Birgitte Borup: 90ernes cool-kids blev pludselig til mennesker med en udløbsdato, der kan oprinde før vi aner

»Det gælder om at få startet den sorte Porsche og kørt derudad - og måske være lidt mere »mad, bad and dangerous to know«. Mens tid er«, skriver Birgitte Borup efter en uge, der var præget af Luke Perrys død.

Birgitte Borup, weekendredaktør Søren Bidstrup

Det er pinligt få år siden siden, at jeg kørte gennem Los Angeles med en ganske særlig destination for øje. Velvidende, at jeg er alt for midaldrende til den slags pjat, trodsede jeg med min (ganske vist marginalt yngre) søster på passagersædet kilometerlange trafikkøer og den brændende eftermiddagssol for til sidst at ramme Pasadena. Her lå det, mit teenagehjertes endestation og hjemstedet for min ungdoms hedeste drømme: The Walsh Residence. Den hvide hacienda, hvor Brenda og Brandon boede, hvor farmand Jim holdt utallige moralprædikerner, og hvor mor Cindy tilsyneladende ikke skænkede Kvindernes Kampdag mange tanker, mens hun trofast lagde vasketøjet sammen.

Selv om huset i virkelighedens verden ligger temmelig langt fra Beverly Hills, og selv om det er 19 år siden, sidste afsnit af »Beverly Hills 90210« blev produceret, valfarter fans fra hele verden stadig til. De trykker næsen mod vinduet i håb om et sidste sug af det, der engang var den ultimative fantasi for 90er-ungdommen: At være en del af det verdensberømte slæng, der blev kult i et omfang, denne verden muligvis aldrig vil opleve igen. Skulle nogen have anfægtet den astronomiske betydning, serien havde som kulturel fællesnævner, blev de sat grundigt på plads i denne uge, da den blot 52-årige Luke Perry, alias Dylan McKay, pludselig døde. Han blev, ridende på de sidste reminiscenser af monokulturen, hyldet, som var han vor tids Humphrey Bogart.