Radikale Venstre vil have konfirmationsforberedelsen helt ud af folkeskolen. Sådan lyder et forslag fra partiets landsmøde, der bestemt ikke er gået ubemærket hen blandt borgerlige politikere og debattører. Det vidner nemlig om, at de Radikale og socialistiske partier kæmper en indædt kamp for at adskille kirke og stat, lyder det fra Dansk Folkepartis kultur- og skoleordfører, Alex Ahrendtsen. Og det må efter hans mening ikke ske. Uden kristendommen er der ingen borgerlighed, mener han, for det er der, de borgerlige dyder kommer fra. Men på den borgerlige fløj er der alt for få offensive fortalere for den kristne kultur, mener DF-politikeren.
»Radikale Venstre har altid hadet kristendom. Deres fremmeste partistifter var jo kristendomshader, så på den måde ligger det i naturlig forlængelse af deres historie. Det er et mindretal, der er ligeså ekstremt som de Radikale, men borgerlige partier har med enkelte undtagelser svigtet på humanisme-delen, på kulturområdet, på uddannelsesområdet og på kirkeområdet. Det er derfor, de Radikale har let spil,« siger Alex Ahrendtsen.