Da jeg var barn, havde vi en primitiv leg, der hed »heksemad«. Legen bestod i at samle så mange eksotiske, giftige og klamme ingredienser som muligt i en spand, mose det sammen og så observere, hvordan den uhumske »suppe« udviklede sig hen over et par dage.
I helt særlige tilfælde, når der udbrød sporadiske Fluernes Herre-agtige territoriale krige på villavejen, kunne man i et passioneret øjeblik måske finde på at smide heksemaden efter fjenden. Én ting vidste vi dog godt: Man skulle ikke spise eller drikke af væsken og heller ikke narre andre til det.
Del:
