Molly Egelind blev tryllebundet af drømmen om at bo på landet. Midt på motorvejen meldte virkeligheden sig

Måske var det et sted på Hillerødmotorvejen, at tanken ramte første gang.

Siddende i kø, utålmodigt skævende til bilens ur, hvis visere hastede mod institutionens lukketid.

»Hvor langt er du?« kunne hun finde på at ringe og spørge sin mand.

Han ville svare, at han sad i samme kø, 200 meter længere fremme, i familiens bil nummer to.

Måske var det, da vennerne blev væk, fordi det krævede for meget planlægning og koordinering at kigge forbi.

Eller da hver lille ting, man måtte have glemt at indkøbe, var 30 minutters kørsel væk, og bilen, igen, igen, skulle startes i jagten på cremefraiche.

Det var en oplevelse af pludselig at være rigtig meget sig selv:

»Til sidst føltes det simpelthen ensomt,« siger skuespiller Molly Egelind, som netop nu er aktuel i »Sygeplejeskolen« på TV 2:

»Vi havde selvfølgelig hinanden, og det er dejligt, men når vi slukkede fjernsynet, var det bare os og mørket uden for vinduet. Der gik nogle gange et halvt år, mellem vi så nogle af vores bedste venner, fordi det var en større nedpakning af babyalarm, dyne, sutter og autostol hver gang, og intet længere bare opstod spontant,« siger hun.

Derfor var der heller ingen vej udenom, og efter to et halvt år på en bondegård i en landsby uden for Hillerød tog Molly Egelind og hendes mand, skuespiller Benjamin Katzmann Hasselflug, en beslutning på vegne af deres lille familie.

De skulle hjem.

Hjem til byen.

Jagten på mening

Der er så dejligt på landet, har vi messet, og særligt under coronakrisen tog forestillingen om den landlige idyl væk fra storbyens os og støj fart blandt danskerne.

Således overvejede hver 10. dansker i hovedstaden at flytte længere væk under covid-19.

En god barndom var da at løbe barfodet rundt i enggræs, med lommerne fulde af bær plukket i haven, og mæske sig i æg fra egen avl, hvis blomme var samme mættede gul som den solsikke, man havde forspiret fra frø.

Og de voksne? De skulle have tid, skulle de. 

Til nærvær, hobby og surdej, og hamsterhjulet skulle piftes nok så eftertrykkeligt, når friværdien fra byen med ét tillod deltid og halvtid og således også masser af egentid, kærestetid og kvalitetstid.

At flytte fra byen blev lig med at stå af ræset, og i en Yougov-undersøgelse fra 2020 for Bolius, boligejernes videncenter, svarede hver femte dansker, at vedkommende regnede med at bo på landet i 2030.

I dag ved vi, at provinsen, øerne og landet ikke nødvendigvis er for alle.

Senest eksemplificeret i forfatteren Thomas Bobergs meget omtalte roman »Insula«, som er historien om, hvor på én gang eventyrligt og udfordrende det kan være at flytte fra København til et lille isoleret ø-samfund.

Forestillingen om, at lykken altid findes, hvor lærken kan høres, klarer ikke altid mødet med virkeligheden. 

For mens i omegnen af 40.000 borgere hvert år flytter fra København til fordel for en anden kommune, er der en andel af de samme mennesker, som ender med at vende tilbage til byen.

Pendling og planlægning

36-årige Molly Egelind og hendes mand gik ellers »all in«, da de besluttede at vende byen ryggen og prøve landlivet af og derfor flyttede ind i en længe af Mollys mors, Søs Egelinds, bondegård.

»Vi nøjedes ikke med at stikke tåen forsigtigt ned i det. Vi omfavnede det virkelig,« siger hun og fortæller, at parrets første datter, der dengang var et år, blandt andet startede i naturbørnehave med grise, geder og høns, mens hun og hendes mand fik købt ikke én, men to biler, ligesom de involverede sig i al det arbejde, der er ved at drive et lille landbrug.

Og til at begynde med var landlivet alt det, de havde håbet på og ønsket sig som småbørnsfamilie:

»Vi var i nærheden af familie, i det her tilfælde min mor, vi var midt i naturskønne omgivelser, og der var ro. Også økonomisk. Det var ikke en opgave at skulle have frisk luft. Det var bare at åbne dørene og træde ud på græsplænen, og det var vidunderligt at kunne sætte vores datter i et badekar i haven om sommeren,« siger Molly Egelind:

»I det hele taget var der meget at beskæftige sig med og lade sig begejstre af som et lille barn, og det stillede ikke så mange krav til forældrenes energi. Lad os gå ud at se, sagde vi bare, og ja, her er nogle ribs, pluk og spis du bare af dem,« siger hun.

Som tiden gik blev særligt pendlingen imidlertid et irritationspunkt:

»Den gik for meget ud over livskvaliteten, synes jeg. Jeg blev simpelthen træt af at bruge tre timer hver dag alene på motorvejen, og jeg kan ellers godt lide at køre bil, men vi brugte alt for meget tankekraft på at planlægge uden om myldretrafikken og hele tiden være forud for trafikken i vores planlægning,« siger Molly Egelind.

