Genanmeldelse af »Lykke-Per«: Gid Pontoppidan ikke havde ladet sig nøje med 800 sider

Den føles så aktuel som nogensinde og virker som skabt til levende billeder. Henrik Pontoppidans medrivende »Lykke-Per« er tilbage!

Foto: ukendt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Din barndom kan gøre dig skør.

Om du rejser dig, må være være dit eget ansvar.

Antihelten i »Lykke-Per« klarer sig med hjælp fra både kvinder og kanaler og kommer klogere ud på den anden side.

Henrik Pontoppidan arbejdede på sin roman nummer to i årevis, rettede lidt, rettede meget, skrev den helt om sommetider.

Vore dages læsere kender den bedst i udgaven fra 1918, en mammutudgave på lidt flere end 800 sider – og mere bevægende for hvert eneste blad.

»Lykke-Per« er fortællingen om Peter Andreas fra vugge til krukke.

Den kommende ingeniør vokser op i en østjysk præstegård som familiens sorte får. Faderen behandler sin uvorne søn hårdt og får muligvis en klassisk neurotiker ud af ham:

Hvis man skal lave sig selv om som lille, vil man typisk lave hele verden om som voksen – simpelthen fordi smerten ikke føles helt så stærkt undervejs.

Sønnen prøver resten af sine dage. Peter Andreas lader sig indskrive ved tidens svar på DTU og nyder livet som den nye favoritjyde hos Frederiksstadens familier.

De københavnske kvinder står for eksempel i kø. Ægtemanden til hans første erobring tager sig endda af dage og efterlader alt til Per som en forfærdende tak for sidst.

»Ægtemanden til hans første erobring tager sig endda af dage og efterlader alt til Per som en forfærdende tak for sidst.«


Han kommer også ind hos familien Salomon med dens tykke negerlæber og israelitiske griskhed. Selv om de mange linjer med jødehad kan være grum læsning, har de en vigtig funktion: Vurderingerne er filtreret gennem Pers sind og skal vise hans forvredne karakter.

Og fordi Per skal bruge penge til sit projekt, falder han for Salomons døtre: Først for Nanny og derefter for hendes storesøster, Jakobe.

Men den moralske kæde er for længst hoppet af. Per navigerer konstant efter mulighederne og kan til sidst ikke mærke noget som helst.

Eller rettere: Han finder rent faktisk sig selv med årene. »Lykke-Per« tegner i den forstand en kæmpe bue fra gud til gud, fra hjem til hjem, fra muddergrøft til muddergrøft – og bliver stadig mere intens rent følelsesmæssigt undervejs.

Fingernem eller bare fantast?

Per drives professionelt af sit livs projekt: Han vil udvide Gudenåen til et helt netværk af kanaler gennem Jylland på kryds og tværs!

Ideen kunne være inspireret af Suezkanalen fra 1860erne og virker bevidst overambitiøs for et land af Danmarks størrelse.

Den ligner også et ekko af tidens almindelige begejstring for teknologi og får selv et dystert ekko i Jacob Paludans mørke »Fugle omkring fyret« fra 1925 om fremskridtets katastrofer rent menneskeligt.

Og den kan for resten have groet i Pontoppidan selv meget længe: Forfatteren stammer trods alt fra Fredericia med de lige gader gennem terrænet – og hans eget navn er en latinisering af Broby i det fynske. Bare en tanke.

Planen er under alle omstændigheder genial fra Pontoppidans side: Den sender Per rundt til pengemænd med Philip Salomon i spidsen og står altså for en tidløs kollision mellem kreative ånder og landets besiddende klasse.

Og den står helt som bogen selv som sindbillede på danskerne fra kyst til kyst omkring århundredskiftet plus lidt som en huskekage til københavnere om provinsens muligheder.

Levende billeder

Kanalerne kan så samtidig være fuldstændigt ligegyldige. Når de optræder i Pers liv, er det faktisk mest som en lakonisk bemærkning her og der: at han for resten har fået kigget på sit gamle projekt igen og måske får sin chance alligevel – eller at en amatør ved navn Steiner åbenbart har haft succes med noget lignende og er blevet udnævnt til minister.

