Balletlegende om den gode alderdom: »Jeg kan ikke længere springe op i luften – og hvad så?«

Han kunne være hvem som helst, manden der står og venter på banegårds-perronen i Holstebro: Polo-shirt, jeans, fødderne stukket i et par sorte, komfortable sportssko, det stålgrå hår samlet i en hestehale.

Manden på banegården er tidligere balletstjerne på Det Kongelige Teater, en af de helt store solodansere herhjemme og med en lang, glorværdig international karriere bag sig. Navnet er Johnny Eliasen og i juni fyldte han 70. Han er stadig åleslank, men veltrænet? Ikke just. Fysisk aktivitet er ikke noget, han går meget op i.

»Altså, hvis det tæller at klippe hæk, så ja. Men ellers? Nej, så gør jeg ingenting. En gang imellem kan jeg godt finde på at hive en kondicykel frem hjemme i stuen og træde rundt, mens jeg ser fjernsyn. Jeg døjer med lidt gigt hist og pist, især i den ene skulder, jeg har jo løftet meget på scenen gennem årene, noget jeg kan mærke, når jeg klipper hæk. Burde jeg træne? Det er ikke noget, jeg tænker over, og jeg savner det heller ikke.«

Johnny Eliasen lever i høj grad sit liv i nuet og med sin opmærksomhed på alt det, der hele tiden skal ske fremover.

»Fortiden optager mig stort set ikke, selv om jeg er dybt taknemmelig over det liv og de muligheder, jeg har fået gennem årene,« siger han nøgternt.

Muligheder, som ikke alene har været at danse med nogle af verdens bedste, men også at undervise dem. For i en årrække har Johnny Eliasen været en internationalt anerkendt og efterspurgt balletpædagog. Ni måneder om året rejser han rundt i fast pendulfart mellem Royal Ballet i London, Houston Ballet, Bolsjoj Balletten, The Australian Ballet og andre af verdens elitekompagnier. Ti forskellige i alt og med bookinger til og med 2020 og et godt stykke ind i 2021.

Den nødvendige accept af skavankerne

Johnny Eliasen får med andre ord stadig en masse ud af livet, og han er et mønstereksempel på, hvordan man får en god alderdom. Det mener en af Europas førende forskere i aldring Rudi Westendorp.

»Han har accepteret de skavanker, han har fået med alderen og som følge af en krævende professionel karriere, men har formået at bevare sin vitalitet. Accepten er noget af det allervigtigste. Han har affundet sig med det, han alligevel ikke kan gøre noget ved og ser ikke tilbage på det, han engang var i stand til som aktiv danser. Det gør han uden bitterhed og med et fokus på alt det, han stadig kan. På alle de muligheder, han stadig har, og med sin opmærksomhed rettet mod nuet og fremtiden. Det er hele nøglen til at forstå aldring,« siger Rudi Westendorp og tilføjer, at det dog er vigtigt at bevæge sig i det omfang, man nu kan.

Aldrig tidligere har så mange mennesker i den vestlige verden nået så høj en alder, som vi gør i dag. For mindre end 100 år siden var den gennemsnitlige levealder blot 40 år. I dag bliver vi i gennemsnit 80, og udviklingen ser ikke ud til at stoppe.

Det betyder ifølge Rudi Westendorp, at vi i stadig højere grad bliver tvunget til at forstå, hvad der skal til for, at vi ikke bare kan leve længst muligt, men også bedst muligt. Hvordan vi selv til en vis grad kan være med til at påvirke aldringen. For nogle af os betyder det, at vi er nødt til at genopfinde os selv og vores liv i takt med, at vi bliver ældre.

Det har Johnny Eliasen formået. For selv om der for ham har været tale om en glidende overgang fra danser til underviser, var der et tidspunkt, hvor han måtte sige farvel til scenen for altid. Til en karriere, som havde fyldt alt, siden han var syv år.

