Debatten om foie gras fik denne sommer nyt liv. Ma Poule, der sælger franske specialiteter i Torvehallerne, blev af en række brugere på Facebook kritiseret for at sælge den franske delikatesse. Torvehallernes direktør, Lotte E. Andersen, opfordrede endda stadeholderen til at droppe salget. Her et par måneder senere har flere restauranter besluttet - ikke med deres god vilje, men som følge af den opblussede debat - at tage foie gras af menukortet.
Men ikke delikatesseforretningen Le Gourmand på Værnedamsvej, hvor man har fulgt debatten om foie gras tæt, og hvor man ikke kunne drømme om at fjerne den fra sortimentet.
Vi har altid solgt meget, men vi sælger ca. 20-30 procent mere foie gras nu. Vi har snart udsolgt af den mest populære slags, selv om vi får det leveret hver fjortende dag.Carsten Thisted Vaupel
»Hvorfor skulle jeg ikke have det? Jeg har altid haft førsteklasses foie gras, og det bliver jeg ved med at have. Jeg har været helt uforstående over for en debat, der har været bygget på uvidenhed. Vi får det leveret af nogle af de bedste leverandører i Frankrig. Jeg kan ikke tale på vegne af ungarsk eller spansk foie gras, men den franske er ikke dyremishandling,« siger indehaveren af Le Gourmand, Carsten Thisted Vaupel.
Politisk korrekthed
Han har oplevet et øget salg af foie gras, efter debatten begyndte at rulle, og fortæller, at han kun har fået positive tilbagemeldinger på, at han stadig sælger varen.
»Vores kunder er ligesom os ved at brække sig over den politiske korrekthed, der skal være omkring det her. Vi har altid solgt meget, men vi sælger ca. 20-30 procent mere nu. Vi har snart udsolgt af den mest populære type foie gras, vi har, selv om vi får den leveret hver fjortende dag og normalt sagtens kan sælge den over flere uger. Den sidste foie gras er væk, inden vi går på weekend,« siger Carsten Thisted Vaupel.
Det samme gælder hos Ma Poule:
»Det er ret ironisk, for langt størstedelen af de tilbagemeldinger, vi har fået, har været fra kunder, der bakker os op, og vi har kunnet se en stigning i salget,« siger indehaveren af Ma Poule, Edouard Cazazian.
Han mener, at »fanatikere« som dem fra dyrerettighedsorganisationen Anima ikke har forstand på, hvad forbrugerne egentlig efterspørger, fordi de ikke har personlig indsigt i gastronomiens verden.
»De vil gerne have folk til at tro, at kunderne er imod foie gras, selvom kunderne stadig gerne vil have det. Det er kun dem selv, der ikke ønsker, at vi sælger det,« siger han.
Unuanceret debat
Foie gras har i adskillige år været et kontroversielt emne, grundet den måde ænder og gæs bliver fodret på i slutningen af deres levetid. Foderet føres med hjælp af trykluft via et rør eller en plasticslange direkte ned i maven på fuglene.
Gourmands Carsten Thisted Vaupel mener, at debatten om foie gras har været unuanceret, fordi argumentet om, at det skulle være dyremishandling, ikke er videnskabeligt dokumenteret, og fordi man skærer al foie gras-produktion over én kam. Der er ifølge ham stor forskel på den produktion, der foregår i Frankrig, og den, der foregår i for eksempel Kina.
»Franskmændene råber og skriger, og ingen hører efter. Der er ingen, der bruger nogle ekstra penge på at tage ned og se fodringen og se, hvordan ænderne går frit i hele deres levetid. Ænder i Frankrig er under sindssygt stramme restriktioner på grund af den her debat, der blusser op gang på gang. Fransk mad er af højeste kvalitet, så hvis råvarerne ikke er i top, er dine varer ikke i top, « siger han og tilføjer:
»Folk ved slet ikke, hvad de kaster sig ud i, når de råber dyremishandling, hver gang nogen siger foie gras. Har de nogensinde set, når man tager smågrise og klipper nosserne af dem uden bedøvelse? Har man hørt, hvordan de hyler, når det sker? Det gør fandme ondt. Det sker 10.000 gange om dagen,« siger Carsten Thisted Vaupel.