Jeg tænker på min mor, hver eneste gang jeg gør rent. Ikke kun fordi hun ofte tog mig med på arbejde, hvor hun gjorde rent forskellige steder i min barndomsby. For det har jeg helt ærligt ikke lært så meget af. Men fordi hun i de sidste år af sit liv var begyndt at hækle karklude. Ikke sådan nogle yndige pastelfarvede af slagsen, som man nu kan købe i eksklusive køkkenbutikker, men sådan nogle ujævne karklude i forskellige størrelser og i alle regnbuens farver.
Nogle er hæklet på dage, hvor hun hyggede sig med et stramt design – andre er mere frie i deres fortolkning. Med lidt løsere struktur og måske et lille hul i midten. Mere sjælden end køn, ville hun måske sige om et par af dem. Ligesom hun plejede at sige om mig. Altså at jeg var mere sjælden end køn.
