Bonden, der lærte Danmark at feste, fylder 70

70 år: Mens læderjakker, sortsyn og langt hår blev set som største mode, var det drengen fra Nordsjælland, der blev danske rocks største normbryder, da han dannede Shu-Bi-Dua under mottoet »Det skal være morsomt ellers er det ikke sjovt«

TIL BT
Shu-bi-due var et udpræget liveband. Det var her, de udlevede mottoen: Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt. Her er Michael Bundesen i front på Langelandsfestivalen i 1994 Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK LUNTANG

Hvad er en ægte kunstner? Når det spørgsmål bliver diskuteret, bliver det ofte fremført, at den skabende ånd sidder i et lidende menneske, der som en anden Lykke-Per med udstående kraveben og tom mave må kæmpe for at slå igennem. Det er den romantiske og sejlivede forestilling om Kunstneren med stort K. Men der findes folk, som skaber på helt anden vis, og som ikke er mindre kunstnere af den grund.

Søndagsbørn, der langt hen ad vejen fødes med Solen i ryggen, og som primært har de problemer, de selv har skabt. Alligevel ender de med at give os andre noget særligt. En af dem er Michael Bundesen, den tidligere forsanger i Shu-bi-dua, som fylder 70 år 12. maj.

Seks millioner solgte plader blev det til. Alt sammen båret frem af forsangeren, som iført smørblød bas og tidens maskinstrikkede pullover over skuldrene, turde skabe popmusik med et skævt smil i øjenkrogen.

På den måde er både Bundesen og Shu-bi-duas historie fortællingen om den nemme del af 1980erne, hvor danskerne luntede omkring i hvide sejlersko og nynnede med på »Vuffelivov«. Rigtig kunst var det ikke i alles øjne, og tidens anden store stjerne, Gasolins forsanger Kim Larsen, hilste afmålt på »shubberne«, når de mødtes på spillestederne.

Mens hippietøj og langt hår blev set som modkulturens største mode, var drengen fra Nordsjælland den egentlige normbryder.

Lulu Rocken Går
Der var ellers ikke meget kultur i Michael Bundesens trygge barndomshjem i Taarbæk. Faderen var forsikringsmand, moderen var hjemmegående, og musik var noget, Michael dyrkede, når faderen tog plader med hjem fra forretningsrejserne. Typisk Elvis eller Buddy Holly.

I Kaare Sørensens biografi »Alting har en ende«, fortæller Bundesen selv, hvordan drengen faldt ved siden af forældrene, der fandt ham flippet og anderledes.

»Min far vidste ikke, hvad han skulle stille op med den underlige knægt, der nok var hans søn, men som klædte sig som alt andet end det. Jeg gik bare ubekymret rundt i min egen lille verden,« som Michael Bundesen fortæller. Den lette gangart fortsætter også langt i det orkester, der begyndte som et hobby-projekt opkaldt efter den lyd, som koret altid sang i Elvis-sangene.

Michael Bundesen nåede både at læse jura og være radiovært (bl.a. på »Det ville glæde mig at høre«, indtil Mogens Landsvig tog over) inden han kastede sig over musikerdrømmen. Bandet hed Passport og bestod også af Michael Hardinger og Gunnar Hall Christensen, bedre kendt som »Bosse«. Sammen ville de give den danske musikscene lidt ny energi.

Shubidua og god stemning på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg i 2010. Det blev et af bandets sidste koncerter Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig.

Ved siden af udgav de nogle humoristiske genindspilninger af engelske numre som »Jailhouse Rock« der blev til »Fed Rock« og »Twist and Shout«, der blev til »Stærk Tobak«. Det var sjov og ballade i en tid, hvor mange gik rundt med mere triste miner. Numrene blev mødt med overraskende interesse, og snart var succesen født. Og med den en god tid fuld af basuner og englelyd.

Der var højt til loftet og langt hjem efter byturene. Under en festlig aften mødte Bundesen en smuk kvinde, der var på vej til Grækenland. Sangeren tog med og missede første optagedag til “Shu-bi-dua 2” i Sound Track-studierne. Ifølge »Alting har en ende« var resten af bandet en smule forundrede over, at deres forsanger rendte rundt i badebukser på Kreta, når han burde arbejde, men »hvem er ikke stukket af med en smuk kvinde på et tidspunkt«, som Bundesen siger i biografien.

Og selv om de andre faktisk overvejede at skifte “Bonden” ud, fortsatte arbejdet på den anden side af den pludselige tur til Grækenland.

