Lad os begynde med at sætte scenen.
»Cold War« er en sort-hvid film i en kvadratisk billedbeskæring, der begynder med en lang scene bestående af mænd med dårlige tænder, der spiller polsk folkemusik. Ikke mindst på sækkepibe. Dette er blot for at understrege, at du ikke skal gå ind og se »Cold War«, hvis du forventer en spionthriller eller et atombombedrama, som titlen ellers kunne antyde. Det er ikke dén type film.
»Cold War« er et fortættet og rytmisk kærlighedsdrama. Om kærlighed til musikken og til fædrelandet. Og om at forsøge at holde af sig selv og at stoppe med at elske ham eller hende, der hele tiden slipper væk.
X Factor a la den kolde krig
Ovenstående scene er den første af en række X Factor-agtige auditions i Polen efter Anden Verdenskrig. Kulturen er – som så meget andet i det østeuropæiske land – blevet sønderbombet, og orkesterleder Wiktor (Tomasz Kot) må drage langt ud på landet for at opstøve musikalske talenter, der atter kan underholde borgerskabet. Han falder pladask for den unge, uslebne blondine Zula (spillet af Joanna Kulig), der bliver stjernen under de kommende koncerter, hvor folkemusikken benyttes til at minde polakkerne om, hvem de var før krigen, og hvem de kan blive igen.
Men med spillegruppens succes følger opmærksomhed fra de højere magter, og inden længe tvinges orkestret til at spille lovsange om Stalin, Lenin og kommunismen generelt. At folkemusikkens uskyld slås ihjel, giver Wiktor og Zula lysten til at flygte ud af landet, men i stedet for at vinde kærligheden kommer de i fare for at tabe sig selv på rejsen. Herfra strækker filmen sig over adskillige årtier og flere lande trods sine blot 88 minutters spilletid.
Polens svar på Casablanca
Det tempo kan kun lade sig gøre med en dygtig mand ved roret, og »Cold War« er den nyeste film af voldsomt talentfulde Pawel Pawlikowski, der i 2015 vandt en Oscar for bedste udenlandske film for nonnefilmen »Ida«. Den film var ligeledes i et sort-hvidt, kvadratisk format. Faktisk havde instruktøren udtalt, at han ikke havde lyst til at gentage det altmodisch look i »Cold War«, men da først indspilninger gik i gang, kunne han ikke se andre indgange til at fortælle historien rent visuelt end den monokrome.
Og heldigvis for det. For de manglende farver forstærker tilstedeværelsen på lærredet af filmens to pragtfulde hovedpersoner. Såvel sangfuglen Zula som den klassiske pianist Wiktor er prototyper på tidsløse karakterer, som kameraet elsker, og som bjergtager publikum. De er stærke og smukke. De er fulde af fejl. De er som et slavisk ekko af »Casablanca«s Ingrid Bergman og Humprey Bogart.
Hvor Pawlikowskis Oscar-vinder »Ida« var langsom og ofte musestille, er stort set samtlige scener i »Cold War« spækket med musik og fest, men også afhængighed og personligt forfald. »Cold War« er en smuk tragedie og et interessant kig ind i den polske sjæl efter de værste år af nationens historie. Se den endelig. Også selv om der blot er én »spion« og slet ingen atombomber i filmen.
»Cold War«
Instruktør: Pawel Pawlikowski. Medvirkende: Joanna Kulig og Tomasz Kot. 88 minutter. Premiere: Grand Teatret, Øst for Paradis og flere andre biografer landet over.