For læseren drives af noget helt andet: Pontoppidan tegner sit persongalleri med enestående nemme for psykologi. Man ser hver eneste skikkelse så klart som i nogen film og kender deres tanker – endda så man efterhånden kan forudsige deres reaktioner!

Især stakkels Jakobe er vel helt inde under læserens hud til sidst: på den ene side bevægelig, på den anden fuld af fasthed, kort sagt Pers virkelige modsætning. Selv om »Lykke-Per« ikke er nogen nøgleroman i almindelig forstand, har mange karakterer rod i dansk kulturliv for et århundrede siden.

Man kan for eksempel se en Georg Brandes i Dr. Nathan med det sammensatte væsen og indtil flere af tidens dagbladsredaktører i Otto Dyhring med alle uvanerne. Og man får en hel perlerad af portrætter med åbenlyse forbilleder i naturalisten J.P. Jacobsen, katolikken Johannes Jørgensen og rammende nok larger-than-life-kunstneren Holger Drachmann fordelt over indtil flere skikkelser!

Pontoppidan har altså hentet nogle træk fra sin egen baggrund og ellers brugt frænder og fjender fra bylivet som modeller – for man skriver nu engang bedst om det, man kender.

Lige ud ad den jyske landevej

Selv om man i dag kan studse over et sjældent ord her og her, brænder Pontoppidan igennem nu som dengang. Han er århundredskiftets sproglige modernist. Hans dansk er et rent og karsk dansk. Et pontoppidansk!

Bogen trækker på et almuemål med varsler om Hans Scherfig i generationen efter og en minimalisme med korte sætninger og beskrivelser helt uden pynt og pyssenys.

Nye læsere skal af samme grund ikke forvente megen poesi i jævn forstand. At pløje sig igennem de godt 800 sider er mere som at læse islandske sagaer eller endda et handlingsreferat sine steder.

Men når adjektiverne trues af for få blomster og beskrivelserne af for lidt flæsk, slår stilisten Pontoppidan så alligevel til – og med forrygende resultater.

Som da Per har mistet sin mor og følger hendes kiste på afstand. Manden lander midtvejs på rejsen i en grundtvigiansk præstegård of all places. Han er i virkeligheden på vej ind i et forhold med sin tredje kærlighed i form af præstens datter. Den overgang glemmer man aldrig. Man har hørt om ingeniørens trængsler og ankommer så til et nationalromantisk Danmark med vimpler i flagstængerne og jættestuer ved kirkegården.

»Pontoppidan har altså hentet nogle træk fra sin egen baggrund og ellers brugt frænder og fjender fra bylivet som modeller – for man skriver nu engang bedst om det, man kender.«


Vejen fra det moderne gennembruds København til den nationale bevidsthed på landet er altså ikke kun »fortalt«, men også sevet ind i selve sproget. Forbilledligt! Vidunderligt!

Hvordan romanens antihelt slipper væk fra endnu en kone og ender sit liv som en anden Carsten Niebuhr på Herrens mark, skal ikke afsløres her.

Kun at måden hører til de mest tidløse, mest moderne, mest gribende i dansk litteratur. Plus at han så småt har indset en sandhed om sig selv: at han ikke rigtig hører til nogen steder. Og måske derfor bare skal blive væk.

Vi kan godt vinde over vores barndom: Vi kan enten vælge den eller smide den af os ved egen kraft. Hovedpersonen i Henrik Pontoppidans klassiker prøver lidt begge dele og bliver i den forstand hængende i sin muddergrøft – men han har selvfølgelig heller ikke læst bogen.

Gør det endelig!

Lykke-Per
I anledning af Bille Augusts filmatisering af »Lykke-Per« genudgiver Gyldendal Henrik Pontoppidans roman i to udgaver; én deluxe-version i to lærredsindbundne bind til 300 kr. og en billigbog med filmforside, 150 kr.