Kulturborgmester Niko Grünfeld fra Alternativet har engang beskrevet sin perfekte weekend for Børsen. Det var noget med, at han lavede pandekager til sine børn »med økologisk Aurion-mel fra Hjørring«, hvorefter han drak »kaffe fra Coffee Collective«, brygget på sit »japanske kaffeudstyr fra Hario«. Naturligvis lyttede han også til P8 Jazz og læste Politiken. Det hele var så skingrende korrekt, at man som læser ikke anede, om man skulle dø af grin eller holdningsforstoppelse.
For nylig kom det så frem, at kulturkongen af den gode bæredygtige smag havde fundet det nødvendigt at indrette sit borgmesterkontor for 130.000 skattekroner. Han udtalte til Radio24Syv, at han ikke kunne arbejde ved et glasbord. Han havde også fundet det nødvendigt at anskaffe sig en specialdesignet daybed, nogle bænke og borde – naturligvis spritnye.
Og det er jo lidt komisk, at en mand, der har prædiket bæredygtighed og tordnet mod forbrugerisme, hverken ønsker at købe brugt, bruge rådhusets i øvrigt smukke møbler eller benytte sig af kommunens økonomisk bæredygtige indkøbsordning. Er det mon den »ny politiske kultur«, som partiet ofte har talt om?
Eller betyder »ny politisk kultur«, at Grünfeld fik den veninde, der har ført valgkamp for ham (og er søster til en højtstående partikammerat) til at ommøblere sit kontor? Interessant valg af indretningsarkitekt for en borgmester i en kommune, der tidligere har fyret sine ledere for nepotisme.
I går skrev han så i et læserbrev her i avisen, at kontoret ikke var hans, men københavnernes, og derfor sendte vi to københavnere afsted – en kulturjournalist og en fotograf – for at bese ugens mest omtalte kontor.
Det så sådan her ud:
Når forargelsen over Niko Grünfelds dobbeltmoral, spild af skattekroner, tvivlsomme valg af indretningsarkitekt og useriøse forståelse af begreber som »kultur« og »borgmester« har lagt sig, er det oplagt at spørge sig selv, hvordan det kunne gå til, at Niko Grünfeld og Alternativet kunne tiltrække så mange stemmer? Politikeren har foreløbig intet udrettet af parlamentarisk væsentlighed. Eller værdighed.
Til gengæld er underholdningsværdien høj.
Niko Grünfeld krævede således før kommunalvalget færre biler i København, men takkede efter valget ja til en Tesla. Han havde jo brug for en bil – det har en børnefamilie med to udearbejdende forældre i København ikke. Han markedsførte sig politisk på socialpolitikken, men foretrak kulturborgmesterposten i stedet for integrations- og beskæftigelsesområdet. Og det sidste kan vi vist kun glæde os over. Jeg tror ikke, at København med sine store integrationsudfordringer har brug for en fremtidstelefonboks med regnbueflag i Tingbjerg.
Medmindre Grünfelds vælgere totalt har kappet jordforbindelsen, bør det mane til eftertanke, at politik åbenbart kun er noget, man leger. At begrebet »kultur« er blevet så drænet for værdi, at der kun er substansløst gøgl tilbage.
Det er muligt, at Niko Grünfeld ikke selv mener, at de 130.000 skattekroner til udsmykning af en klovnestue på Rådhuset er »en sag«, men sådan ser man næppe på det andre steder i København. Her leverer rigtige kulturhuse formidable og væsentlige arrangementer på minimumsbudgetter, og pengene kunne have dækket hele og halve års arrangementer for flere hundrede lokale børn og unge.
Man må håbe, at de mennesker stemmer med fødderne næste gang, der er valg.
Hvis altså ikke Grünfeld trækker sig fra borgmesterposten inden.