»Det skal være morsomt ellers er det ikke sjovt,« som bandets motto lød.

Knald i låget

Og det var morsomt at være Shu-bi-dua. Der var fest og musik og morgenmad, der blev bragt fra den nærmeste restaurant, når det hele skulle have et ekstra hak.

Men selvfølgelig var der også andet. Kritiske anmeldere som den nu afdøde musikskribent Torben Bille, der trofast anmeldte alle Shu-bi-duas plader og koncerter, som han kaldte »kedelige«, mens bandet selv blev kaldt »forkælede, forkætrede og folkekære«. Efter en koncert i 1983 i Falkoner Teatret hed det: »Det er absurd at anmelde Shu-bi-dua som musik«.

Hævnene blev sangen om »Billen på bladet« med ordene, »Hvad nytter det at være klog/når man er en bille«.

Der var også kritik af bandets film »Den røde tråd«, der blev instrueret af den senere DR-dramahef Piv Bernth og endte som en af de ringeste danske film nogensinde.

Claus Asmussen, Michael Hardinger, Willy Pedersen, Kim Daugaard, Bosse Hall Christensen, Michael Bundesen og Morten Langebæk i front for Shu-bi-dua Fold sammen
Læs mere
Foto: Aage Sørensen.

Ifølge »Alting har en ende« mener Bundesen selv, at det er en ganske fin film »så længe, man har minimum ét medlem af Shu-bi-dua ved sin side, der kan forklare, hvad der rent faktisk foregår på skærmen«. Filmen blev bl.a. brugt som indvielsesritual for nye medlemmer af bandet. Så kunne de også føle smerten.

Selvfølgelig var der kampe bag kulissen. Det vidner de mange udskiftninger i bandet om. I 1985 valgte Bundesen også selv at forlade bandet. I stedet var han med til starte Kanal 2, der brød Danmarks Radios TV-monopol. Senere startede han sin egen TV-station, Kanal 5, for et meget begrænset set-up. Kanalen sendte én dag. En tegnefilm, en dokumentar og lidt nyheder.

I 1987 valgte Michael Bundesen at gå tilbage til Shu-bi-dua. Samme år blev han kåret som Danmarks tredjemest sexede mand. Kun overgået af Mek Pek og Steffen Brandt.

Ene og Alene
Op gennem 90erne fik Shu-Bi-Dua et regulært comeback, ikke mindst på grund af hittet »Sexchikane«.

Det var også her, i 90erne, at traditionen med at smide kiks på scenen under »Hvalborg« blev grundlagt. Publikum dannede deres egne ritualer til bandets hit. Højere kan man næsten ikke komme som orkester.

Alligevel var der gnidniger og Michael Hardinger, der var Bondesens faste samarbejdspartner, forlod bandet i 1997, hvilket førte til en del skænderier i formiddagspressen. Det samme skete nogle år senere, da Jørgen Thorup tjekkede ud.

Alligevel fortsatte legesygen - i hvert fald på scenen. Lige indtil 2011 hvor Michael Bundesen blev ramt af den første af en række blodpropper.Det stoppede karrieren, og i dag lever Bonden et mere tilbagetrukket liv, der blandt andet byder på en ny interesse for billedkunst. Men livssynset fornægter sig ikke.

I et interview med DR fra 2018 står det klart, at Bundesen har bevaret håbet og optimismen.

»Jeg tror bestemt, at jeg kommer til at synge igen, men der er meget, der skal ordnes med stemmen. Og næste gang jeg går på scenen, hvis jeg gør det, så bliver det ikke i kørestol, men med stok. Det har jeg i hvert fald lovet mig selv,« som han sagde.

Og det er faktisk hele den røde tråd i Michael Bundesens liv. At han tog kritikken og modgangen med et smil. At han lod sig bære af den grundlæggende optimisme, som også var det, Shu-Bi-Dua udstrålede.

I Kaare Sørensens biografi siger han selv: »Selvom alting har en ende, så huskes den forskelligt«.

Rigtig mange danskere vil huske Michael Bundesen og Shu-Bi-Dua som soundtracket til det Danmark, der engang kunne grine af småvrøvlede tekster og danse fadølsdans til »Kære Lone«. Et Danmark, der dyrkede det underfundige, skæve og lune og som fandt en fælles glæde i noget, der var båret af optimisme.

Om man kalder det kunst eller ej, så er det faktisk en stor gave at give sit folk.