Bornedal om »1864«-kritik: »Det har været meget hårdt«

Ole Bornedal er stolt af »1864« og karakteriserer den omfattende kritik af hans TV-serie som »komisk«. Men det har bestemt ikke været morsomt at være skydeskive for landets anmeldere.

"Hvorfor arbejdede så mange på at gøre 1864 til en fiasko?", spørger Ole Bornedal der har skrevet og instrueret den udskældte TV-serie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvordan føles det at blive det udskældte midtpunkt for en mediestorm, hvis mage ikke er set i nyere tid? Ole Bornedal fortæller her om sine følelser for politikere, anmeldere og journalister, der efter hans mening aldrig gav »1864« en ærlig chance.

Hvordan har det været at være skydeskive for den kritik der har været?

»Det har været meget hårdt. Især den del af den, som var helt overdrevet ondsindet eller absurd. Jeg forstod det ikke. Jeg fik en umulig hat på, som fortalte, at jeg enten var moraliserende, rød lejesvend eller morten korch´sk eller det modsatte? Alle læste tilsyneladende sig selv og ALT ind i den her fortælling, hvilket gjorde det helt umuligt for mig at finde fokus i kritikken.«

Jeg hørte, du ikke læste anmeldelser. Hvorfor ikke?

»Fordi jeg er familiefar og ejer følelser. Læste jeg kritikken, ville den enten gøre mig aggressiv eller ked af det - og det kan jeg ikke bære ind til mine børn. Af en eller anden grund forestiller anmeldere og kritikere sig, at deres forbitrelse er som tynd luft - lyriske eder man fyrer af som nytårsraketter. Men de ved ikke, at raketterne eksploderer, indimellem lige op i ansigtet på dem, de skyder på: så at det virkelig sætter sig. Det er nogle gange hensynsløst og helt overskridende uempatisk. Især fordi redaktører hellere vil have en dramatisk og hårdtslående anmelder end en muligvis lødig og dannet anmelder. Det første sælger (på kort sigt) flest aviser. På lang sigt gør det avisen overfladisk.«

Hvordan har du så fået kritikken?

»Gode venners milde overskrifter og forsigtige antydninger.«

Du vil ikke være offer - men hvordan klarer man det, når man sidder i midten af en sådan mediestorm? Hvordan holder du med andre ord hovedet koldt?

»Ved at tro på, at jeg er i centrum blandt en lang række meget store kunstnere, som har skabt den her fortælling sammen med mig - og som vi ALLE - uden undtagelse - er meget, meget stolte over. Og over at opleve, at halvdelen af Danmarks befolkning, som så TV søndag aften, fulgte serien og levede med i vores univers. Det betyder alt. Og hvordan kan nogen overhovedet diskutere noget så indiskutabelt: at 1,2 millioner seere så den her film gennem otte uger og fulgte den til dørs? Halvdelen af den danske befolkning, som åbnede for fjernsynet? Der findes ikke lignende i nogle andre lande. Hvem VIL død og pine gøre det her til en fiasko - og hvorfor?«

Der har været flerstrenget kritik. Noget har drejet sig om det historiske, andet om dialogerne, et tredje punkt var påstanden om, at den politiserede? Hvad har føltes som det mest urimelige i den kritik, der har været fremsat?

»At amatører, der ikke kan lave film, stiller sig op i kø for at fortælle verden, hvordan man laver film. Det er komisk, men alligevel desværre helt umorsomt. Anmeldere, som ikke ved noget om processen i film, og som tror, at mine to fantastiske lydmænd har lavet afsnit 7? At en politiker tror, at en dyresex-scene er skrevet et par dage før afsnit to, så det kunne nå at være en kommentar til debatten om samme. At en oberst mente, at vores granat-røg havde en forkert farve? At man ikke dyrkede sex under åben himmel i 1800-tallet - og andre absurde statements. Et kor af bedrevidende lægfolk med dårlig rytmesans, som fandt fuld beskæftigelse i at omringe serien og bombardere den med pludselige indskydelser, vel vidende, at hvis de kastede hvad som helst op, så stod der tre store danske aviser, parate til at samle det op. Lige som denne avis, og denne journalist ønskede at bringe en artikel om tre tidligere medforfattere, som følte, at de ikke kunne skrive videre med på serien og derfor stoppede. IKKE fordi de blev fyret og IKKE fordi de »forlod« projektet - men blot fordi vi ALLE følte (som det ofte sker i filmbranchen, når man sammensætter forfattere), at konstellationen bare ikke holdt. Men Berlingske VILLE have dramaet, ligesom JP og EB også ville det.«

Historikeren Gunhild Agger sagde, at historiske serier altid får kritik. Men hvorfor tror du, at netop »1864« blev den serie, der for alvor fik kritikerne til at fare i flindt?

