Sygdomsramte Michael Bundesen i ny bog: »Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt«

I Michael Bundesens selvbiografi, »Alting har en ende«, er der plads til både kærlighed, humor, selvkritik og en grundlæggende optimisme. Også selv om blodpropper har sat en stopper for det meste.

Michael Bundesen i dag. Foto fra bogen: Eddie Michel Azoulay. Fold sammen
Læs mere
Foto: EDDIE MICHEL AZOULAY

Michael Bundesen har altid været en heldig mand. Han siger det mange gange i den fint fortalte erindringsbog, »Alting har en ende«, som han har lavet sammen med journalisten og forfatteren Kaare Sørensen.

»Jeg var heldig, det vidste jeg godt. Heldig at være havnet lige her, af alle de steder, man kunne være havnet,« hedder det om barndommen i det nordsjællandske.

»Jeg har altid haft en upåklagelig timing og været svineheldig,« siger han et andet sted.

Shu-Bia-Dua i en tidlig udgave, ca. 1975. Foto fra bogen: Ritzau/Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: POLFOTO.

Jo, Michael Bundesen, der på nær et par års pause var forsanger i Shu-Bi-Dua  fra begyndelsen i 1973 til enden i 2011, har været heldig. Eller det er i hvert fald det budskab, der løber som den røde tråd gennem »Alting har en ende«, der ikke er en kritisk biografi, men hovedpersonens egne ord om sit eget liv, fortalt til en anden. Det er fair nok, og lad os tage ham på ordet. Michael Bundesen - også kendt som Bonden -  har været heldig på mange måder. Også selv om nogle blodpropper i 2011 satte en stopper for det meste.

»Jeg er så heldig, at jeg tit møder folk, der siger, at »I har været en del af vores liv,« siger han et sted om bandets lange karriere, der bød på så mange udskiftninger, at 16 forskellige mennesker nåede at være officielle medlemmer. Efter albummet »Shu-Bi-Dua 10«  fra 1983 havde Michael Bundesen selv brug for en pause. Han trak sig ud af gruppen for at være med til at starte TV-kanalen Kanal 2 sammen med blandt andre finansmanden Klaus Riskær Pedersen

»Mit job på Kanal 2 havde suget de sidste rester af min Shu-Bi-Dua-passion væk, og jeg var også efterhånden overbevist om, at bandets bedste dage lå bag os,« fortæller han. På det tidspunkt havde Shu-Bi-Dua allerede lavet hits som »Hvalborg«, »Vuffeli-vov«, »Den røde tråd« og »Sand-Hans«. Deres sprog var gået ind i sproget. Helt ind i folkesjælen.

Hvid mave og angst for bakterier

Men nu var det TV, det handlede om, og på Kanal 2 blev det en fast gimmick at lave hvidbalance på Michael Bundesens mave, der var så hvid, som den var, fordi manden ikke er begejstret for sol. Han har mere sære ideer end det, kan man forstå. Han er for eksempel den bakteriofobe type, der ikke spiser peanuts, når han går på bar, og som sørgede for altid at medbringe sin egen Shure SM58-mikrofon med »Michael Bundesen« indgraveret i skaftet, når han var ude og optræde. Sådan her forklarer han det selv:

»Der kan virkelig komme mange bakterier ned i sådan en mikrofon, hvis nogen har stået og sunget soul med læbestift på lige før mig. Nej tak, siger jeg. Det bryder jeg mig virkelig ikke om.«

Der er også mennesker, Michael Bundesen ikke bryder sig om. En af dem er den nu afdøde musikskribent Torben Bille, der trofast anmeldte alle Shu-Bi-Duas plader. Han gik til talrige Shu-Bi-Dua-koncerter, som han kaldte »kedelige« og  han kaldte Shu-Bi-Dua for »forkælede, forkætrede og folkekære«. Efter en koncert i 1983 i Falkoner Teatret hed det: »Det er absurd at anmelde Shu-Bi-Dua som musik. Og da ingen af dem jo er dumme, ved de det selvfølgelig bedre end de fleste.« I et leksikon om dansk rock, som han også redigerede, skrev Torben Bille, at »Michael Bundesen er noget så typisk dansk som en sanger, der ikke synger særlig godt.«

Så fik han lige dén, Michael Bundesen. Det har han aldrig tilgivet.

Hej Hvalborg

Hans forhold til en anden og nok så central figur i dansk musikliv, Kim Larsen, var om ikke lige så anstrengt, så dog lige så lidt præget af hjertelighed. Første gang, de to mødtes, var efter en koncert, hvor både Gasolin´ og Shu-Bi-Dua havde spillet. Det var dengang, da Gasolin´ var store, mens Shu-Bi-Dua stadig kun var ret små. Shu-Bi-Dua måtte af samme årsag nøjes med rollen som opvarmningsband, og selv om det var kutyme, kunne bandet ikke få lov til at låne Gasolin´s scenelys. »Neeeej,« sagde Kim Larsen ifølge Michael Bundesen, og da samme Michael Bundesen på vej mod scenen passerede Gasolin´s bus, rullede Kim Larsen vinduet ned. »Hej, Elvis,« sagde han. Så rullede han vinduet op igen. Det tætteste, de to kom på en snak, var engang i 1992, da de passerede hinanden ved et omklædningsrum til et velgørenhedsarrangement i Cirkusbygningen, hvor både Shu-Bi-Dua og Kim Larsen & Bellami optrådte.

