Man tror man kender nogen. Men selvom jeg har tilbragt timer og dage i Christian Graus selskab med alt fra test af Citroën Berlingo til surfing i Sydafrika, så gik det op for mig, at jeg egentligt ikke kendte hans heureka-øjeblik. Det tidspunkt, hvor bilpassionen blev vakt. Det tidspunkt, hvor basen for hans sprudlende virke som automobil-meningsdanner blev lagt. Så da jeg skulle tage hul på denne serie om bilpassion til avisen, så var han den første, jeg tænkte på.
Heureka-øjeblikket
Vi sidder i hans køkken med hver vores mælkede kaffe. Mere hårdkogte journalister er vi heller ikke. Han tygger på spørgsmålet, og vender så tilbage til barndommen.
»Jeg kan huske som barn, hvor min stakkels skilsmisseramte far ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med os hver anden weekend, så tog han os på køreture til f.eks. Stevns Klint. Og jeg husker på en af de køreture, at han begejstret sagde »kig op og se den bil der!« Det var en Ford Mustang, og den gjorde indtryk på mig«.
En brølende V8-motoriseret Ford Mustang kan få de fleste drengebørn til at smile bilbegejstringens første smil. Grau begyndte da også at læse bilblade, men som teenager fik han andre prioriteter end at læse bilrevyen. I midten af 1990erne blev passionen og fornemmelsen for køreglæde dog for alvor vækket til live.
»Min daværende kæreste og jeg skulle have anden bil, og denne gang skulle den være ny efter en række lortespande. Jeg var blevet ret interesseret i den dengang helt nye Fiat Bravo. Da vi skulle prøve bilen, var det hos en multibrandforhandler, og lige ved siden af Bravoen holdt en rød Alfa Romeo 146, og den kostede kun omkring 15.000 kr. mere. Den måtte jeg ud at køre i,« siger han med en begejstring, der næsten giver mig lyst til at tage tilbage til 1990erne for en tur.
»Først kørte vi pligtskyldig en tur i Fiat'en inden jeg satte mig ind i Alfa'en. Allerede da jeg drejede nøglen, vidste jeg, at no way skulle vi have en Fiat. Lyden af boxermotoren og måden den leverede feedback på. Det var første gang, jeg mærkede ægte køreglæde, og fra den dag begyndt jeg at være fascineret af nye biler igen.«
Men hvornår blev den interesse professionel. Hvornår begyndte du at få et betalende publikum for din interesse og holdning til biler?
»Udover at skrive reklametekster havde jeg en nebengesjæft som musikanmelder for Gaffa, B.T. og sidenhen Euroman. Men jeg var langsomt ved at blive træt af at hænge med musikere og høre en ny plade med SOAP 15 gange i løbet af en påskeferie for at anmelde den. Jeg følte, jeg brugte utroligt meget tid på dårlig musik.«
På Euroman skrev man dog også om biler, og det var rimeligt kaotisk og ukoordineret i de år. Så langsomt fik Christian Grau det fulde ansvar for stofområdet. Siden er han også kommet på TV med bilprogrammet »Vi elsker biler« og som fast bilanmelder i »Go' morgen Danmark«.
Altid en 911er
Det var den røde Alfa Romeo 146, der skabte bilentusiasten, og Christian Grau har været alfist lige siden. Lige nu er det en Alfa Romeo GT Veloce fra starten af 1972, der holder i vinteropmagasineringen.
»Den var en »dream come true«. Da jeg var barn, havde naboen sådan en, og jeg har ikke tal på alle de timer, hvor jeg har stået og kigget på den. Det var en unik bil omgivet af Fiat 127ere, Citroën Dyane og alt muligt andet kystbanesocialistisk lort.«
Jeg er stadigvæk helt nyforelsket i BMWen. Den er en no brainer, og så føles den som en ny bil sammenlignet med Alfaen.
Men hvordan harmonerer det med den gamle BMW 3-serie cabriolet, jeg ved du købte i foråret. Den er stram, tysk og kantet, og virker som Alfa Romeoens modsætning?
»Ja – men det er begge biler, jeg har kigget længe og begejstret efter. I starten af 1990erne arbejde jeg som PR-medarbejder i musikindustrien ude i nordhavnen, og der var en i nabovirksomheden, der havde en rød BMW E30 cabriolet. Jeg kunne ikke gå forbi den, uden at kigge ind i den. Den har et neutralt og germansk design. Ikke lige så raffineret som Alfaen, men et ikonisk design. En bouillonterning af BMW-design med fire runde lygter og store nyrer. Den udstiller, hvor kompliceret Alfaen er. BMWen er nul bullshit, og den har stået ude foran huset hele sommeren. Alfaen tager jeg ikke engang ud i regnvejr. Jeg er stadigvæk helt nyforelsket i BMWen. Den er en no brainer, og så føles den som en ny bil sammenlignet med Alfaen.«
Den næste er altid en Porsche 911.
Hjertet banker altså for biler. Ikke kun i professionel forstand men også i fritiden. Derfor ved jeg også, at der altid er en ny vogn i sigtekornet, for jeg har tilgode at møde den bilentusiast, som ikke altid pønser på en nyerhvervelse. Så hvad er det? Hvad er det næste?
»Den næste er altid en Porsche 911. Det er et flueben, der gør ondt, at jeg ikke har fået sat. Jeg har pønset på at skyde Alfaen af og købe en 911er. Alfaen købte jeg oprindeligt, fordi jeg ville have en gammel 911. Men de var dyre, så i stedet for at købe den »forkerte« 911 ville jeg købe den »rigtige« Alfa. Og der sidder en abe på min skulder og slår sig på lårene af grin over, at jeg ikke købte 911eren dengang, for siden er priserne eksploderet, men når man er selvstændig, sejrer fornuften altid. Jeg går dog og lurer på 911ere hele tiden, og jeg dør en ulykkelig mand, hvis ikke jeg har haft en 911 først. Jeg ville dø med en følelse af at være uforløst.«
