Ann Eleonora Jørgensen: »Jeg blev så glad, at jeg begyndte at græde«

Hvad var højdepunktet for dig i 2018?

»Da min datter, Carla Eleonora på 24, ringede og fortalte, at hun var kommet ind på Scenekunstskolen i København. Da jeg hørte det, blev jeg så glad, at jeg begyndte at græde, for jeg vidste, at det var en stor drøm for hende. Også selv om jeg altid har sagt til hende, at hvis der var noget som helst andet end skuespiller, hun drømte om at blive, så skulle hun for guds skyld gøre det.

Men det seneste halve år har jeg kunnet mærke, at hun var interesseret, så jeg har sagt til hende, at hvis hun gik med en skuespiller i maven, så skulle hun selvfølgelig prøve det af. Og så kom hun fandeme ind! Når hun vælger at gå den vej, så må det jo også betyde, at det ikke har været SÅ forfærdeligt at have en mor, der er skuespiller, og nu hvor det er sådan, så er det, hvis jeg skal være helt ærlig, fantastisk dejligt, at vi nu har endnu mere at være fælles om.

Når jeg først frarådede hende at blive skuespiller, skyldtes det, at det er en sindssygt hård branche, især for kvinder. Det er en branche, der mere eller mindre har besluttet sig for, at kvinder over 45 ikke kan være lækre eller fuckable og derfor heller ikke er interessante nok til, at man gider fortælle vedkommende, relevante historier om dem. Og det selv om 75 pct. af kulturlivets brugere er voksne kvinder. Det er jo absurd.

Så hvis hele ens identitet er bundet op på at være skuespiller, så får man som kvinde på et tidspunkt helt automatisk nogle klask. Man skal leve med helt konkret – men også som følelse – at man er sat ud til storskrald. Og som årene går, bliver det oftere og oftere. Der kan nemt gå ti år, før jeg igen får tilbudt en rolle, der er lige så interessant om Elisabeth i »Herrens Veje«. Og uanset om vi hopper eller danser, så er det et vilkår for kvinder i denne her branche. Men jeg håber og tror, at tiden arbejder for Carla og hendes generation, for de er heldigvis selv helt vildt stærke og finder sig ikke i så meget, som de tidligere generationer af kvinder. Så hurra for det.

Det var selvfølgelig også et højdepunkt, at jeg i februar fik en Robert som årets bedste kvindelige hovedrolle for for min rolle som Elisabeth i TV-serien »Herrens Veje«. Det er en rolle, som jeg har brugt meget tid og mange tanker på.«

Hvad var lavpunktet for dig i 2018?

»At sidde ude i Københavns Lufthavn og vente på flyet til Naxos, hvor hele familien endelig skulle på ferie. Der sad vi glade i lufthavnen, og omkring os sad den ene familie efter den anden og gloede ned i deres iPads og iPhones. Fremmedgjortheden i hinandens nærvær stod skrevet i neon! Hvad skulle de bruge det til, at de endelig havde fri og tid til hinanden? Åbenbart ingenting. Ligegyldigheder som Facebook-opdateringer og Instagram optager os åbenbart mere end nærvær og samtale. Det er mega-skræmmende. Hvad er der galt med samtalen? Hvad er der blevet af måltider uden mobiltelefoner ved bordet? På Naxos sad gamle som unge på restaurant efter restaurant og gloede ned i deres mobiltelefoner. Hvis vi ikke ændrer det, vil vi om nogle år have en generation, som ikke har lært empati, for det lærer vi blandt andet af at kigge hinanden i øjnene og tale rigtigt sammen.«

Er der et ord, et udtryk eller en genstand, der karakteriserer 2018?

»Det vigtigste ord for mig i 2018 har været »tro«. Det ord har jeg tænkt rigtigt meget over, fordi jeg er med i »Herrens Veje«. Tro er vigtig for mennesker. Det handler ikke nødvendigvis om at gå i kirke og tro på Vor Herre og kristendommen. Men tro er fundamental for os – at vi som mennesker er forbundne, og at troen ligger i det nære og det ophøjede. Det kan være ved oplevelsen af Vesterhavets vildskab eller det uventede smil, du får fra en fremmed. Det er for mig der, hvor troen skal hentes. Jeg har aldrig selv været i tvivl om, at jeg tror. Jeg er fra Vesterhavet, og når man er opvokset der, har man mærket, hvordan naturen og mennesket hænger sammen. Jeg er ikke i tvivl om, at der er noget, der er større end mig selv. Jeg mærker ikke kun troen og det guddommelige, når jeg sidder i en kirke. Jeg mærker det på min vej.«

Hvad var det vigtigste, du lærte i 2018?

»At vi må åbne øjnene og blive fornuftige mennesker, der taler sammen og med hinanden. At vi lever i en tid nu, hvor det er tid til at vi tager ølkasserne frem, stiller os op på Strøget, råber i alle verdenshjørner, at det vi går og gør er slet ikke godt nok! Vi fjerner os fra alt, der handler om fundamentale værdier. Der er så meget vigtigt, vi ikke taler om. Vi har et klima, der går balalajka, mens vi snorksover. Vi er helt utroligt lette at lulle hen med banal symbolpolitik med en totalt uværdig retorik.«