Baron, skibsreder, milliardær og én af Danmarks rigeste, Johan Wedell-Wedellsborg, er ikke en mand, der opsøger rampelyset.
Tværtimod.
Han, som er private venner med kong Frederik og dronning Mary og har skabt sin formue i shippingbranchen, lever tilsyneladende bedst uden den store opmærksomhed, og det er mestendels i den tabloide presse, at hans navn indimellem popper op, når han føjer et sommerhus i Tisvilde eller en lejlighed i Indre By til sin ejendomsportefølje.
Alligevel er 54-årige Johan Wedell-Wedellsborg nu blevet ansigtet på en ophedet debat, og også denne har en bolig i centrum.
Et sartgult bindingsværkshus i flere plan med rødt teglstenstag og sprossede vinduer på Smidstrupørevej ved Rungsted Kyst og med udsigt over Øresund. Tegnet af arkitekt Carl Brummer, bygget i 1917 og i dag klassificeret med bevaringsværdi 3 (karaktererne 1-3 regnes for en høj bevaringsværdi, red.).
Johan Wedell-Wedellsborg er ejer af ejendommen, som han købte i 2023 for et ukendt millionbeløb af de tidligere ejere, erhvervsmand og samler af pragtejendomme Stig Husted-Andersens døtre, men han har tilsyneladende ingen intentioner om at flytte ind.
I stedet har han ansøgt Hørsholm Kommune om tilladelse til at rive den nuværende og bevaringsværdige bolig ned med henblik på i stedet at opføre 1.320 kvadratmeter ny bolig, gæstehus og garage.
Den forespørgsel har et stort flertal Hørsholm Kommune, stik imod egen bevarende lokalplan 143, givet sit første ja til at gå videre med, og det er faldet borgere i og uden for kommunen for brystet, og nu ulmer utilfredsheden.
Vores fælles kulturarv
Sagen er blevet legemliggørelsen af en debat, der har taget fart de senere år, og som stadig flere danskere kaster sig ind i med klima og bevarelse af bygningskulturarven for øje.
Under hashtagget »bevar eller forklar« og med journalist og foredragsholder Signe Wenneberg i spidsen søger borgere at råbe beslutningstagere op og forhindre, at ejendomme gang på gang bliver revet ned og erstattet med klimabelastende nybyggeri.
Det er ikke længere kun en privatsag, hvad der foregår på egen matrikel, forstår man.
Tværtimod, er der hensyn, som er større end den enkelte boligejers ønske om sandstensfacader, flere kvadratmeter, gulvvarme og nye samtalekøkkener, lyder opråbet.
Bygningskulturarven er vores alles, argumenterer de.
Og som Signe Wenneberg derfor opfordrer til på sin Instagram-kanal, hvorfra hun driver »Den Lille Grønne Avis«:
»Gør oprør!«
Ifølge en undersøgelse fra Build på Aalborg Universitet rives der hvert år cirka 1.200 boliger ned, som erstattes af nye. Det er overvejende små huse, der nedrives, fremgår det.
Sidste år lancerede Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med Energistyrelsen en kampagne, hvis formål var at få færre til at rive ned og flere til at renovere i stedet.
Renovering er bedre for klimaet og ressourceknapheden end nybyg, lød det i den forbindelse.
Skaden er sket
Ejendommene på Smidstrupørevej 8-14 har tydeligvis set bedre dage, og selvom offentligheden ikke har mulighed for at komme helt tæt på, fremgår det af sagsmaterialet, at såvel hovedhus som de øvrige bygninger er misligholdte af forhenværende ejer.
På et billede ses det eksempelvis, hvordan blå soldater er stillet op under et tagudhæng for at forhindre »nedstyrtningsfare«, mens en lokalpolitiker fra Venstre, som har fået en rundvisning i ejendommen, er citeret for ikke at »turde gå op på førstesalen« i Sjællandske Nyheder.
Ejendommen har stået tom siden 1987, og selvom den er omfattet af bopælspligten, har Hørsholm Kommune ikke håndhævet denne, hvorfor forfaldet har fået lov at ske.
Det er det forfald, som politikerne, der forleden gav det første ja til at imødekomme ønsket om nedrivning, fremhæver, når de bliver spurgt til deres beslutning.
Skaden er allerede sket, siger de.
Berlingske har spurgt formand for Byudviklingsudvalget Charlotte Kirchheiner (K) til beslutningen, som hun ikke lægger skjul på har været en af de rigtig svære.
»Hvis vi med sikkerhed vidste, at vores nej ville betyde, at den nuværende ejer solgte ejendommen til en, der ville føre det tilbage, så havde det været nemt at sige nej til hans forespørgsel. For det er den beslutning, jeg helst vil træffe. Jeg vil allerhelst, at ejendommen bliver bevaret,« siger Charlotte Kirchheiner.
Den slags købere hænger imidlertid ikke på træerne, og Johan Wedell-Wedellsborg har gjort det klart, at den opgave ikke har hans interesse, siger hun.
Derfor har kommunens politikere skullet opveje for og imod en nedrivning, og her har et flertal valgt at prioritere, at den store grund ikke kan udstykkes i mindre grunde, og at man politisk kan stille krav til et nyt byggeris arkitektur.
»Vi har prøvet at lave en politisk beslutning, hvor vi binder ejeren så meget på hænder og fødder som muligt i forhold til at bevare det udtryk, som er i nabolaget i dag,« siger Charlotte Kirchheiner, men understreger, at der venter flere høringer, og at intet derfor er fastlagt endnu:
»Men området fortjener, at det ikke bare står som et spøgelsesslot de næste 40 år igen.«
Ingen er lovet noget
Johan Wedell-Wedellsborg er blandt Danmarks rigeste. Hvis nogen skulle kunne føre ejendommen tilbage til det, den var, så er han et ret godt bud?
