Anmelderen siger undskyld: »Julefeber« endte faktisk som en magisk oplevelse

Efter et år med minkmassegrave og påbudte mundbind var DRs julekalender en ordentlig maveplasker af dårlig stemning. Men med dagene blev »Julefeber« også en historie om den magi, vi ikke finder uden for os. Vi har den indeni. Og måske var det lige præcis i 2020, vi havde brug for den påmindelse, mener Sarah Iben Almbjerg.

De tre vigtige børneskuespillere, Selma Sol í Dali, Maria Szigethy (billedet) og Silas Cornelius Van, fik hver deres lille sol til at skinne i rollerne som Gro, Frederikke og Bjørn i »Julefeber«. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Snorre F. Ruhe

Lad mig begynde med en indrømmelse: Jeg tog fejl.

I begyndelsen af december anmeldte jeg DRs julekalender »Julefeber«, der landede som en dårligt vredet karklud fuld af elendighed, da vi havde allermindst brug for det.

Efter måneder med døde mink, massefyringer og den evindelige coronavirus fik landets børn en kalender, der ikke bare var opkaldt efter en sygdom. Det socialrealistiske antieventyr gav os også lige en ordentlig omgang lånehajer, ghettoopvækst og uansvarlige forældre oveni.

Som et symbol på 2020s skæve elendighed bestod det magiske i, at drengen Bjørn fik hår ud af ørene og spjættede ufrivilligt med kroppen, når han hørte musik. Det virkede ikke fortryllende. Det lød mere som noget, man kan få behandling for på mit lokale apotek.

Havde man ikke allerede mistet modet, kunne man passende begynde under de tre første afsnit »Julefeber«, som jeg anmeldte dengang.

Lyset på en tragisk baggrund

Men langsomt fandt kalenderen en rytme og en udvikling. Og på grund af det uforudsigelige manuskript var det en rytme, der aldrig blev kedelig.

Faderen Kalle (Joachim Fjeldstrup) var en konstant overraskelse, der stadig kunne forelske sig i egne elendige ideer, men som også begyndte at tage ansvar. Og de tre vigtige børneskuespillere, Selma Sol í Dali, Maria Szigethy og Silas Cornelius Van, fik hver deres lille sol til at skinne i rollerne som Gro, Frederikke og Bjørn.

Der var rørende scener, og selv som voksen var man nysgerrig. Hvor mange julekalendere kan man sige det om?

Det socialrealistiske indhold fornægtede sig aldrig, og for de børn, der havde tilbragt 2020 i en samspilsramt familie eller med en fraværende forælder, mener jeg stadig, at »Julefeber« var hård kost. Men for dem, der hang på, var det faktisk en fornøjelse at følge historien, der gradvist optegnede sin egen pointe: At magien hverken ligger i gran eller guirlander.

Magien lå i venskabet mellem Frede og Bjørn, to outsidere, der så hinanden og dermed også sig selv. Den lå i Gro og hendes ønske om at gøre sin far lykkelig. Og den lå i far Kalle, der igen og igen kravlede op af »hullet« og tilbage til lyset, hvor hans børn ventede.

Julemanden er en kvinde, og far er depressiv i DRs »Julefeber«, der endte som en dejlig oplevelse midt i mørket. Sofie Torp og Joachim Fjelstrup var et charmerende bekendtskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolai Lok, DFF/DR.

I den forstand passede »Julefeber« alligevel til det liv, mange af os har haft de seneste 358 dage. Folk, der er alene, blev pludselig ensomme. Dem, der havde familie, lærte, hvor meget de kunne skændes. Der var dem, der manglede penge, og dem, der pludselig ikke syntes, at de havde noget at bruge dem på.

En historie for de stærkeste

Havde nogen sagt til os, at vi skulle bruge et år på at gennemleve en verdensomspændende pandemi, gå med mundbind alle steder og leve med, at døde mink trængte op af jorden, havde vi sendt dem hen til førnævnte apotek.

Alligevel stod vi det igennem. Fordi vi er stærkere, end vi forventer. En pointe, man også kunne læse i en af årets smukkeste børnebøger, Kim Leines »Drengen og pigen og miraklet i snehulen«, hvori en lille familie strander under en snestorm, og de to børn må hjælpe deres nødstedte mor gennem en fødsel.

Ligesom »Julefeber« var den lille bog en stor påmindelse om, at vi kan så meget mere, end vi tror. Som Frede, der opdager, at hun kan danse, når hun holder op med at være bange. Som Gro, der gør sin far glad. Og ikke mindst ligesom Kalle, den umulige far, der stadig bar arrene uden på tøjet med vielsesringen som det symbolske semikolon bag hans tidligere ægteskab.

Julen er de uforløste drømmes tid og Gro (Selma Sol i Dali Pape) gør sit bedste for at indfrie sine egne drømme om fars lykke i »Julefeber« Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolai Lok, DFF/DR.

Sjældent har julekalenderens familier været så langt fra den sødmælksdanske middelklasse som i år, men i den lille familie var der alligevel masser af kærlighed og overbærenhed. Måske især det sidste.

Det kan godt være, at »Julefeber« havde ligget bedre i andre år; på den anden side er spørgsmålet, om vi nogensinde har haft så meget brug for at se magien i det små som nu. Om vi nogensinde har skullet mønstre så meget overbærenhed med os selv og hinanden.

Det virkelige mirakel er inden i os. I alt det, vi kan. I alle dem, vi elsker. Og med den pointe drysset som sne foran Det Kongelige Teater bliver det alligevel jul. Også for dem i »Julefeber«.

»Julefeber«. Instruktør: Natasha Arthy. Medvirkende: Silas Cornelius Van, Selma Sol í Dali, Maria Szigethy, Joachim Fjelstrup, Bodil Jørgensen, Peter Frödin. Julekalenderen var rettet mod de 8 til 13-årige. Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af hele sæsonen.