Britta Nielsens datter: »Det kan godt være, at man har gået rundt i en eller anden boble«

I programmet »Brittas døtre taler ud« fortalte de to døtre til Britta Nielsen for første og angiveligt sidste gang deres version af historien om svindelsagen. Begge har de modtaget store beløb fra deres mor, som de endnu ikke har betalt tilbage, men da det er sket gradvist, har de ikke undret sig.

Britta Nielsens døtre, Samina(tv)og Jamilla Hayat i forbindelse med interview i programmet "Brittas døtre taler ud". Fold sammen
Læs mere
Foto: Discovery Networks Danmark/"Brit

Onsdag aften kl. 21.00 sendte Kanal 5 et eksklusivt interview med den svindelsigtede Britta Nielsens to døtre Samina og Jamilla Hayat, der ligeledes begge to er sigtede i svindelsagen, hvor Britta Nielsen er sigtet for at have svindlet sig til 111 millioner kroner fra sin tidligere arbejdsplads Socialstyrelsen. Begge nægter de sig skyldige.

I programmet fortalte søstrene om en sparsommelig tid efter farens død. De mindes en god barndom, hvor der i familien ikke belv talt om penge med børnene, der »fik lov til at være børn« i stedet.

Efter faderens død begynder familien at leve et mere luksuriøst liv. De vanlige campingture sydpå i telt og busture til England skiftes ud med nye destinationer. På et tidspunkt trækker familien lod imellem destinationer, de hver især har valgt, og det ender med, at Britta Nielsen og hendes tre børn skal til Sydafrika. Et sted moderen, ifølge døtrene, forelsker sig i allerede den første gang. Derfor reserverer hun en grund i området, hvor familiens sommerhus og pool senere bliver bygget.

Tror I, jeres mor er skyldig? spørger interviewen på kanal 5.

»Det er et svært spørgsmål. Man ønsker, at hun ikke er, og håber, men vi kan kun vente og se,« siger Jamilla Hayat.

Samina Hayat tilføjer: »Vi ved kun det, alle andre i den danske befolkning er blevet præsenteret for. Det som medierne fremstiller. Vi ønsker inderligt at det ikke er sandt, men det er også svært, hvis der er ting sort på hvidt, men vi har ikke noget konkret hverken fra hende eller en udtalelse fra advokat eller andre.«

Billån og en dyr interesse for heste

Ifølge politiet har Britta Nielsens tre børn, der udover de to døtre også tæller Britta Nielsens søn som lige nu sidder varetægtsfængslet i sagen, godt vidst, hvor de mange millioner kom fra.

I 2007 købte Britta Nielsen et meget dyrt føl til Samina. Samme år og i årene efter eskalerede Britta Nielsens bedrag, og hun svindler sig til meget høje beløb i de følgende år. Til spørgsmålet om, hvorvidt der er en sammenhæng med den eskalerede svindel, og særligt Samina Hayats aktivitet indenfor ridesporten svarer datteren:

»Det er svært at sige. Jeg ville være helt vildt ked af, hvis hun har følt sig nødsaget til at svindle for at kunne støtte mit foretagende, men jeg skal ikke kunne sige, om det har været et tilfælde. Men det er klart, at hvis hun har følt, at hun måske har skullet støtte mig, kan det have presset hende ud i noget. Det er jeg frygtelig ked af, hvis det har,« siger Samina i udsendelsen på Kanal 5.

I programmet kommer det frem, at den ældste af de to døtre Jamilla har lånt omkring en halv million kroner af sin mor til en audi. Derudover har hun lånt penge til en computer og andre »små ting, hverdagsting og husholdning«. Hun har dog ikke overblik over beløbet, og har heller ikke tilbagebetalt lånene til sin mor Britta Nielsen.

»Min mor foreslår at låne mig pengene fremfor at låne dem i banken,« siger Jamilla Hayat.

Hvor mange penge tror du, du har fået - sammenlagt - af din mor, inklusiv det billån? Spørger intervieweren på Kanal 5.

»Det ved jeg ikke. Det tør jeg næsten ikke at sige. Måske lidt under en million eller sådan noget. Jeg ved det ikke, «siger Jamilla Hayat.

»Man sætter ikke spørgsmålstegn«

De to døtre fortæller i interviewet, at de udmærket forstår, at man undrer sig over, at de ikke har stillet spørgsmålstegn ved deres luksuriøse livsstil sponsoreret af deres enlige mor med job i Socialstyrelsen.

»Jeg kan godt forstå, at man tænker, det virker helt ekstremt. Hvorfor er der ikke nogen klokker, der har ringet? Men for os har det været sådan gennem hele vores liv. Det har ikke været på en gang, at de her ting er blevet købt. Det er sket gradvist,« fortæller 34-årige Jamilla Hayat til Kanal 5.

Den anden af Britta Nielsens døtre, Samina Hayat, supplerer:

»Man sætter ikke spørgsmålstegn ved noget, når det kommer fra ens mor. Man stoler på sin mor,« siger 31-årige Samina Hayat.

De to døtre, hvis navneforbud blev ophævet tidligere i dag, mener ikke at de har kunnet gennesmkue, at det er underligt, at de har kunnet modtage flere millioner kroner.

»Vi har ikke tænkt over det. Vi har levet livet gennem mange år. Når man får præsenteret det på den her måde, er det en anden situation. Det er svært at forstå, at der er blevet brugt så mange penge. Det kan jeg slet ikke forstå,« siger Jamilla Hayat.

Samina Hayat tilføjer:

»Det er over en lang årrække, at der er blevet brugt penge. Min koncentration har været forankret omkring min sport, min ridning og mine heste. Det kan godt være, at man har gået rundt i en eller anden boble,« siger Samina Hayat.