Bestyrelseslokalet emmer af magt og gamle penge. Manden for bordenden synes, at regeringen kan lære noget af Anker Jørgensen

»At tænke kultur, velvære og åndsliv ind i, hvad det vil sige at være dansker, synes jeg bliver glemt,« siger Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i Carlsbergfondet, om statens prioriteringer under coronanedlukningen.

»Først fik massører, frisører og tatovører lov til at åbne – og ikke et ondt ord om dem i øvrigt – mens kulturlivet skulle kæmpe en brav kamp for at få lov til at åbne igen. Et af mine mantraer er, at det, der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Og det kunne ikke forklares,« siger Flemming Besenbacher. Tobias Kobborg

Carlsbergfondets bestyrelseslokale er præcis, som man forestiller sig det. På væggene hænger malede portrætter af både den nuværende og de tidligere bestyrelsesformænd. I midten af lokalets ene side står en buste af Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, hvis øjne og arv hviler tungt på dem, der sidder her. Rummet emmer af magt, historie og gamle penge, og uanset hvor voksen, man ellers føler sig, gør rummet, at man føler sig som en dreng, der bare har klædt sig ud som voksen. For bordenden sidder Flemming Besenbacher, den nuværende bestyrelsesformand, og taler i et tempo, der gør, at båndet skal ned på halv hastighed, før man kan transskribere det. Måske fordi hans skema gør, at det kan betale sig at kunne nå det hele på den halve tid.

Berlingske har interviewet en af de mest magtfulde kultur-, erhvervs- og forskningspersonligheder i Danmark om det kulturliv, som han mener delvist bliver glemt, når der tales om danskernes velvære og sundhed. Først og fremmest er manden for bordenden ikke i tvivl om, hvad det er for en arv, bestyrelseslokalets indretning repræsenterer.