Anmelderen tabte pusten: Et kort øjeblik får jeg den tanke, at jeg er havnet i himlen

Den franske konceptkunstner Laure Prouvost har åbnet op for sluserne i sin fabulerende totalinstallation på Charlottenborg, hvor du med al sandsynlighed vil opleve en befriende frisættelse og få pulsen lidt i vejret.

Laure Prouvost, »Could Cool Claoud«, 2021. Kunstværket er en del af udstillingen »Our elastic arm hold in tight through the claouds« på Kunsthal Charlottenborg. Berlingskes kunstanmelder giver udstillingen fem ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm

»Kom tættere på. Ja, dig, kom, vi er lige herovre. Kom med ind, så skal jeg fortælle dig en lille historie,« er det, som om der bliver hvisket fra alle kroge bag den hvide transparente teltdug, der udgør indgangsportalen til Laure Prouvosts totalinstallation på Charlottenborg.

Udstillingen »Our elastic arm hold in tight through the claouds« er kunstneren Laure Prouvosts første soloudstilling i Skandinavien, og den indeholder alt fra hviskende, erotiske stemmer til fisk, der spiser hindbær. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Indenfor vil du blive omfavnet af et overdådigt fabulerende univers, der i video- og installationskunst sender dig afsted til fjerne galakser med teselskaber på lammeskyer med dansende nøgne kvinder og videre til kilder, hvor badenymfer plasker leende omkring, mens fisk snapper hindbær til sig, og vandfaldet bruser.

Du vil bevæge dig forbi dystopiske landskaber med deforme glasklare figurer, visne grene, gobeliner, aviser, skrald og besynderlige sager for at ende nede i nogle underjordiske gange, hvor sære hændelser i tætte nærbilleder borer sig gennem muldjorden.

Du kommer til at tabe pusten, må du forstå, og det er helt vidunderligt.

For der er noget løssluppent, fjerlet og dybt eskapistisk over Laure Prouvosts værker.

»It's so warm here. You're inside this body, wider. Feel the sun in your mouth. It's so good. Den hviskende stemme, som vist nok er Prouvosts egen, kalder sit publikum, mig, ind i værket, som kræver hun, at jeg bliver en slags deltager.«


I Charlottenborgs sydfløj har Laure Prouvost installeret et helt nyt værk, »Could Cool Claoud« fra 2021, sat sammen med flere af hendes tidligere værker og med så mange gentagende objekter og greb, at forløbet gennem salene får et altomsluttende organisk udtryk. Hun har for vane at genbruge objekter – frugter, blomster, fugle, skyer, munde, blæksprutter, palmeblade, transparente gardiner, gobeliner og fine glasfigurer blandt andet – og arbejder i en tjep og intuitiv klippestil i sine videoinstallationer.

På skilte, i værktitler, tekster og collager sætter hun gerne sine ord sammen i engelske sætninger, der er skævt formulerede eller bevidst misforståede.

Figuren her er en del af kunstværket »Ring, Sing and Drink for Trespassing«, der indgår i Laure Prouvosts udstilling »Our elastic arm hold in tight through the claouds«. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Myter, anarki og eskapisme

Men hvem i alverden er hun, Laure Prouvost? Indtil for nylig har hun nok været en ukendt kunstner blandt den brede befolkning på dansk grund. Nu er hun pludselig aktuel i tre sammenhænge herhjemme: Dels på Louisiana, hvor hun har installeret en stor grå, stønnende blæksprutte som en del af deres »MOR! – Livets begyndelse«-udstilling, dels på Charlottenborg, der har tildelt hende Skandinaviens første soloudstilling, og dels på CPH:DOX, hvor hun er med i deres New:Vision-konkurrence med værket »Re-dit-en-un-in-learning«.

Er det et sammentræf eller er der en mening bag al den sværmen for den franske konceptkunstner?

»Hvis man googler hende, kan man nogle steder læse, at hun er født i 1978. På Charlottenborg-cv'et er hun fra 1967! Lige nu er hun højgravid, så sidstnævnte årstal matcher næppe virkeligheden.«


Prouvost har været en darling på den internationale kunstscene, siden hun i 2013 modtog den respekterede engelske kunstpris Turner Prize. Siden har hun haft soloudstillinger i blandt andet Beijing, München, Antwerpen og New York samt en enkel gang i sit hjemland på Palais de Tokyo i Paris året inden, hun i 2019 repræsenterede Frankrig på Venedig Biennalen. Det blev en af de pavilloner, hvor publikum godtog op til halvanden times kø for at blive dirigeret om til en undselig bagindgang og entrere hendes udstilling. Her forsøgte hun blandt andet at grave en tunnel ind til den engelske nabopavillon i ønsket om at »genforbinde Frankrig til Brexit«, har hun forklaret.

Noget af det helt særlige ved Prouvost er, at hun arbejder med fiktive, ja, nærmest surrealistiske selvbiografier og møder ved hver ny udstilling op med et nyt cv. »Bor og arbejder« skriver hun for eksempel denne gang i stedet for, hvor hun rent faktisk bor og arbejder.

Som dadaisterne holder hun af en anarkistisk leg med alle vedtagne normer, både hvad angår hendes egen baggrundshistorie, som hun ikke ønsker skal sætte alt for tunge spor i læsningen af sin kunst, og også hvad angår det æstetiske sprog i sine værker, der tydeligvis læner sig op ad dadaisternes leg med collager og lyddigte.

Hvis man googler hende, kan man nogle steder læse, at hun er født i 1978, på Charlottenborg-cv'et er hun fra 1967! Lige nu er hun højgravid, så sidstnævnte årstal matcher næppe virkeligheden.