Men så kunne han lære fra sig i stedet. Alene i 2019 har Johnny Eliasen i årets første seks måneder været to gange i San Francisco for at undervise. Han har været hos Houston Ballet, La Scala i Milano, Pariseroperaen, Australian Ballet, tilbage til Houston, dernæst balletten i Düsseldorf og senest i München.

Tre sammenhængende uger ad gangen ude i verden, derefter hjem til familien i Holstebro. En fast cyklus gennem de sidste 20 år.

»Jeg har rejst og fløjet så meget, at jeg er blevet immun over for tidsforskelle. Jetlag har jeg ikke haft i 25 år, tror jeg.«

Der findes gamle på 40 år

Vi er kørt fra banegården og hjem til Johnny Eliasens villa i Holstebro, hvor han bor sammen med sin kone, Theresa Jarvis Eliasen, der er leder af Det Kongelige Teaters Balletskole i byen, og parrets to døtre, Emily og Eloise. Stuen er fyldt med ting, han har haft med sig fra sine mange rejser.

»Jeg har altid været en samler,« siger han lidt undskyldende.

To kæmpestore kinesiske vaser på over en meter hver i højden fik han med møje og besvær engang bragt hjem i kasser efter en balletturné i Kina. Og sådan har de fleste ting en historie fra en rejse et sted i verden. Ovre på en mørk skænk skinner en forsølvet, slidt balletsko, den ene af det allerførste par balletsko, han fik som syvårig, da han blev optaget på balletskolen. Det var hans mor, der fik den forsølvet.

Johnny Eliasens livslange kærlighedsforhold til balletten er uomtvistelig. Sammen med en stor ydmyghed. Men dansen ikke må blive alt for ophøjet, alt for utilnærmelig, hævet over så meget andet. Sølvballetskoen står ganske vist fremme, men er fyldt med blyanter. Måske som en ubevidst symbolsk balance. Kunst og hverdag i forening.

Johnny Eliasen mener, det måske er lidt af en tilsnigelse, at han aldrig nogensinde tænker på alder eller på tiden, der går.  Især inden for det sidste halve års tid er han blevet konfronteret med tiden på en meget konkret måde. Det har overrasket ham.

»Jeg havde en kalender, som jeg nu har måttet skifte ud, fordi den kun går fra 2015 til 2020. Med de nyeste bookninger om undervisning har jeg derfor fået anskaffet mig den kalender, der går fra 2020 til 2025. Det fik mig til at tænke: »Hold da op, nu håber jeg da, at jeg holder til den tid, når de nu har booket mig.« Det er først de seneste måneder, jeg har tænkt sådan, ellers lever jeg mest i det, jeg er i lige nu og det, jeg skal fremover.«

Hvis man vil ældes uden at miste for meget livskvalitet, er det vigtigt at skelne imellem gode minder og bitter nostalgi. siger professor Rudi Westendorp. I hans mangeårige forskning har ført ham en væsentlig forskel på tilfredse mennesker, uanset alder, og det modsatte: Evnen til at se fremad.

»Hvis du er i stand til at se fremad, er du ung, og hvis du kun er i stand til at se tilbage, er du gammel – og der findes også gamle på 40 år.«

Ekstreme positioner

Der er ellers nok at se tilbage på for Johnny Eliasen.

Fra han var syv til næsten 43 år, har han tvunget sin krop ud i ekstreme positioner. Vredet sine fødder, strakt sine muskler, sprunget højt, hurtigt, let og yndefuldt. Løftet, drejet og snurret. I en verden gennemsyret af perfektion. For at ramme det niveau og den sanselighed, der kan skabe en illusion hos publikum om, at tyngdekraften er ophævet. At krop og sjæl ubesværet går i ét med musikken og de andre på scenen. Til et sted hvor poesien, kærligheden, smerten, hjertet og alle følelserne findes. Hans profession, hans liv.