Netop fordi gården ligger et sted, man ikke bare lige cykler eller tager toget til, blev det også omstændeligt at se venner, og både Molly Egelind og hendes mand er sociale væsener.

At ses var blevet et heldagsprojekt, der krævede forudgående planlægning, og det var svært at få stablet på benene i de år, hvor alle også havde travlt med at jonglere karriere, baby og realkreditlån.

»Og hvis de så kom, eller vi tog ind til dem, og vi fik et glas vin, så skulle vi også have styr på overnatningsmuligheder. Der gik så mange overvejelser forud for at få opfyldt et så grundlæggende behov, som menneskelig kontakt er for os. Til sidst føltes det, som om hele vores dagligdag handlede om arbejde og om at komme til og fra det arbejde,« siger Molly Egelind.

Den værste dag på landet

Boligforsker ved Institut for Byggeri, Bolig og Miljø på Aalborg Universitet Mette Mechlenborg mener, at vi indimellem glemmer at tænke den socialrealisme ind, der knytter sig til hverdagen, når vi idylliserer og romantiserer det liv, der er byens modsætning.

»Når vi sidder i byen og ikke synes, at den lever op til vores ideer om det gode liv, kommer vi lynhurtigt til at lave en fortælling om, at byen ikke har plads, ikke har grønne områder og ikke har nære fællesskaber, og derfor må vi fraflytte den,« siger Mette Mechlenborg:

»Fortællingen om byen bliver simpelthen stereotyp. At her løber man for stærkt, bruger 45 kroner på en økologisk latte, er for optaget af, hvordan man ser ud, og lever et liv, der ikke er autentisk. Omvendt forestiller man sig selv i provinsen, siddende i haven på en forårsdag, med blomster omkring sig, og en tudse, som det lille barn kan lege med,« siger hun.

Problemet er blot, at ingen af de to fortællinger er den fulde virkelighed, for ligesom København er mange ting, er forstæderne, landet eller øerne mange forskelligartede ting:

»I stedet for at se den mest ideelle dag på landet for sig, tror jeg, man skal spørge sig selv: Hvad er den værste dag på landet? Det er formentlig en novemberdag, hvor bussen ikke kører, og Lise skal fragtes til og fra badminton, og man i øvrigt har glemt at købe mælk til sin morgenkaffe, for der kan edderbankeme være langt til Netto,« siger Mette Mechlenborg:

»Så det er vigtigt at skelne mellem, om ens ønske om at flytte ud handler om et fravalg af byen eller om et tilvalg af det, der er uden for byen. For det er to vidt forskellige ting,« siger hun.

En landsby i byen

I vinteren 2017 flyttede Molly Egelind og familien tilbage til København, og i dag bor de i en lejlighed på Amager.

Her, i byen, har de fundet deres landsby.

»Spontaniteten og det samvær, jeg havde savnet, har vist sig at have virkelig gode vilkår med beslutningen om at flytte tilbage til byen,« siger hun, hvis søster blandt andet har fået lejlighed i samme andelsforening og nu kan kigge forbi hele tiden:

»Vennerne kom også igen. Nu kan vi nå en morgenmad sammen, inden vi skal møde ind på vores respektive job. Eller man kan lige hente børn med hinanden eller hænge ud 30 minutter på legepladsen. De spontane, korte aftaler, som ikke behøver vare en hel dag, er tilbage i vores liv, og det var virkelig noget, vi manglede,« siger Molly Egelind.

Hendes døtre er i dag ti og tre år, og selvom der ikke er geder i den yngstes børnehave, har hun mere tid med sine forældre, end hendes storesøster havde på landet, fordi de hele og halve timer i bil er skåret ud af ligningen.

I det hele taget oplever Molly Egelind, at bylivet er et godt børneliv.

»Vi kan se, at vores ældste datter trives sindssygt godt med at være bybarn. Hun har en anden selvstændighed, end hun ville have haft det sted på landet, hvor vi boede, og rejser med eget rejsekort i bus og metro. Det giver hende rigtig meget at kunne løbe ned og hente noget, vi mangler, og jeg er meget tryg ved, at hun færdes selv herinde,« siger hun:

»Min yngste blev sgu væk i Amager Centret en dag, og jeg flippede ikke engang ud i de minutter, hvor jeg ikke vidste, hvor hun var. Det havde jeg gjort, hvis hun var forsvundet ud på landevejen ved vores bondegård i sin tid. Men her spurgte hun bare en venlig mand om hjælp med sin lille stemme, og så hjalp han hende i min retning. Dén form for lokalsamfund synes jeg er mere romantisk end at plukke ribs, må jeg sige.«

Tror du, I bliver i byen?

»Så længe det er fedt, gør vi, og lige nu er jeg meget vild med den og med Amager.«