Samtidig har hun for vane at arbejde med familiære fortællinger befolket af bedsteforældre, mormødre og fætre, der understreger hendes smågakkede og lemfældige omgang med sandheden. Møder hun op til en talk, er hun sjov, beleven og imødekommende og fortæller gerne om tankerne bag sine værker, men med så løst et sprog, at man også bare kan droppe en lineær forståelse af, hvem hun er, og hoppe direkte ind i hendes udstillinger.

»When global warming messed up with Gelati's cat flap«, står der over kunstværket, der skal forestille en tilfrosset kattelem. Kunstværket er en del af udstillingen »Our elastic arm hold in tight through the claouds«. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Vatskyer og åndedrag

Godt så. På Charlottenborgs første sal mødes jeg af et så hvidt lys, at jeg et kort øjeblik får den tanke, at jeg er havnet i himlen. En stor del af hendes video, som jeg ser liggende på en enorm puf formet som en vatsky, foregår ganske rigtig også oven på hvide skyer.

Her danser to nøgne kvinder omkring med ledninger ud ad deres rumpetter for derefter at drikke te med en tredje kvinde, der æder blomsterhoveder i grådige mundfulde. Man hører fredfyldte suk, harpeklang og møder en flok kåde får på vej ud på grønne enge.

Jeg smelter helt ned i den bløde puf og kunne lade filmen køre i loop, for den giver adgang til en helt særlig glasklar ro oven på sidste års dance macabre med den forbandede pandemi, som har holdt hele verden i sit dødssyge jerngreb. Her bliver jeg omfavnet af en håbefuld følelse af et intakt og let sammenværd. Hvilken befrielse.

Laure Prouvost er en prisvindende fransk kunster, og udstillingen »Our elastic arm hold in tight through the claouds« har overtaget hele Kunsthal Charlottenborgs nordfløj. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Længere inde i mørket sætter jeg mig på en stiv træbænk foran hendes værk »Swallow« fra 2013. En åben rød mund, der fylder hele skærmen, trækker vejret indad og indad og indad med et heftigt åndedræt, der gentages i glimt og danner rytmen gennem videoværket. Gentagende gange klippes til badende nøgne kvinder mellem vandfald og sø.

De læner sig tilbage på store sten, slikker på vaffelis, vrider frugt fra hinanden, ler, kysser og træder hindbær op mellem tæerne. Der er glimt af falliske springvand, glinsende biler og katte, der strækker sig dovent oven på palmeblade. Undervejs bliver åndedrættet mere og mere intenst og kulminerende, alt imens en voice over taler til mig i sødmefulde hviskende fraser.

»It’s so warm here. You’re inside this body, wider. Feel the sun in your mouth. It’s so good.«

Den hviskende stemme, som vist nok er Prouvosts egen, kalder sit publikum, mig, ind i værket, som kræver hun, at jeg bliver en slags deltager. Det er meget effektivt og et af Prouvosts tilbagevendende kneb. Mit åndedræt er påvirket, mit hjerte banker, og jeg glemmer bænkens hårde træ. I værket, som vandt Max Mara Art Prize for Women i 2013, valgte hun at gøre opmærksom på sin position som kvindelig kunstner – en kønnet position, som hun ikke tidligere har arbejdet bevidst med i sit arbejde, omend hun altid har et kvindeligt fokus. I »Swallow« er fokus på nogle kvinders »Grand Tour« gennem et lyst- og klichéfyldt Italien, er hendes forklaring.

»Du kommer til at tabe pusten, må du forstå, og det er helt vidunderligt. For der er noget løssluppent, fjerlet og dybt eskapistisk over Laure Prouvosts værker.«


I en anden tilstand

Længere fremme i udstillingen sænkes lyset mere og mere, og jeg ender foran endnu et videoværk, »Into All That Is Here« fra 2015. Videoen reflekterer angiveligt over Prouvosts tab af hendes mytiske bedstefar, der gravede en tunnel fra England til Afrika og siden aldrig lod høre fra sig. Det lyder lidt mærkeligt, ved Prouvost godt, og det er filmen også. Den må du selv opleve og så ellers hitte ud af, om du vil hoppe med på hele Prouvosts spøg, lade dig føre med eller bruge din energi på at skabe en mening i hele det meget frenchy-frenchy hurlumhejhus.

Laure Prouvost, »This dirty fig kissed many small boobs«. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Jeg vælger det første og har også en klar fornemmelse af, at det er Prouvosts ønske, at vi skal lade os rive med af hendes synligt styrede intuitive diktatur. Der er selvfølgelig et væld af symboler og tolkningsmuligheder at pille ned fra hylderne, hvis man vil. Helt overordnet er der en stærk styret eskapistisk tråd at forfølge – måske væk fra alle bekymringerne om global opvarmning, overforbrug og pandemier.

Jeg står tilbage med en følelse af en stærk opfordring til, at vi skal skide lidt på normerne, frigøre os – fra os selv – og tillade os at bevæge os ind i en anden tilstand. Det lykkes bedst i hendes videoværker, mens hendes collager af gobeliner, glasfigurer, skrald og grene fremstår lidt for manierede til min smag. Jeg får i hvert fald ikke lyst til at dvæle særlig længe ved dem. Til gengæld fungerer de ganske godt som en sociopolitisk ramme for hendes tre videoutopier, der fylder alle sanser tilstrækkeligt, ja, nærmest orgastisk, op.

»Our elastic arm hold in tight through the claouds«

Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K. Frem til 8. august.