Sæt dig med dine halvstore børn og se en af verdens bedste film
Som filmanmelder er jeg indimellem i tvivl om, hvor voldsomme film nutidens børn egentlig »kan klare«. Der findes givetvis stadig følsomme små, der ville få mareridt af »Snehvide«, men tendensen er snarere, at selv otte-niårige gaber blaserte ad »The Walking Dead«. Derfor vil jeg med sindsro anbefale hele familien at sætte sig godt til rette og nyde »Pans Labyrint«, der af undertegnede må regnes blandt de fire-fem bedste film ever. Filmen foregår til dels i den virkelige verden, i Nordspanien i 1944, hvor den 12-årige Ofelia er vidne til sin sadistiske stedfars kamp mod partisaner, dels i en underverden, der blandt andet byder på feer, en meget tvetydig faun og en monsterstor, børnespisende frø. En foruroligende, anderledes og i sidste ende hjerteknusende film af Guillermo del Toro,
»Pans Labyrint«, streames på Filmstriben. Anbefalet af Kristian Lindberg. Til mellemstore børn.
Når samarbejdet kræver en bjørn
»Den ser gammel ud,« siger min 11-årige misbilligende, da jeg finder »Den Kæmpestore Bjørn« på Filmstriben. Men efter lidt tid giver hun sig. Eventyret om de to børn, der finder et magisk rige – og en temmelig magisk bjørn – er en besættende film. Det er ellers sjældent, at dansk film kan finde balancen mellem den klassiske realisme og den fantasy, som udlandet mestrer så godt, men i Esben Toft Jacobsens animationsfilm går tingene op i en højere enhed. »Bjørnen« omtales tit som den markør, der slog fast, at dansk børnefilm gik ind i en mørkere og mere magisk tid. De mindste skal måske have en at holde i hånden undervejs. Når det så er sagt, kan både de og deres ældre søskende hente både underholdning og snak i filmen om de to børn, der går hinanden så meget på nerverne, at det kræver en skyskraberhøj Bjørn at få søskendekærligheden tilbage. Og forældrene – de kan blandt andet glæde sig over en animationsfilm, der vækker mindelser om tidligere tiders børnebøger. Faktisk er billederne så fine, at man selv kan gyse lidt over bjørnen.
«Den Kæmpestore Bjørn«. Kan streames på Filmstriben. Anbefalet af Sarah Iben Almbjerg. Til børn fra 4-11 år.
En poetisk og morsom oplevelse
Følelserne kan godt sidde lidt uden på tøjet i denne tid. Derfor er det også fint at sætte børnene på plads i corona-sofaen og gense »Inderst Inde«. Pixars animationsfilm lyder mere kompliceret end den egentlig er og den sætter så fint ord – og billede – på den vrede, afsky og tristhed, som flere nok føler en del i disse dage. »Inderst Inde« foregår i den tolvårige pige Rileys hjerne, der er en avanceret fabrik, der styres fra et kontrolrum, hvor grundfølelserne Vrede, Frygt, Triste, Afsky og Glæde kæmper om at sidde for bordenden. Da Riley bliver tvunget til at flytte og skifte skole, kommer flere af følelserne selvfølgelig i spil og det viser »Inderst Inde« på både nænsom og underholdende vis. Faktisk er det så sjovt, at de mindre børn også kan se med – selvom de nok kun vil få aktiveret deres glæde. Alle de andre følelser får dog også deres berettigelse forklaret i »Inderst Inde«, der er en sjældent poetisk oplevelse, man samtidig kan blive klogere af.
»Inderst Inde«. Kan købes hos iTunes og streames via Viaplay. Anbefalet af Sarah Iben Almbjerg. Til børn fra 6 år.
Højt at flyve
Jeg har altid været begejstret for universet i »Hodja fra Pjort«-filmen fra 1985, og da jeg forleden genså den i en ny og animeret udgave, var jeg godt underholdt. Ok indrømmet, jeg skulle lige vænne mig til, at det er granvoksne Thure Lindhardt, der lægger stemme til drengen Hodja, men han gør det nu glimrende. Filmen er tro mod Ole Lund Kirkegaards original, og handler om drengen Hodja, der får fingrene i et flyvende tæppe, og efterfølgende rejser til storbyen. Dialogen i filmen er spøjs og ligefrem og fyldt med referencer til særligt det mellemøstlige køkkens klassikere som eksempelvis dürum, falafel og figen. Prøv selv, om du kan sige, fem flade figner på et fladt figenflækker fad. Hurtigt. Det er i øvrigt umuligt ikke at have Sebastians udødelige sang om selvsamme Hodja på hjernen i flere dage efter.
»Hodja fra Pjort« kan ses gratis på filmstriben. Anbefalet af Stine Hansen. Aldersgrænsen hedder egentlig syv år, men yngre børn kan sagtens se med.
En saftig pære
Jakob Martin Strids børne-bestseller »Den utrolige historien om den kæmpestore pære«, blev i 2018 til en animationsfilm. I filmen møder man katten Micho og elefanten Sebastian samt deres ven i nøden Professor Glykose. Sammen rejser de på et eventyr i en stor udhulet pære. Målet er eftersøgningen af deres ven, Borgmester J.B., der er forsvundet på en mystisk ø. Historien er skøn for de yngste, og særligt er Peter Frødins stemme som Professor Glykose herligt underholdende. En lækkerbidsken er også piraterne, der er overraskende og finurlige. Det er ikke en overdrivelse, hvis vi nok har set den 25 gange her på matriklen. Den femårige er massiv fan. »Mor, jeg græd, da jeg så den sidst, men altså på en god måde,« siger hun. Vigtigst af alt, er den ikke hverken overgearet eller intetsigende, som andre animationsfilm, kan have tendens til.
»Den utrolige historie om den kæmpestore pære« kan blandt andet ses på viaplay. Anbefalet af Stine Hansen. Kan ses af hele familien allerede fra 3 år.
Den fattige mands Ghostbusters
Som barn elskede jeg Scooby-Doo og hans psykedeliske venner, når de i de sene 1970ere gik på monsterjagt i de sjældent viste animationsfilm på svenske SVT1. Så ærgrelsen var ekstra stor, da jeg for nyligt ville introducere min datter for Scoobys funky univers og måtte erkende at »Scooby-Doo 2: Monstrene er løs« fremstår som den fattige mands Ghostbusters og virker som om den er instrueret af Steven Spielberg med hjerneskade. Selv om makværket er fra 2004 emmer det af gemytlig amerikansk blockbusterfilm fra 1980erne – bare uden charme, finurlighed eller operationel humor. Dekonstruktionen af den oprindelige animationsserie er filmisk vandalisme, som skærer en gammel cartoonist i det udslidte hjerte. Den let psykedeliske 70er charme er udsondret af makværket, der nu fremstår som tynd, udtørret skorpe af fladpandet fald-i-bananskræl-og-prut-humor. Desuden er computergrafikken i øvrigt elendig og får Scooby til at ligne en blanding af papmaché og en udtjent klump oasis. Ungå filmen for enhver pris. Du får aldrig de 90 minutter igen.
»Scooby-Doo 2: Monstrene er løs«. Kan ses på Netflix og anbefales IKKE af Søren J. Damm.
