I et usædvanligt debatindlæg i Berlingske retter Lars Boesgaard, direktør for landets næststørste forlag Lindhardt og Ringhof og formand for brancheforeningen Danske Forlag, en bitter kritik mod regeringens lukning af storcentre.

»Regeringens totale mangel på en klar strategi omkring fleksibel åbning af storcentrene er enten arrogant eller helt håbløs – ikke bare for boghandlerne, men for hele detailhandlen. Bare 14 dages yderligere lukning kan vise sig at blive katastrofal, og det er helt uforståeligt, når store butikker som Ikea, Silvan og Bilka kan holde åbent. Løsningen ligger lige for: Lad storcentrene åbne nu – selvfølgelig med de nødvendige ansvarlige regler for afstand, håndsprit mv.,« skriver Lars Boesgaard i debatindlægget.