Bolsjoj-balletten dropper forestilling på grund af lgbt-lov

Rudolf Nureyev var muligvis sin generations bedste balletdanser. Men han var homoseksuel, og det gør tilsyneladende historien om ham umulig at fortælle.

Det berømte Bolsjojteater i Moskva har nu permanent fjernet en ballet fra programmet på grund af skærpelsen af den russiske lov om såkaldt »lgbt-propaganda«. Det skriver nyhedsbureaet Reuters.

»'Nureyev' blev fjernet fra repertoiret i forbindelse med loven ... hvor spørgsmål relateret til fremmelsen af 'ikke-traditionelle værdier' er fastsat helt utvetydigt,« siger Vladimir Urin, generaldirektør for Bolsjoj, på et pressemøde onsdag.

Balletten handler om danseren Rudolf Nureyev, der hoppede af fra det daværende Sovjetunionen til Vesten under et gæstespil i Paris i 1961, og som altså var homoseksuel.

Loven, der blev vedtaget i november, udvidede de allerede eksisterende forbud mod materialer, der kan anses for at »promovere lgbt-livstil«. Derudover lægger loven begrænsninger på såkaldte »demonstrationer af lgbt-adfærd«, skriver nyhedsbureauet.

Derfor kan balletten, som berører Nureyevs homoseksuelle forhold, ikke længere opføres.

Bag balletten står Kirill Serebrennikov, og siden dens stærkt forsinkede premiere i 2017 har den haft et svært liv i Putins Rusland. Serebrennikov sad i husarrest under premieren, og man mistænkte dengang, at premierens udskyldelse skyldtes modstand fra russiske myndighedspersoner, skrev The Guardian i 2017.

Husarresten skyldtes officielt, at Serebrennikov var anklaget for mandatsvig, men ifølge The Guardian mente mange, at anklagen skyldtes Serebrennikovs kunstneriske udfoldelser. Han endte med at sidde i husarrest i to år.

I 2022 blev balletten igen aflyst, efter Serebrennikov offentlig havde givet Rusland skylden for krigen i Ukraine. På sin Telegram-kanal kritiserer han beslutningen og kalder den russiske lov for »kriminel«.

Rudolf Nureyev bliver af mange betragtet som sin generations bedste danser. Han var den første kunstner, som hoppede af fra Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Han dansede siden i The Royal Ballet i London, og fra 1983-1989 var han chefkoreograf i Pariseroperaens ballet.

Han døde i Paris af aids-relaterede komplikationer i 1993.