Chris Pedersen: »Jeg har svigtet i kærligheden, jeg har været for dum og for grådig. Ligesom dig«

»Gift ved første blik«, »Mit plastikmareridt« og »Mormor på mandejagt«. Listen over TV-koncepter fokuseret på almindelige mennesker og vores daglige trængsler er alenlang, og jeg er vild med næsten dem alle sammen. Måske fordi de giver mig et kig ind i danskeres virkelige liv, der ellers er præget af perfekte overflader og SoMe-kontrol.

I løbet af de sidste par år har jeg bemærket en pudsig forandring i mine TV-vaner. Som yngre var der en nøjagtig balance mellem mit i øvrigt højpandede kulturforbrug og de TV-programmer, jeg så på skærmen. Havde jeg 30 ekstra minutter, så kunne jeg lige nøjagtig afse tid til at se et af Liv Thomsens historieprogrammer på DR K (»Ludere, lommetyve og lirekassemænd« er stadig en favorit) eller streame en BBC-produktion i stil med billedkunstneren Grayson Perrys »All in the Best Possible Taste«. Kloge programmer med noget på hjerte, ja tak, men også programmer, der vævede sig direkte ind i den guide, mit kulturelle selvbillede bestod af.

Men noget har forandret sig.

Nu navigerer jeg efter mine følelser frem for forstanden, hvilket blandt andet har gjort mig til superfan af TV3-programmet »Boligkøb i blinde«. Min far er gammel murer, og det var ham, der gjorde mig opmærksom på denne perle, hvor hvert afsnit følger samme skabelon. Et frustreret ungt par, der har ledt forgæves efter et nyt hus, giver to eksperter en fuldmagt til at købe et ramponeret typehus i en dansk forstad.

Det sympatiske tandsmil Camilla Ottesen viser rønnen frem for det unge par, som bliver endnu mere frustreret – som regel over enten badeværelset eller det manglende samtalekøkken, og en måneds tid senere flytter de så direkte fra deres toværelseslejlighed og ind i et nyrenoveret hus med netop samtalekøkken, filtede vægge og et badeværelse med moderne mørke terrazzoklinker på gulvet.

Efter to afsnit havde min 73-årige far fået nok af programmet.

»Der sker jo det samme hver eneste gang,« sagde han.

»Og det er præcis det, jeg elsker,« svarede jeg tilbage.

Helt konkret fordi jeg også selv drømmer om en ny bolig med samtalekøkken og terrazzofliser (samt indbyggede garderobeskabe og plads til et højloftet bibliotek, tak), og det virkelig er svært at betale sig fra på Vesterbro i København, og fordi serien med alle sine salte tårer grædt over sænkede lofter og brune køleskabslåger minder mig om, hvor ens vi mennesker er. Og hvor rørende banale.

Mormors smukke barm

Tag også DR1-serien »Mormor på mandejagt«, hvor Judith, Susan, Bente og Mona frygtløst kaster sig ud i på datingmarkedet for at finde en mand, med hvem de kan dele deres livs sensommer. 70-årige Judith kunne lige så godt være 24 år, da hun får fræk besked på datingappen Tinder fra en »ung mand på 52«.

»Hvis jeg var ti år yngre og frisk på den,« siger hun. Men i stedet bliver hun rædselsslagen, og hun har formentlig aldrig fået svaret tilbage på beskeden om, at han gerne vil kysse hendes smukke barm.

Dating holder med andre ord aldrig op med at være akavet, og man kan åbenbart brænde sig lige så alvorligt på kærligheden i »Gift ved første blik«, som man kan i virkeligheden.

Se blot fjerde afsnit af realityserien, hvor gospelsangeren Anders giver drengepigen Luna en kold afvaskning efter fuldbyrdelsen af deres ægteskab. Det er som at kigge på trafikuheld i slowmotion, da Luna knækker for rullende kameraer. Men jeg kan desværre ikke sige mig fri for hverken at have været i Lunas eller Anders' sted. Flere gange. Og jeg er ikke sikker på, at jeg ikke kan ende der igen.

Og det er netop denne lille erkendelse, som ligger til grund for mine yndlingsprogrammer. Altså, jeg elsker stadig kritiske dokumentarfilm. Og jeg vil da også gerne lære noget af og til. Men i en stadig mere kompliceret virkelighed, hvor Trump leger »Det vaklende tårn« i debatkulturen, og hvor Brexit truer med at vælte Europa omkuld, der finder jeg noget trøst i, at de fleste af os er ens, når det kommer til summen af vores banaliteter. Og at vi tilsyneladende kan have ret svært ved at gennemskue konsekvenserne af selv de mest åbenlyse dumheder.

Tiden er en flad cirkel

Ifølge Nietzsche er »tiden en flad cirkel«, hvor mennesket stort set intet lærer og er dømt til at begå de samme fejltagelser igen og igen. Men ser man bare tre afsnit af TV3s »Mit plastikmareridt«, hvor særligt unge kvinder fortryder deres fejlslagne silikoneimplantater, eller »Luksusfælden«, der handler om privatøkonomier, der løber løbsk, så er det svært ikke at give filosoffen ret. Og jeg mener det, når jeg siger, at jeg mellem den flove fnisen også har momenter, hvor jeg helt rent identificerer mig med de medvirkende og afløser min undren med en hel ren medfølelse. Ikke kun med dem på TV, men også med mig selv.

For det er let nok at pege fingre ad de medvirkende på Facebook, på Twitter og i avisernes debatsektioner. Men jeg ved, at jeg også fremover vil komme til at træffe tåbelige valg med store konsekvenser. Ikke fordi jeg er dum, men fordi jeg er et menneske. Og så håber jeg, at omgivelserne ville vise mig lidt medfølelse, og at jeg – ligesom jeg selv tilgiver danskerne på TV-skærmene – også ville være i stand til at tilgive mig selv. For at have svigtet i kærligheden, for at have været forfængelig, for dum eller for grådig. For at have været mig. Ligesom dig.