Claus Meyer åbner spisested og minihotel i Frederiksberg Have

En nyrenoveret bygning fra 1828 midt i den grønne Frederiksberg Have bliver rammen for Claus Meyer og hans selskabs seneste satsning.

Siden 1. maj har Meyers været forpagtere af stedet, og der er store planer for den gamle Fasangården.

»Det bliver et spisested, der er helt nede på jorden. Det skal være tilgængeligt for mange mennesker, så det bliver på ingen måde Michelin-dyrt og alle kan være med,« siger Claus Meyer.

Madiværksætteren kalder det selv et traktørsted, en kro i byen. Han ønsker at lave en ambitiøs og lokal kro med et moderne tvist. Man skal ikke forvente et »fashionabelt« sted. Foruden spisested ønsker Claus Meyer at skabe et kulturmiljø, der kan være ramme om fællesspisning, torvedage og dyrkning af urter og grøntsager.

»Vi kommer til at omfavne vores egen historie. Vi er tæt på naturen. Man kan holde selskaber, bryllup og så kommer der udeservering, petanque og køkkenhave til kokken. I Fasangården havde både Oehlenschläger og Ørsted til huse. Det er en romantisk og klassicistisk højborg, som tigger om en genopdyrkning af periodens dyder: Kærlighed, natur, begejstring, god mad og en generel appetit på livet.«

Han kan ikke fortælle om madkonceptet i restauranten, da han endnu ikke har ansat en køkkenchef, men det bliver med à la carte og aftenåbning.

Navnet på traktørstedet bliver der ikke pillet ved, for man holder fast i Fasangården, og stedet kommer til at følge parkens åbningstider, men man kan stadig spise på stedet, når parken er lukket.

»Vi kommer til at hente folk ved porten,« fortæller Claus Meyer.

Foruden restaurant vil Fasangården også forsøge at være i øjenhøjde med de mennesker, der bruger parken.

»Vi kommer til at finde en måde, så vi kan servere is, kaffe, limonade og en bolle med ost. Og så vil vi gerne lave plantemarked, høstmarked, julestue og andre aktiviteter,« siger Claus Meyer.

Fasangården blev opført til opdræt af fasaner til de kongelige jagter under Christian V i 1682, og den nu nyrenoverede bygning er fra 1828, og er tegnet af arkitekt Jørgen Hansen Kock. Bygningen er statens ejendom, og forpagtningsperioden lyder på foreløbigt fem år.

I Slots- og Kulturstyrelsen, glæder vicedirektør Gerti Axelsen sig over, at Fasangården snart kommer til at blive anvendt til nye formål, når den igen åbnes op for offentligheden.

»I Slots- og Kulturstyrelsen har vi knoklet i årevis for at få Fasangården til at stråle igen, og der er ikke det gulvbræt, spær, tapet eller mursten, som ikke har været under kærlig behandling. Det har været en kæmpe opgave, og vi skylder håndværkerne en stor tak for det flotte arbejde.«

Måske et hotel

Fasangården er oprindeligt født med et lille hotel på førstesalen, og særligt dét har Claus Meyer forelsket sig i. Slots- og Kulturstyrelsen arbejder på vegne af Meyers lige nu på at indhente den endelige tilladelse til at drive et lille boutiquehotel med et par værelser i Fasangården.

»Vi har næsten fået lov til at lave et minihotel med to værelser. Hvis jeg som restauratør kan få lov til at give folk lov til at bo der, og de kan gå en tur alene i Frederiksberg Have efter lukketid og hilse på elefanterne. Kan man som jeg lide at skabe oplevelser, får jeg gåsehud bare ved tanken.«

Selv om coronavirussen stadig er en ustabil medspiller, regner Claus Meyer med, at Fasangården kan åbne op i sensommeren, og at det muligvis er muligt at åbne i en »light«-udgave med is og limonade lidt tidligere på sommeren.

At melde en restaurantåbning ud midt i coronakrisen, er for Claus Meyer et vigtigt signal, og ikke noget der bekymrer ham.

»Vi taber penge på coronakrisen, folk er hjemsendte og det hele er utrygt. Derfor er det dejligt at kunne sende et så stærkt signal om, at vi lever, og at vi tror på fremtiden. Det er dejligt at kunne sige nu, og ikke om en måned.«

På spørgsmålet om, om han tror at Fasangården kan klare den hårde konkurrence fra Københavns mange andre spisesteder, er svaret fra Claus Meyer »ja«:

»Jeg er overbevist om, at et sted med så mange muligheder i hjertet af København giver god mening. Ellers må jeg slikke sårene, og kæmpe mig op ad hullet senere. Vi er stolte over at have fået lov at være der.«