ville tro eller ønske, en lade fra 1600-tallet, men fire gange fire meter med lavt til loftet. I hjørnet står en reol med kunstbøger, ved siden af et staffeli til et lille barn. Det er som om, man bliver forvirret over de moderne effekter i rummet, som f.eks. Sony høretelefonerne og en lille reol på hjul af mærket Råskog fra IKEA.

Hvad er definitionen på en anakronisme i sin reneste form? Det er måske, at et renæssance-menneske som Thomas Kluge kan sidde her i denne kælder og male sine smukke malerier så fulde af detaljer og symboler med udsigt til en vandvarmer med klistermærket »HS Tarm«.

Thomas Kluge klædte sig engang som en renæssance-maler, men nu er kun veloursløjfen tilbage. Måske har han i en alder af 50 fundet ud af, at man godt kan være sig selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.