Borgmester fik ommøbleret sit kontor af partikollegas søster

Forvaltningen og kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, valgte en bekendt arkitekt til opgaven, da hans kontor blev ommøbleret for omkring 130.000 kroner.

Kulturborgmester Niko Grünfeld (ALT) har ikke ønsket at udtale sig om sagen, oplyser Radio24syv. Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

I sidste uge kom det frem, at Københavns kulturborgmester, Niko Grünfeld (ALT), fik ommøbleret sit kontor for 130.000 kroner.

Nu er der kommet nyt frem i sagen: Niko Grünfeld og forvaltningen valgte en bekendt, arkitekten Sonja Stockmarr, da hans kontor skulle ommøbleres med specialdesignede møbler og PH-lamper. Arkitektens søster, Leila Stockmarr, arbejdede nemlig som politisk chef i Alternativet. Det oplyser Radio24syv.

Sonja Stockmarr fik 25.000 kroner i honorar for opgaven og mødtes med Grünfeld under kommunalvalgkampen i 2017. Grünfeld lagde dengang et billede af arkitekten op på sin Instagram-profil. Arkitekten havde et skilt foran sig med Alternativets logo, Å, omgivet af et H og et B, således at der stod »HÅB« og nedenunder »Diversitet i byen«.

Arkitekt Sonja Stockmarr bekræfter i en SMS til Radio24syv, at hun kender Grünfeld og har mødtes med ham flere gange. Blandt andet under valgkampen.

»Min relation til Niko er, at vi har mødtes nogle gange professionelt. Jeg har ingen anden tilknytning til partiet, og jeg er heller ikke medlem. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor man har valgt mig,« skriver hun i SMSen.

Niko Grünfeld har endnu ikke udtalt sig om sagen, men tidligere kulturborgmester i København Carl Christian Ebbesen siger til Radio24syv, at kontoret ellers var »lige til at flytte ind i«.

»Jeg var glad for den indretning, der var. Det var et pænt og ordentligt kontor med gode møbler,« siger tidligere kulturborgmester Carl Christian Ebbesen til Radio24syv.

Man har vedtaget på Københavns Rådhus, at man ved nye indkøb benytter en indkøbsordning, som sikrer lavere priser. Selvom denne opgave var under bagatelgrænsen, er det dog stadig tilladt at sende en sådan opgave i udbud. I en mail til Radio24syv oplyser Grünfelds sekretariatschef følgende:

»Forvaltningen valgte ikke at sætte opgaven i udbud, fordi det var under den lovpligtige tærskelværdi. Da valget på denne arkitekt faldt, var det, fordi man ønskede repræsentanter for den nye generation i dansk arkitektur. Forvaltningen ønskede desuden selv at opdatere kontoret i forbindelse med en løbende modernisering.«

I et opslag på Grünfelds Facebook-profil står der dog noget andet. Nemlig at det var Grünfeld selv, som ønskede opdateringen af kontoret for at skabe et »minikulturhus«.

»Jeg har ønsket at åbne mit kontor for offentligheden ved at holde forskellige arrangementer, som viser, hvad kultur er og kan,« oplyser Niko Gründfeld. »Derfor har jeg også indrettet kontoret anderledes, end kontorer er flest (...) For at kunne skabe de bedste rammer for, at kontoret kunne virke som minikulturhus, har vi indrettet kontoret på ny, da jeg blev kulturborgmester: Noget af interiøret har vi købt, andet er lånt (blandt andet en gammel telefonboks), og noget er genbrug. Sådan har vi syntes, det var rigtigt at gøre.«

Arkitektens udkast til 25.000 kroner, inkluderede dog ikke kun Grünfelds kontor, men også resten af sekretariatet på Rådhuset.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Niko Grünfeld inden redaktionens afslutning.