Chris Pedersen: Derfor har jeg valgt at trække håndbremsen

Frihed hænger sammen med langsommelighed, men flere og flere føler sig fanget i alt for faste rammer. Måske er det på tide at tage frihedstrangen lidt mere alvorligt?

Foto: Thomas Lekfeldt

»Frihed. Åh, frihed. En gammel kjole fra sidste sommer. Du hænger der i skabet, ingen ta'r dig frem. Gu ve', hvornår du bli'r moderne igen.«

Ordene kommer fra sangerinden Anne Dorte Michelsen, som skrev om indebrændte ægteskaber, slukkede hjerter og udtørret lidenskab. De var møntet på parforholdet, men de seneste år lader det til, at flere og flere af os moderne mennesker er begyndt at rydde ud i klædeskabet og ryste støvet af den der flyvske frihed.

»Det lyder klaustrofobisk, men det er ikke mere kvælende end stemningen hos de familier i min omgangskreds, der sidder i boliggæld til halsen blot for at få en kæmpe lejlighed, som de ikke har råd til at holde fester i.«


»Living Big in a Tiny House« er titlen på en YouTube-serie, som jeg er blevet nærmest besat af. Her rejser Bryce Langston rundt i hele verden for at besøge unge mennesker, som har vendt ryggen til store boliger og endnu større afdrag for i stedet at bygge deres egne bittesmå huse, hvor køkken, soveværelse, stue, bibliotek og badeværelse er presset ind på cirka 20 kvadratmeter.

Det lyder klaustrofobisk, men det er ikke mere kvælende end stemningen hos de familier i min omgangskreds, der sidder i boliggæld til halsen blot for at få en kæmpe lejlighed, som de ikke har råd til at holde fester i.

På Facebook er der også gang i frihedstrangen, når min ene ven efter min anden poster billeder fra deres nyindkøbte kolonihavehuse, hvor de vender ryggen til bylivet for at ligge med røven i vejret i en have på en frimærkegrund. De koster en brøkdel af et sommerhus, men de kommer også med en helt anden kulturel drejebog, hvor nye opvaskemaskiner, udendørs-pizzaovne og hvidmalede shabby chic-møbler er skiftet ud med blomstrede voksduge, pulverkaffe og teaktræsstole med løse ben.

De sidste par uger har jeg i øvrigt haft masser af tid til både at google miniboliger og sende digitale håndtegn til nybagte ejere af junglelignende nyttehaver. Efter snart to årtier på et hæsblæsende arbejdsmarked valgte jeg nemlig at trække håndbremsen, trække vejret og tage en pause.

Jeg har ikke meldt mig ud.

Nej, nej. Frelst er jeg ikke, men gennem længere tid havde jeg bemærket, at jeg brugte mere tid på møder end eksekvering, og at jeg løb 1.000 km i timen uden at komme nogen vegne.

Så jeg forlod et fast job med en rigtig god løn og endnu flere arbejdstimer for at læse bøger, lære nyt, skrive artikler og se mig selv og mit arbejdsliv udefra.

Blikket er stadig ved at lette, og tidsrammen afhænger af en opsparing, der blev startet på grund af en god veninde, som altid havde seks måneders husleje på kontoen. Hun var DJ og forfatter, hun kaldte den krisekontoen, og den gjorde freelancelivet frit frem for fastlåst.

Men selv om LinkedIn ønskede mig tillykke med mit skifte, er friheden altså ikke en gave. Den er en nødvendig investering, hvis man skal finde nye stier og ikke bare skifte hamsterhjul.

Og hvad er det værste, der kan ske?

Tiden går ikke i stå, og den går hvert fald ikke baglæns. Heller ikke selv om det kan føles sådan i en moderne storbykultur, hvor vi er så vant til at proppe os med mad, mode og medier, at vi nogle gange glemmer at trække vejret og tænke over, hvad vi egentlig vil, og hvad vi egentlig har brug for: Langsommeligheden, der i øjeblikket viser sig overalt i kulturlivet.

»Langsommeligheden er den eneste modgift, og den viser sig i øjeblikket overalt i kulturlivet.«


Blandt andet, når designeren Lærke Bagger mødes med forfattere som Hella Joof og Suzanne Brøgger for at strikke trøjer og tale om litteratur, i radioen hvor podcast-genren har givet den lange, dybdegående samtale en renæssance (der desværre ikke er at spore på TV-fladen), og på bogcafeer i Odense, Aalborg, Aarhus og København, hvor unge litteraturelskere mødes til forfattersamtaler, oplæsninger og salonaftener, hvor emnerne ikke hastes igennem på syv-otte minutter.

Og måske den også snart begynder at vise sig på arbejdsmarkedet?

I hvert fald er flere i min omgangskreds begyndt at gøre alvor af trangen til frihed.

»Nikolaj Koppel siger op« var nærmest breaking news, da hele Danmarks drømmemand sidste år forlod et topjob i Tivoli for at gentænke sin karriere.

Odsherred Kommune har for nylig indført en firedages arbejdsuge, og Mette Frederiksen åbnede Folketinget med et løfte om at nedkæmpe pseudoarbejde i det offentlige, så de ansatte kan få tid til at løse de egentlige opgaver.

»Jeg ville altså være frygteligt ked af det, hvis Anne Dorte Michelsens sang endte med at være en passende hymne til min begravelse.«


Om Koppel løber hurtigt i sit nye job som indholdsdirektør for podcastplatformen Podimo er selvfølgelig ikke til at sige. Men hans gearskifte viser, at selv om det selvfølgelig ikke er ufarligt at kaste sig ud fra den høje vippe, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man skal nedskalere tilværelsen til en etværelses lejlighed med en selvforsynende diæt.

Man kunne måske fremover lægge lidt penge til side til selvvalgte pauser, så det ikke føles helt så skrækindjagende at bruge et par måneder på at kigge lidt indad, gå en tur i skoven og tage et par uforpligtende møder med nye mennesker.

Faktisk tror jeg, at det er en afgørende nødvendighed for mig – hvis jeg ikke skal ende med at kigge tilbage på et liv, der føltes ufrit og alt for hurtigt passerende.

For jeg ville altså være frygteligt ked af det, hvis Anne Dorte Michelsens sang endte med at være en passende hymne til min begravelse:

»Tiden fløj. Tiden fløj af sted. Og jeg blev, som I regnede med. Pænt på min pind og stille i buret drømmer jeg kun om det, jeg ved, jeg kan få. Frihed. Åh, frihed.«