Birgitte Borup: »Den største løgn af alle er, at alt godt kommer til den, der venter«

Når hver dag rummer bevidstløse skridt i en retning, der er forkert, bliver tilværelsen én lang nærdødsoplevelse. Der findes næppe en mere ufrugtbar måde at nærme sig graven på end ved at vente i stilstand, uden at handle i respekt for det eneste, som er hundrede procent sikkert: At det hele slutter på et tidspunkt, skriver Birgitte Borup.

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Birgitte Borup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Kender du Gary Vaynerchuk? Han er et bekendtskab værd, hvis du en dag hænger med livsmulen og trænger til en ægte, amerikansk opstrammer. Han er iværksætter og mangemillionær med alt, hvad dertil hører af pep, powertalks og en personlighed, der er way too much efter dansk leverpostejsmålestok. Vaynerchuk er den amerikanske drøm på speed! Han kom til USA fra det tidligere Sovjet som tre-årig, voksede op med otte familiemedlemmer i en et-værelses i Queens og grundlagde sin formue som lemonadesælger, før han åbnede diverse virksomheder og blev youtube-fænomen.

Det er sjældent, at den slags mennesker ikke har en pointe eller to, der er værd at lytte til, også for folk uden oplagt milliardærpotentiale. For eksempel er en af hans yndlingsaversioner passivitet. Ikke den harmløse, henslængte søndagstime på sofaen, men selve ideen om, at tilværelsens dysfunktionalitet forsvinder, hvis vi venter. At tidens tryllestav på magisk vis får problemer og frustrationer til at forsvinde, mens vi går rundt i vores selvpåførte fangenskab af pligtfølelse, langmodighed og frygt for det uvisse.

Gary Vaynerchuk, fotograferet, da han talte ved Copenhagen Summits i 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph.

Sjældent har verden været mere åben, og aldrig har vi haft bedre muligheder for at skubbe tilværelsen i den retning, vi ønsker. Digitaliseringen har skabt talløse nye arbejdsformer, og vores adgang til viden har aldrig været større, hvad enten vi søger et par gode råd fra Dr. Phil eller ønsker os den store ballonskippereksamen. Alligevel kan de færreste sige sig fri for at kende nogen, der sidder fast i det indre morads, som evige beklagelser er skabt af. Over jobbet, der ikke byder på hverken mening eller anerkendelse. Over partneren, der forlængst har lukket for libido og lagenakrobatik. Over havearbejdet, der er et tilbagevendende mareridt. Over lårbasserne, der ligner noget fra en hytteost-reklame. Over omstændigheder, som vi har magt til at ændre, men hvor det rette tidspunkt altid befinder sig et stykke ude i fremtiden.

»I litteraturen omtales orgasmen som »den lille død«, fordi man i den ultimative nydelse bevæger sig ind i en sfære, der er frigjort fra livet. Modpolen må være ørkesløs venten, den stille død.«


Så vi venter! Vi venter på, at chefen pludselig får øjnene op for vores enestående talent, at partneren forandrer sig (nix!), at motivationen opstår ud af det blå (næppe!). På at livet skal kaste det længe ventede momentum i vores favn, og at nogen eller noget udefrakommende skal redde os fra vores skæbne. Værst af alt venter vi ofte på noget, der er udenfor vores kontrol, mens vi undlader at gøre det, der rent faktisk er i vores magt.

Jeg kender selv eksempler på parforhold, der udefra ligner regulært spild af liv, men hvor tanken om egen matrikel og nye muligheder åbenbart er mere afskrækkende end en endeløs række af golde hverdage. Jeg kender også mange eksempler på uforløste arbejdsliv, hvor årene går med skuldertræk og evig venten på weekenden. Vi viger tilbage fra det momentane ubehag, som forandring medfører, frem for at tage det modige træk, der gemmer på det virkelige potentiale. Ofte med valide, logiske argumenter, men det er sjældent i logikken, at magien sker.

Venteposition er et dejligt sted at opholde sig, hvis man venter på et barns ankomst, på at gense sin elskede eller på juleaften. I de fleste andre tilfælde er den største løgn af alle, at alt godt kommer til den, der venter. Spørg bare Storbritanniens Prins Charles, som muligvis når at tvangsvente sig selv ud af arvefølgen. Eller Venstres Kristian Jensen, for den sags skyld.

I litteraturen omtales orgasmen som »den lille død«, fordi man i den ultimative nydelse bevæger sig ind i en sfære, der er frigjort fra livet. Modpolen må være ørkesløs venten, den stille død. Når hver dag rummer bevidstløse skridt i en retning, der er forkert, bliver tilværelsen én lang nærdødsoplevelse. Der findes næppe en mere ufrugtbar måde at nærme sig graven på end den form for stilstand, der til forveksling ligner manglende respekt for det eneste, der er sikkert: At det hele slutter på et tidspunkt.

Så nej, alt godt kommer ikke til den, der venter. Alt godt kommer til den, der tør anskue livet, som det rent faktisk ser ud, og gøre det nødvendige for at katapultere det i den rigtige retning. Alt godt kommer til den, der skaber og griber momentet, hvor farligt det end forekommer. Og alt godt kommer i særdeleshed til den, der både tager sig selv alvorligt nok til at gå efter den bedst opnåelige version af tilværelsen og uhøjtideligt nok til at grine af de fejl og fadæser, der er undgåelige undervejs.

Intet sker, hvis man intet gør. Spørg bare Gary Vaynerchuk. Eller en ikke-milliardær i din nærhed, der er omgivet af tilfredshedens attråværdige stråleglans.