»Fordi den handler om os alle, og de forestillinger vi har om at være danske. Og så fordi serien var dyr og stor. (Den kostede nu »kun« et halvt Melodi Grand Prix!) Det pikerer. Især i et homogent land som det danske, hvor alt som stikker lidt op helst skal finde sin plads på jorden. Der hvor alting hører hjemme: i behagelig øjenhøjde på niveau med sænkede skuldre og sænket blik. Og så havde kritikerne vel også forventet sig »TV-Drama«, som de kender det. Men det fik de jo af gode grunde ikke. For det var aldrig opgaven. DR ville IKKE have den serie med intenst drama fra start til slut. Ganske enkelt fordi 1864 er noget ANDET. Det er episk. Det er stort. Der er ikke nogle børn, der bliver kidnappet, eller psykopater, der gemmer sig i kulisserne. Nej, det er liv og tid og tid og tid og drama og krig: i dén rækkefølge. Som verdenslitteraturen OGSÅ er når den hedder: År 1900 eller Fanny og Alexander. Fortællingen om MENNESKER.«

Du afviser selv, at serien politiserer, men føler du, at serien er blevet taget som gidsel for en politisk debat mellem højre- og venstrefløjen?

»Overhovedet ikke. Den debat findes jo ikke? Det var blot DF som for frem og mente, at jeg var en af de her røde lejesvende. Alle andre forholdt sig tavse. Ikke eet eneste parti eller et partis kulturordførere har ytret sig i debatten omkring DFs åbenlyse forsøg på indblanding i, hvordan man må skrive historisk dramatik i fremtiden. DF har blotlagt en skræmmende vision og et ubehageligt kultursyn, som fortæller mig, at kulturradikalismen i Danmark er død og DF sejrer.«

En iøjenfaldende facet ved den debat, som serien har skabt, er, at den til tider nærmest har fyldt halvdelen af alt, hvad der er skrevet på facebook. Er der derved skabt en ny situation for kunstnere som dig selv - at ens værk bliver udsat for meget hurtige domme?

»Ja, sådan er det. Facebook er blevet til en legeplads for kujoner. Alle kan skrive hvad som helst. Helt uden omkostninger. Her kan Dumme-Peter og Klods Hans ytre sig på laveste fællesnævner sammen med Jørgen Leths søn og andre notabiliteter - plaske rundt i det samme fad - helt uden ansvar. Det svarer til at skrive en seddel: »Ole er et røvhul” - tage den med ned i Irma og hænge den op på opslagstavlen ved siden af »barnesæde til salg«.«

Hvad har den usædvanligt voldsomme debat lært dig om danskerne? Og har debatten givet dig anledning til at overveje, hvordan du vil agere i offentligheden fremover?

»Debatten har ikke lært mig noget om danskerne, som jeg ikke vidste i forvejen - men den har lært mig at DF. Fra indtil for nylig at fremstå som et moderne, socialt orienteret parti, er de lige så nationalistiske med stort N, som de fleste af os TROEDE, de var i 80erne og 90erne, men sidenhen lagde væk. Qua deres kritik har de afsløret, at floskler som 'Danmark for Danskerne', 'Vi vil ikke have andre sprog i Danmark end Dansk', og 'Danskerne er Guds udvalgte folk' er langt mere ideologisk dominerende, end man kunne have frygtet. DF afslører, at det er deres absolutte ideologiske hjørnesten, at danskerne i deres natur er noget SÆRLIGT - altså i blodet og i nationen - og at de gerne vil styre det budskab. Også i kunsten og i TV-Drama i fremtiden.«

Du sagde tidligere til Berlingske, at du er kommet til at elske karakterer som Monrad og Heiberg og de to brødre i en grad, så det har skabt en kreativ tomhed. Er du kommet tættere på at kunne sige farvel til dem?

»Jeg elsker alle karaktererne i 1864. De er mennesker. ikke stereotyper. 1864 er et overflødighedshorn af deres udtryk, og som sagt har halvdelen af befolkningen der så TV fulgt dem gennem nu otte uger. Synd er det, at den anden halvdel ikke var med. Nogle brød sig ikke om det, nogle kunne ikke lide stile. Andre blev forstyrrede og forvirrede over den enorme vilje, medierne udviste over for at skyde serien ned. Over for den volumen er det svært at koncentrere sig om at se serien uden at blive forstyrret eller komme i tvivl. Men Laust, Peter, Inge og de andre - de er ligeglade, de er ikke i tvivl, de lever stadig - og vil altid gøre det.«