Hvad kan jeg vide? Hvad skal jeg gøre? Og hvad må jeg håbe på? De tre spørgsmål er formuleret af Immanuel Kant som en vejledning i god filosofi.
Tyskeren selv tænker over spørgsmålene hele livet og samler dem så til et helt fjerde spørgsmål fuld af følelser: »Hvad er et menneske?«
Kant står bag nogle af de mest brugte begreber i vor tid: Udtryk som »i sig selv« og »kategori« blev hvermandseje med hans bøger. At netop han har fået den indflydelse, kan i øvrigt virke både ironisk og ret komisk – for ingen filosof har nogensinde udtrykt sig mere krøllet!
Immanuel Kant lever og dør i universitetsbyen Königsberg og kommer aldrig længere end en dagsrejse væk. Byen blev stort set jævnet med jorden under Anden Verdenskrig og hedder noget så trøstesløst som Kaliningrad i dag.
Den tyske tænker kommer til verden i 1724 med flere deformiteter og en art muskelsvind og holder derfor sin hverdag strengt reguleret: Folk kan ifølge anekdoterne stille deres ure efter professor Kants daglige gåture gennem de hyggelige gader og igen efter hans aftaler med venner og kolleger om aftenen.
Hans tanker er til gengæld forud for deres tid og grænseløse som få: Solsystemet må efter hans opfattelse være dannet af stjernestøv i tidernes morgen. Mælkevejen kunne i hans øjne være en galakse af stjerner, og måske ikke engang den eneste galakse.
Og alle ting i verden vil ifølge hans mest berømte teori tage form af det enkelte menneskes sind – hvorfor vi faktisk aldrig har set de egentlige ting.
Billard og kausalitet
Professoren bliver som ung mand provokeret af de britiske empirister. Han læser især bøger af David Hume og mærker en solid kampgejst vågne i sig.
Skotten har faktisk vækket ham fra en »dogmatisk døs«, skriver han i sin meget læste »Prolegomena« fra 1783 – hvilket skal forstås som en varm tak for inspiration.
Det provokerende handler om billard. Hume havde set den hvide kugle støde ind i den røde kugle og gjort en forfærdende iagttagelse:
Vi ser faktisk kun to kugler opføre sig som forventet og altså ikke selve årsagen til den anden kugles bevægelse. Vi kalder kun den røde kugles bane hen over bordet for logisk på grund af vores erfaring med billard og ikke noget som helst andet.
Hvorfor kan den iagttagelse ryste hele verden? Fordi folk ser årsag og virkning som noget helt fundamentalt med Gud selv som garant. David Hume havde gravet et gigantisk hul mellem »årsag« og »virkning« og forvandlet det hele til vanetænkning, og dermed til en mulig illusion.
Hans tyske kollega vil række verden et sidste halmstrå. Kants hovedværk i form af »Kritik der reinen Vernunft« fra 1781 og flere andre har ét eneste formål: Den gamle orden med sine årsager og virkninger skal reddes ud af briternes kløer og vises som et virkeligt sted.
Men hvordan kan man både give Hume ret i hans knivskarpe iagttagelse ved billardbordet og vise den røde kugles bevægelse som logisk?
I sig selv mærkeligt
Kant introducerer nu de meget berømte begreber om »tingen i sig selv« og »tingen for os« – på tysk das Ding an sich og das Ding für uns.
Han bruger udtrykket »i sig selv« flere end 100 gange og har derfra sendt det videre til andre grene af filosofien og videre til vores dagligsprog.
Når vi ser på to ting i verden, så har de efter hans opfattelse nogle træk til fælles – hvad enten det nu er to billardkugler eller en kugle og et regnestykke!
Psykologer har sommetider beskrevet trækkene som en slags filtre på verden. Kant selv ser dem mere som en nøgle til vores registrering af verden i første omgang.
Vi opfatter simpelthen ting på grund af deres forståelige træk for os og og kan slet ikke forestille os tingene i sig selv.