»Det handler ikke om økonomi, tror jeg. Som han udtrykte det, da vi politikere fik en rundvisning, var det bestemt ikke det, de nogensinde kunne forestille sig, at de ville,« siger Charlotte Kirchheiner.
Men så skulle han vel ikke have købt en bevaringsværdig ejendom?
»Nej, det kan du sige. Men han er også gået i gang med en meget usikker proces nu, hvor vi skal have flere høringer, og de er jo aldrig proforma. Så det kan sagtens ændre vores holdning,« siger hun, men medgiver, at det er et valg mellem flere onder:
»Jeg synes, det er forfærdeligt, når vi nedriver bevaringsværdige bygninger. Fordi vi gennem bygninger også knyttes sammen som folk. De betyder noget, også rent æstetisk. Ofte er de jo meget smukke. Der er kun godt at sige om bevaringsværdige bygninger,« siger hun.
Det er ikke det, I signalerer med jeres beslutning. I tillader netop nedrivning til fordel for nybyg uden bevaringsværdi?
»Det er klart, men forhåbentlig opfører ejeren noget, som er bevaringsværdigt om 50 år. Det er jo derfor, der skal folk til, som har ressourcerne og midlerne til at gøre det gennemført.«
Hvad siger du til, at der spekuleres i, at jeres ja også handler om at tilgodese én af kommunens mest velhavende?
»Det, kan vi heldigvis sige ikke er tilfældet. Ingen har lovet nogen noget, og ingen i administrationen har på noget tidspunkt givet ejeren en indikation af, at han ville kunne rive det her hus ned. «
Så du kan afvise, at jeres ja også handler om, at det er Johan Wedell-Wedellsborg, som har spurgt?
»Fuldstændig. Det kunne ikke røre mig mindre. Jeg er fuldstændig ligeglad, hvem det er, der ejer en bolig, så det spørgsmål har ikke fyldt i den her ellers meget dilemmafyldte sag,« siger Charlotte Kirchheiner.
Forbilledlige Aalholm
Signe Wenneberg har hørt alle argumenter for nedrivning før, men alligevel mener hun aldrig, at det er på sin plads at jævne en bevaringsværdig ejendom med jorden.
Køber man en sådan, forpligter man sig til at passe på den for fortiden, nutiden og eftertidens skyld.
»Alt kan renoveres. Og er man i den heldige situation, at man også har mange penge, så er renovering noget, man kan bruge sine mange penge på, hvis man har anskaffet sig sådan et sted,« siger hun og nævner Aalholm Gods i Nysted på Lolland som et forbilledligt eksempel herpå.
Aalholm var i sin tid ejet af selvsamme Stig Husted-Andersen, som har misligholdt ejendommene på Smidstrupørevej frem til sin død, men er nænsomt blevet renoveret af stedets nye ejer, iværksætteren Bo Ladegaard Bendtsen, der overtog det i 2019:
»Han tog opgaven på sig og fik fat i de bedste håndværkere og de bedste bevaringsarkitekter og har brugt virkelig, virkelig mange penge på at sikre vores fælles kulturarv. Det handler jo også om, hvilket eftermæle man ønsker sig, og jeg tror faktisk, det er virkelig ubehageligt at få et eftermæle som det, jeg nogle gange kalder en ‘smadremand’,« siger Signe Wenneberg.
Er Hørsholms Kommunes argumenter for at gå videre med en nedrivning ikke vægtige?
»Jo, hvis man ikke tager sin egen bevarende lokalplan alvorligt,« siger Signe Wenneberg.
Ukendelige byer
Hørsholm er imidlertid ikke en enlig svale, og Signe Wenneberg ser nedrivninger i alle landets kommuner. Problemet er, siger hun, landsdækkende, ligesom det er uafhængigt af partifarve, og ifølge Wenneberg er det en del af forklaringen på, at så mange danskere er oprørte over udviklingen.
Dag for dag ser de bygningskulturarv forsvinde fra vores land:
»Folk oplever, at deres lokalmiljøer ændrer sig. De kan ikke længere genkende det sted, de er vokset op. Som foredragsholder har jeg selv kørt landet tyndt i 25 år, og der er byer, jeg engang elskede at trille igennem, som ikke længere ligner sig selv. De findes ikke mere. Alt er pludselig beton og glas og hvidt og omgivet af mure,« siger hun og konstaterer:
»Det er nærmest uhyggeligt.«
Den anden del af forklaringen på tilslutningen handler om klimakrisen, og at vi den til trods stadig river ned og bygger nyt i stedet for at passe på det, der allerede er.
»I eksemplet med ejendommene på Smidstrupørevej – og alle de andre eksempler på boliger, der skal rives ned – må man bare sige, at der jo står materialer. De er i verden. Og hvis de bliver revet ned, bliver de pulveriseret. Det er en enorm klimabelastning at forbruge materialer på den måde. Erstatte gode huse, gode materialer, med nye ressourcer i en tid med ressourcekrise,« siger Signe Wenneberg:
»Det er gået helt af mode at tænke på jorden, og de gamle huse og de store træer som noget, vi passer på for de næste generationer, og det bliver meget tydeligt, når man færdes i vores land. Vi er frit stillet til bare at smadre løs i vores generation, og det er det, mange nu reagerer på.«
Berlingske har forespurgt om et interview med Johan Wedell-Wedellsborg.
Vi ville gerne have spurgt ham, hvorfor han har købt en bevaringsværdig ejendom, når han i virkeligheden har et ønske om at opføre nyt.
Han har imidlertid ikke haft mulighed for at stille op, da han er bortrejst.