»Kim Larsen hilste forsigtigt med et lille lusket smil: »Hej Hvalborg.« Jeg stoppede kort op: »Jeg synes efterhånden, at det er en meget begrænset samtale, vi har. Først sagde du »Hej Elvis« og nu »Hej Hvalborg«. Så grinede vi begge og gik videre.«

En af de ringeste danske film nogensinde

Gasolin´  var der konstant. Som en konkurrent. Som en reference. Da Shu-Bi-Dua var blevet større, end de engang havde været, ikke bare gode musikere, men også sangskrivere i deres egen ret, med styr på både tekst og melodier, blev de to bands forudsigeligt sammenlignet med hinanden - uden sammenligning i øvrigt som da The Rolling Stones i sin tid blev sammenlignet med The Beatles. »Rå Gasolin’ mod pæn Shu-Bi-Dua,«  hed det i en artikel i BT, hvor Kim Larsen stod på den ene side og Michael Bundesen på den anden. Og sammenligningen blev ved, og den er aldrig holdt op. Michael Bundesen synes også stadig stærkt optaget af den. Et sted i bogen minder han om, at  »Shu-Bi-Dua 6« blev årets mest solgte album i 1979, mens Kim Larsens soloplade »231045-0637« kun blev nummer tre. Og der er andre historier af samme type, rivaliseringen forsætter, nu bare delvist posthumt, Som når Michael Bundesen mindes dengang, da Shu-Bi-Dua havde »arbejdet lidt løst« på et projekt med instruktøren Erik Balling.

Det hele gik vasken, og Erik Balling valgte i stedet at lave det, der skulle blive en af historiens mest populære danske film, »Midt om natten« med Kim Larsen i hovedrollen, hvorefter Shu-Bi-Dua indspillede filmen »Den røde tråd«, der blev instrueret af den senere så succesfulde DR-dramahef Piv Bernth og endte som en af de ringeste danske film nogensinde. Efter premieren i 1989 kaldte Jyllands-Posten den »en debil, udtryksbesværet dansk farce«, og det opsummerer meget godt den almindelige holdning til værket. Det hele blev ikke bedre af, at »Den røde tråd« var blandt de to første film, der blev støttet under den særlige 50/50-ordning, hvor staten dækkede halvdelen af udgifterne til kommercielle og populære film. Spild af skattekroner. Også i dén grad.

Og ikke noget heldigt forløb i det hele taget. Bortset fra, at Shu-Bi-Dua efter premieren i Palads-biografen i København var kravlet op på taget og havde givet koncert for 20.000 glade mennesker - som en hilsen til The Beatles, der 20 år tidligere havde spillet på taget af Apples bygning i London. Den oplevelse var et plaster på såret, det kan enhver forstå. Omvendt kan det godt undre lidt, at Michael Bundesen fremstiller det som en succes, at Shu-Bi-Dua i 1992 spillede på Plænen i Tivoli, kun iført voksenbleer. Andre vil nok snarere kalde det dansk rockhistories mest pinlige optræden ...

Shu-Bi-Dua i Tivoli, 1992.  Foto fra bogen: Annelise Fibæk. Fold sammen
Læs mere
Foto: JENSEN SÃ"REN.

Men det er så også noget af det smukke ved den Michael Bundesen, der får ordet i »Alting har en ende«: At han trods al bøvlen og balladen og alle pinlighederne og al den skældud, han efter eget udsagn også har været god til selv at dele ud af gennem tiden, og trods sygdommen, der satte den superenergiske mand i evig bevægelse delvist ud af spillet, insisterer på også at se det gode og udstråle den grundlæggende optimisme, som også var det, Shu-Bi-Dua udstrålede, hvad enten man kunne lide det eller ej.  Bandet og musikken var i årtier den røde tråd i Michael Bundesens liv. Humoren er det stadig. »Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt,« som han siger et sted i »Alting har en ende«, og i dag, efter blodpropperne, er der stadig meget at være glad for.

 

I november 2013 modtog Shu-Bi-dua æresprisen ved Danish Music Awards. Foto fra bogen: Martin Sylvest Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Det gælder om at tage det  hele i stiv arm, ligesom hovedpersonen selv gjorde dengang i i efteråret 2013, da Shu-Bi-Dua skulle modtage årets ærespris ved Danish Music Awards. Michael Bundesen ville afsted, men venstre hånd rystede alt for meget den aften, det hele skulle ske, og han ville simpelthen ikke være ham, der sad der i kørestolen med en rystende hånd.

»Som altid reddede min datter Nanna mig,« fortæller han.

»Bag scenen fik vi tapet min venstre hånd solidt fast til stolen, så den ikke pludselig begyndte at gå i dobbelttakt eller krampe rundt. Det var jeg meget glad for.«

Michael Bundesen og sønnen Nicolaj, der blev født i 1982. Foto fra bogen: Privatfoto. Fold sammen
Læs mere

Glad i låget? Det ville være for plat og dumt at sige det om Michael Bundesen, der, som han fremstår i »Alting har en ende«, er den både højt begavede, velformulerede og rimeligt selvkritiske type.

Han fortæller kærligt og glad om dem, han elsker og elskede - koner, kærester, børn, bandkolleger - men han lægger samtidig ikke skjul på, at han også har været fortvivlet, nede, ulykkelig og (for) dominerende, og at  han og de andre medlemmer gennem tiden af Shu-Bi-Dua har råbt og skreget af hinanden.

Det er vist heller ikke altid skideskægt at være ham, som han er nu, og det er jo i øvrigt ikke bare hvalen Hvalborg, der har en ende. Michael Bundesen og alle vi andre har også en ende. Sådan er dét bare. Eller som Michael Bundesen stilfærdigt resigneret formulerer det til sidst i bogen:.

» ... det er helt okay«

 

BMINTERN - Bog Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlag.

Alting har en ende

Fortalt til: Kaare Sørensen. Sider: 312. Pris: 299,95. Forlag: Peoples´Press.