Sammen med Flemming Flindt, den legendariske balletmester, har Johnny Eliasen været med til at bryde grænserne for den traditionelle, klassiske ballet. Med sin stærke udstråling og rå maskulinitet passede han perfekt i Flemming Flindts dengang nyskabende repertoirer.

Splitternøgen i det opsigtsvækkende værk »Felix Luna«, blev Eliasen sænket ned fra sofitterne som renæssance-geniet Leonard da Vincis mand i cirklen i 1973.  Senere i »Dødens Triumf« dansede han over for Vivi Flindt – forestillingen blev opført 273 gange, og Johnny Eliasen var med i samtlige opførelser. Og da den verdensberømte koreograf Maurice Béjart specifikt udvalgte Eliasen som partner til den russiske berømthed Rudolf Nureyev, blev det til mere end 100 gæstespil over hele verden i en »mands par de deux.«

»Rudolf var jo en ægte rockstjerne. Han lavede lidt ballade, røg lidt hash og var en blændende danser. Det var ham, som gjorde det til noget særligt at være mandsdanser, han ændrede balletverden for herrer,« siger Johnny Eliasen om den i dag afdøde Rudolf Nureyev.

Han aner ikke, hvad han skal svare, når han bliver spurgt om højdepunkter og største oplevelser i en karriere, der på mange punkter rækker ud over det sædvanlige.

»Det er kun fordi, du lige spørger, ellers er det aldrig noget, jeg tænker over.«

En ægte russisk rockstjerne, der røg hash

For var det dengang, han sammen med Rudolf Nureyev blev inviteret til at danse, da Imelda Marcos skulle åbne sit nye teater i Manilla? Filippinernes førstedame og gift med præsident Ferdinand Marcos’?

»Så sad parret lige der foran, mens vi dansede, i dag er det helt surrealistisk at tænke på, for vi vidste ikke noget om alt det politiske dengang, vi var bare blevet bedt om at danse,« husker Johnny Eliasen.

Eller var det dengang med »Dødens Triumf« på et stadion i hovedstaden Santo Domingo i Den Dominikanske Republik med plads til 14.000 tilskuere i forbindelse med et møde i Verdensbanken?

»Der var bevæbnede vagter overalt på stadion, fordi pigerne på et tidspunkt smed tøjet.«

Overgik den oplevelse mødet med Nelson Mandela, den i dag afdøde sydafrikanske præsident og antiapartheidaktivist? Det ligger i hvert fald fast, at Mandela efter forestillingen bad om personligt at hilse på den danske solodanser under en efterfølgende middag i et telt.

»I nuet er det ikke noget særligt at møde alle disse kendte mennesker, jeg har mødt – det er det altså ikke. Jeg vil meget nødigt lyde pralende og overlegen, men der er mange, mange andre ukendte mennesker og højdepunkter, som har haft en langt større betydning for mig – så mange, at jeg ikke kan fremhæve noget eller nogen frem for andre.«

At han i juni fyldte 70, er heller ikke noget, der har sat de store refleksioner i gang. Men måske en pointe i sig selv netop ikke at forholde sig til alder, når man er Johnny Eliasen.

»Jeg må ærligt tilstå, at alder ikke er noget, der optager mig, og heller ikke er noget, jeg tænker over. Det har intet at gøre med at fortrænge eller fornægte realiteterne. Men jeg har på mange måder et liv i dag, hvor min undervisning og min familie fylder så meget og har så stor en betydning, at det er hele mit fokus. Så kan det godt være, der er noget gigt og at jeg ikke længere kan springe op i luften – og hvad så? Ingen går jo fri, heller ikke en tidligere professionel danser, det er sådan, det er. Der er så meget fantastisk, der langt overskygger det, jeg ikke længere kan, og om nogle år ikke længere vil kunne. Hvis jeg pludselig begyndte at fokusere på, at »hov, nu kan jeg ikke løfte 80 kilo længere«, og at der også er andre ting, jeg ikke kan, så tror jeg, man kan blive rigtig ked af det. Det kan hverken jeg eller andre bruge til noget som helst.«