Der var anerkendende nik fra det tyske festivalpublikum, da de trådte ud fra verdenspremieren på den nye danske storserie om finanssvindel, som instruktøren Per Fly og succesforfatteren Jeppe Gjervig Gram (»Borgen«) har stået bag.

Endnu er der kun færdiggjort to afsnit af serien, så skuespillerne Nikolaj Lie Kaas og seriens newcomer, den nyuddannede Natalie Madueño havde kun få timers pause fra de fortløbende optagelser på serien til at flyve ind fra København, sige nogle ord fra biografen i Haus der Berliner festspiele, for så at flyve hjem igen.

Før visningen talte Berlingske med de to ophavsmænd, da de endnu havde nerverne uden på tøjet, men allerede få minutter inde i seriens meget flotte titelsekvens, hvor finansfolk, politifolk og biltyve synes at drukne i et hav, der omslutter dem, var frygten for fiasko gjort grundigt til skamme.

»Bedraget« foregår på flere planer i klassisk Per Fly-tradition, hvor man skiftevis følger rige spekulanter, stressede strømere i bagmandspolitiet og nogle ganske charmerende biltyve i forskellige historier, der støt og roligt bliver flettet sammen. Den cocktail fungerede fint, mente publikum efterfølgende.

»Det var interessant at se, hvorvidt den ret komplekse historie ville komme til at fungere, og jeg var nysgerrig efter at se, hvordan det ville udvikle sig. Og klogt havde per Fly valgt at satse på karaktererne frem for det alt for finanstekniske,« sagde den tyske TV-producer Simon Assmann, der sagtens kan se at serien bliver et nyt hit i udenlandet for dansk TV-drama.

TV-anmelder Kristina Huch mente, at det var for tidligt at vurdere om »Bedraget« ville nå »Borgens« niveau, men fandt gode takter i de to afsnit der blev præsenteret:

»Det økonomiske tema interesserer mig umiddelbart ikke, og det vil måske holde en del af publikum væk, men jeg synes det er meget modigt at tackle det i en TV-serie.«

Efter visningen fortalte Natalie Madueño at hun var blevet hyret til rollen som en vaks virksomhedsjurist i energiselskabet Energreen, der allerede i første afsnit får afværget et forsøg fra en skummel underdirektør på at hænge firmaets direktør (Nikolaj Lie Kaas) op på en falsk anklage om insider trading. Eller sådan ser det måske bare ud, for der er ugler i mosen, og man ærgrede sig en smule over at man skal vente år til at finde ud af hvad der ligger bag.

»Jeg har lavet research til min rolle i en juridisk afdeling, og fulgt nogle forelæsninger på jurastudiet for at lære branchen at kende, og jeg var mest overrasket over hvor forskellige folk er. Nogle sad i jakkesæt, men en fyr mødte til forelæsninger i nattøj. Så jeg fik afkræftet nogle fordomme om, hvordan jurister er i virkeligheden,« siger  Natalie Madueño.

Nikolaj Lie Kaas nød sin rolle som den magtfulde direktør for energiselskabet, og forklarede Berlingske, at han havde luret af, hvordan man spiller mennesker med magt.

»Det er ligesom at spille konge. Du skal nemlig ikke selv spille så meget, men bare være, og så er mere de andre skuespilleres opførsel, der viser tilskuerne, at det er dig der bestemmer,« sagde Nikolaj Lie Kaas.

Også DRs salgsteam havde de tilfredse miner på, og producer Anders Toft Andersen sagde tidligere på festivalen til Berlingske, at man ikke har travlt med at få afsat serien til udlandet.

»Jeg er ret sikker på, at vi får så mange bud, at vi godt kan vente på det bedste,« sagde han.

DR viser første afsnit af “Bedraget” til nytår.