Berlingskes anmelder roser ny »Herrens veje«, men har en anke: »Gud fader - hvor er jeg træt af alle de børn i danske TV-serier«

TV-ANMELDELSE: Anden Sæson af »Herrens Veje« begynder stilfærdigt og alvorsfuldt, og det klæder serien, der i første omgang blev skæmmet af for mange metafysiske vidtløftigheder.

Lars Mikkelsen og Fanny Louise Bernth slås om barnets tarv i »Herrens Veje«. Fold sammen
Læs mere

Korset er væltet i den forladte Brovang kirke, og kirken skal sælges til en supermarkedskæde eller - hvis det går helt galt - til en muslimsk forening. I »Herrens Veje« ligner det de sidste dage for Kristenheden, men skal snarere forstås symbolsk som det uvirkelige sorgens land, som Krogh-familien befinder sig i.

Det er halvandet år efter, at August, præstefamilien Kroghs stolthed, blev kørt ned af en lastbil og trukket til himmels af en hærskare engle (hvis det nu var det, det var, for metafysikken var ikke altid så klar i første del af »Herrens veje«).

Folk kommer ikke længere i Augusts kirke, og kun gamle Johannes Krogh (Lars Mikkelsen) kæmper for at bevare den - måske mest fordi det er hans sidste forbindelse til den døde søn. Hans praktisk-kyniske biskop vil af med den, men bifalder diskret Johannes’ udfald i Ekstra Bladet mod muslimerne.

»Der er stærke kræfter i mit bagland, der ikke ønsker, at kirken overtages af muslimer,« siger hun.

Dermed begynder anden sæson af »Herrens Veje« samme sted som første: hvor den tidehvervske Johannes Krogh sætter hårdt mod hårdt i fejden med muslimerne. Det er et naturligt sted at begynde i en serie, der handler om tro, for hvis ikke troen længere var relevant for danskerne, så blev den det, da muslimerne kom hertil med en tro så synlig, at den generede vores øjne og blufærdige protestantiske sindelag. Dog skulle det undre, om en DR-serie kommer til at lande andre steder end der, hvor de religionssvage altid havner: at Gud og Allah er ét fedt, når bare vi er gode og rare ved hinanden.

I første episode er det dog også først og fremmest sorgen blandt de efterladte, det drejer sig om. Alle skuespillere har masser at arbejde med, og Augusts moder, spillet af Ann Eleonora Jørgensen, får en fuld monolog i sin sorggruppe. Vældigst i følelserne er dog Lars Mikkelsen, der i få blikke kan udtrykke forbitrelse, fornedrelse, stolthed og angst, og her måske vigtigst af alt skabe sympati for sin knarvorne præstefanden, der tror så meget, at det knuser hans menneskelighed. Men da han kommer med den dåbskjole, som har været familiens i 100 år og trygler, om ikke det nu faderløse barnebarn kan blive døbt i den - ja, da er det mere end hule traditioner, der står på spil.

Simon Sears som den overlevende søn Christian og Fanny Louise Bernth som enken efter August bliver begge fint trukket ind i midten af intrigen og løfter opgaven. Men Gud fader, hvor er jeg træt af alle de børn i danske TV-serier. Børn er den dovne genvej til følelsesladet drama, men børn er bare ikke skuespillere, og derfor er ingen dansk TV-episode komplet uden nogle voksne skuespillere, der desperat prøver at improvisere naturligt i børnesituationen - som regel ved at grine overbærende af alt, som det lille pus siger.

Men bortset fra, at jeg ønsker alle TV-børn ad hekkenfeldt til, er der også meget godt at sige. Hvis man skal tage første afsnit som pejlemærke for resten af sæsonen, er der skruet ned for både tempo og de metafysiske vidtløftigheder, og det klæder »Herrens Veje«. De smukke billeder og den melankolske musik giver næsten et andagtsfuldt udtryk, som passer godt til det alvorlige stof.

Der er mange hårde ord og øjne, der fyldes med vand, og der bliver bygget op til masser af soning og tilgivelse. Måske kommer denne sæson til at handle mere om at skabe en bid af Guds rige på Jorden snarere end at fylde Jorden med engle.

»Herrens Veje«. DR 1 søndag aften kl 20.00