Lige inden Hørsholm Kommunes konservative borgmester, Morten Slotved, kunne holde juleferie sidste år, lagde han vejen forbi en ejendom, som netop nu har manges bevågenhed.
»Besigtigelse Smidstrupøre,« fremgik det af borgmesterens kalender 19. december 2023, og der var sat halvanden time af til besøget på Smidstrupørevej i Rungsted, hvor også kommunens tekniske direktør, Marie Guldborg, og ejendommens nye ejer, baron, milliardær og skibsreder Johan Wedell-Wedellsborg, var til stede.