Da Donald Trump var på valg til præsidentposten i 2016, boede jeg i en lejlighed tæt på Manhattans ikoniserede finansgade, Wall Street. I månederne og ugerne op til valget var bysbarnet, der er alt andet end populær i det ærkedemokratiske New York, det store samtaleemne overalt, også når jeg frekventerede min stamrestaurant i kvarteret. Jeg faldt jævnligt i snak med folk, der på forskellig vis kendte The Donald. Enten personligt eller på rygteplan, for han var kendt som noget af et asshole.
Samtidig piblede de negative historier frem i alverdens medier, og flere af dem handlede om, hvordan Trump havde snydt og bedraget små håndværkere og forretningsdrivende. En lille pianoforhandler i New Jersey fortalte blandt andet, at Trump havde bestilt pianoer for 100.000 dollars til sine hoteller og efterfølgende nægtet at betale. En metode Trump ofte brugte for at tvinge sine samarbejdspartnere til at acceptere en lavere pris. Senere dukkede det bånd op, hvor Trump erklærede, at han havde fri adgang til alverdens kvindekroppe og kunne »grab’em by the pussy« lige så tosset, han ville. For blot at nævne et par af de historier, som blev trukket op af fortidens hængedynd, og som i andre tilfælde ville være rigeligt til at lægge en politisk karriere i graven. Men ikke i tilfældet Trump, der i stedet for at skamme sig spandt et martyrium af skandalebombardementet og lukrerede på vælgernes ønske om noget - og nogen - der var anderledes.
