Har du nogensinde rørt ved en ægte guldbarre på 12 kilo? Så gå en tur forbi Danmarks Nationalbank i Københavns indre by. Alle kan komme indenfor fra gaden og stikke hånden ind i en montre, hvor de mange kilo ædelmetal ligger til skue.
Når man nu er i Nationalbanken, kan man også benytte lejligheden til at se udstillingen med de smukke historiske danske pengesedler: Plovmanden – den gamle femhundredkroneseddel – med bonden, der pløjer sin mark, bag sit hesteforspand; H.C. Andersen-motiverne på tikronesedlerne fra min barndom.
Mangler man inspiration til børnenes gaver, burde man også gå en tur i sin egen bank og hæve en tusindkroneseddel med solvogn og Storebæltsbro. Snart risikerer sedlerne at være væk. Og så bliver det lidt vanskeligere at visualisere værdi og forstå vores økonomiske system kulturelt. Det var allerede et stort skridt at gå fra metal til sedler for 200 år siden. Men i det mindste var der ægte guld bagved, indtil vi for alvor fik fiduspenge i 1930erne. Fidus betyder tillid. Men når penge bare er et blip på en computerskærm, kræver det en særlig abstraktionsevne – og tillid – at forstå, hvad værdi egentlig er for noget.
I denne uge har skolerne haft »Pengeuge« på skemaet og brugt nogle dage på at lære om privatøkonomi. Det er et prisværdigt initiativ fra finanssektoren. Et fåtal af unge har et så abstrakt forhold til penge, at de havner i RKI. Men en tredjedel af dem har »overset« en regning inden for det seneste år. Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark. Heldigvis indikerer samme undersøgelse, at de unge er forsigtige. Et stort flertal (88 pct.) føler decideret ubehag, når de bruger penge, de ikke har. Jeg hælder til, at det grundlæggende er sundt. Men planlægning kræver også et vist mål af risikovillighed og dermed lån. Derfor er en sund holdning til penge også, at man kender lidt til risiko, og hvordan man bedst håndterer behovet for finansiering. Her ligger en gigantisk udfordring.
Hadet til penge er det helt store slagnummer i diverse antikapitalistiske bevægelser. Det er i sin essens et had til den finansielle sektor, som sælger et produkt, folk ikke umiddelbart kan forstå. Lad gå, at man (måske) kan tjene penge på at sælge sko og fastfood. Men at tjene penge på at udlåne penge? Mange begriber ikke, at renten er en betaling for at flytte penge rundt i tid. De føler derimod, at man bliver udnyttet af pengepugere, når man står i et presserende behov og er nødt til at låne.
Derfor har bankfolk alle dage været de mest forhadte af alle kapitalister. Når jødeforfølgelserne skulle have en ekstra tand, var det jødiske bankfolk, man udstillede. Også i dag er offentligheden hurtigere til at kræve bankfolk til regnskab end så mange andre – og hurtigere til at skære dem alle over én kam.
Dermed kunne man også frygte, at fremmedgørelsen i forhold til pengeverdenen vil stige eksplosivt, i takt med at sedler og mønter forsvinder. Ganske vist kan elektroniske betalinger bedre kontrolleres for sort arbejde, korruption osv. Risikoen er til gengæld, at den helt basale pengekultur får det sværere.
Men måske skal man være optimistisk på de unges vegne. De låner af hinanden og foretager betalinger på MobilePay. De vokser op i en kultur, hvor de ustandselig hænger over computeren, gamer sig til point og dermed en virtuel belønning, som er svær at forstå for de voksne. Derfor burde de unge alligevel ind og røre guldbarren i Nationalbanken. Om ikke andet for at forstå, hvor vi andre oldsager kommer fra.