Trækkene kaldes for kategorier med et begreb fra antikkens tid. Når vi i dag kalder andre for »kategoriske«, bruger vi altså Kants begreb i en nedsættende betydning.
Kant sjusser sig lidt frem til kategoriernes antal og væsen og beslutter sig så for 12 – hvilket senere filosoffer skal se som svagt ved hans teori.
Og rigtig gættet: »Årsag og virkning« er en af de 12 kategorier. Hvor gamle Hume havde set den hvide kugles bevægelse som en årsag og den røde kugles som en virkning, da ser Kant hele situationen som ét system:
Kausaliteten ligger med andre ord som en mulighed på det grønne billardbord længe »før« selve kollisionen og kan derfor heller ikke reduceres til en vanetænkning efter!
»Tid og rum« er en slags paraply over de 12 kategorier og har spillet en aktiv rolle i vores dagligsprog lige siden: Vi har populært sagt nøglerne til verden liggende som muligheder og projicerer dem så op med tid og rum som lærred:
Billardkuglen virker for eksempel kun »rund« på grund af en tidløs egenskab ved rummet og i sidste ende på grund af universets form. Og et populært regnestykke hos Kant som 7+5=12 giver kun mening, fordi vi bevidst eller ubevidst tæller på fingrene og dermed arbejder i tid!
Kant ser derfor også tid og rum eksistere omkring os »på forhånd« eller a priori – endnu et af de udødelige begreber i hans ellers så indviklede tankeverden.
Vores talent for eksempelvis gode gerninger må af samme grund stamme fra noget godt i sig selv og peger helt bogstaveligt på moralens love som gældende over hele universet.
»To ting fylder mit sind med stadig større beundring og ærefrygt,« skriver han i en højt elsket og meget citeret passus: »Den stjernebestrøede himmel over mig og den moralske lov i mig.«
Mærkeligere endnu
Det hele skal inden længe blive meget enklere og rigtig meget mærkeligere. Kants filosofi debatteres voldsomt over hele Europa med den tyske idealisme som et af resultaterne:
En tidlig idealist som Johann Gottlieb Fichte får stor indflydelse på romantikkens åndsliv og hører endda til Søren Kierkegaards åndelige fædre.
Han arbejder fra 1794 som professor i den tyske universitetsby Jena og efter århundredskiftet som nationalistisk agitator med de berømte »Taler til den tyske nation« fra 1808 på samvittigheden.
Fichte tager chokerende nok das Ding an sich ud af Kants ligning. Han ser ganske enkelt os selv som skaberen af alle fænomener på denne jord!
Synspunktet er ikke holdbart rent filosofisk, og derfor heller ikke ret spændende i sig selv: Det fører ganske enkelt til solipsisme med forestillingen om én selv som Palle alene i verden.
Men det får gigantisk betydning inden for kulturen. For man dyrker fra nu af det geniale ved forfattere og musikere med videre.
Et ægte geni omkring år 1800 har ikke gået i skole og knap nok haft hverken far eller mor. Vedkommende er optimalt set poppet op ud af det rene ingenting med samtlige talenter og skaber altså sine værker helt »selv«.
Så vi har alle noget romantisk geni over os. Ikke fordi vi alle har gået på forfatterskolen. Men fordi vi ikke har.
Det romantiske geni skal tegne europæisk kultur næsten frem til Første Verdenskrig og er altså udviklet i kølvandet på Immanuel Kants tanker.
Caspar David Friedrichs fantastiske »Vandreren over tågehavet« fra 1818 ligner det perfekte portræt af et geni. Vi ser ham stå på sin ensomme bjergtop som en klassisk dirigent med ryggen til os og kigge ud over det udviskede landskab.
Eller rettere: Han står måske et helt tilfældigt sted og fantaserer. Manden mangler sådan set kun udfyldningen af de skyede steder og har så kreeret det hele.
Vi fanger faktisk et romantisk geni i gang med sit helt personlige og lidt tågede skaberværk og kunne næsten være ham selv.
